Han, hun – Dirch og Dario…

I 1960’erne blev der produceret en hel del danske lystspil, der næppe vil gå over i filmhistorien. For nu at sige det pænt.

En af titlerne var “Han, hun – Dirch og Dario” De to sidstnævnte var, naturligvis var jeg ved at sige, henholdsvis skuespiller Dirch Passer og sangeren Dario Campeotto.

Begge d’herrer havde – og har – et godt øje for kvindelig skønhed. Dirch levede i alt sammen med fire kvinder, dog ikke på samme tid, mens Dario først var gift med Ghita Nørby – inden han fandt sammen med sin bornholmske Gertrud, som han nu har været godt gift med i rigtig mange år.

Ingen af de to har nogensinde været i tvivl om deres køn: Dirch heller ikke, selv om han spillede kvinde i “Charles Tante”.

Og da slet ikke Dario, alle pigers helt, især for en del år siden, hvor man ligefrem talte om, at en ung mand skulle ud og spille “Dario”, hvis han skulle på pigesjov.

I dag er der mere bøvl omkrig begreberne han eller hun.

Nogle kan ikke helt bestemme sig til, hvad de er, selv om Vorherre selvsagt har tildelt os alle et køn fra fødslen. Men i dag er der nogle mænd, der hellere vil være kvinder – og omvendt.

Og det skal de naturligvis have lov til – tiderne skifter, vi lever i 2023 og mennesker må leve deres liv som de vil – især hvis det er for egen regning og risiko – og det ikke generer andre.

Alligevel kan udviklingen resultere i det rene ding-dong som i tilfældet med kunstneren Ibi-Pippi Hedegaard, der er født som mand, som stadigvæk fysisk er en mand – men som på papiret er blevet en kvinde. Sådan rent juridisk.

Hvordan det kan lade sig gøre, står for mig lidt hen i det uvisse. Lige nu har vi balladen: Den pågældende har udøvet hærværk mod et kostbart kunstværk – skal halvandet år i fængsel og betale en erstatning på næsten to mio. kr.

Det første skal nok blive realiseret – det andet formentlig mere tvivlsomt. Men det er alligevel fængselsdommen, der har påkaldt sig interesse. For hvor skal den afsones. I et mandefængsel? Eller kvindefængsel?

Juridisk set skal det være i det sidste. Det er nemlig personnummeret, der afgør, hvor den dømte skal afsone. Men helt ærligt?

Ville det ikke være at lade tolerancen gå lidt for vidt?

Kriminalforsorgen har fået sig et problem. Og Ibi-Pippi formentlig den ønskede opmærksomhed.

Men at få opmærksomhed ved som mand at kalde sig kvinde og ved at ødelægge andres kunst  – det er ingen kunst.

God weekend…

Seneste artikler

Fik du læst?

Elverskud i Aakirkeby

MUSIK: NylarsKoret opfører mandag 22. april Niels W. Gades værk Elverskud med tre professionelle sangere i Aa Kirke    Af Lene Dam Jørgensen Mandag 22. april kl.

Læs mere »