Jeg har før skrevet om faren ved at gå i grøfter, i stedet for at gå den lige vej midt på vejen.
Jeg kan være ganske betænkelig ved at skrive om denne form for grøftegang. Man kan virkelig blive misforstået og mistolket, når man udtaler sig om synet på Djævelen.
Der er dog god grund til at, jeg vover det nu.
Tidens ondskab – både før, nu og helt sikkert også i fremtiden giver mig mod til at skrive denne klumme. Når alt det onde, vi oplever i vores tid, bliver omtalt, er det yderst sjældent Guds modstander bliver nævnt.
Vi går ofte i grøfter.
Den ene grøft er den, at man som menneske og kristen ser Djævelen og hans dæmoner, som jeg plejer at sige det, i enhver kommodeskuffe. Det vil sige, at skylden på alt det onde bliver skubbet væk fra os mennesker selv. Vi går fri, og det er Djævelens skyld det hele.
Denne grøftegang skaber også en masse frygt, som sætter sig i menneskesindet, når Djævelen får alt for megen omtale, som han slet ikke fortjener, og selvfølgelig har vi også ansvar for det onde, vi gør.
Den modsatte grøft er, at man helt undlader at beskæftige sig med Djævelens eksistens. Ja, det er, som en fransk digter Baudelaire (1821–1867) skriver:
”Djævelens smukkeste list består i at overbevise Dem om, at han ikke findes!”
Denne holdning skaber uvished og mange spørgsmål: ”Hvorfor er der så meget ondt her i tilværelsen? Hvorfra kommer det onde?”
Nogen finder løsningen i at nedtone Djævelens eksistens til at være en mytisk og symbolsk skikkelse. Det onde bliver således forklaret til at opstå på grund af f.eks. et uretfærdigt samfund, eller at vi er onde overfor hinanden, vil nogen forklare som sket af psykologiske grunde.
Det er vigtigt, vi i vores ord er afbalancerede. Vi må som i meget andet ud midt på vejen og ikke havne i den ene eller den anden grøft.
Djævelen har ikke godt af al den reklame, der ligger i, at man går højt op i hans tilstedeværelse og hans virke. Der er kristne, som indgiver folk frygt, og som ser Djævelen og hans håndlangere – dæmonerne overalt. Det er ikke sundt og får os til at fokusere unødigt på Djævelen. Den interesse er han slet ikke værdig.
Samtidig er der nærmest tavshed – også i kristne cirkler – omkring Djævelens eksistens. Også det er helt forfejlet.
Hver søndag går vi dog imod den sidste holdning. Vi forsager vi Djævelen og alle hans gerninger i kirkens gudstjeneste, og det sker verden over. Kort sagt – vi siger nej til Djævelen.
Ville vi fortsætte med at gøre det, hvis vi i kirken ikke troede, at han eksisterede?
Når forsagelsen stadig bliver brugt som forspil til kirkens trosbekendelse, er det så virkelig bare en skik, som liturgikommissioner ikke har formået at få pillet ud af kirkens søndags liturgi? Er det bare noget gammeldags retorik, som ikke betyder noget særligt?
Det sker heldigvis endnu hver søndag. Jeg mener endog, at det har betydet en ganske særlig beskyttelse for vort folk, at vi har sagt nej ”til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” i hundredvis af år, og at vi ved dåben har forsaget Djævelen og bekendt troen og har tegnet korset for ansigt og bryst (forstand og følelser) ”som et tegn på, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”. Vi er ikke Satans. (Kan ikke forstå, så mange bruger det udtryk i deres sprog). Vi tilhører Jesus.
Det er også sigende og vigtigt, at der i kirkens prædiketekster i fastetiden før påsken er fokus på, hvor sandt det er, at ”Jesus kom for at tilintetgøre Djævelens gerninger”. (1. Johannes brev kap. 3 vers 8). Det vises gennem talrige beretninger om Jesu magt over Djævelen og hans håndlangere – dæmonerne.
Djævelen er ophavsmand til alt det onde, og det er ham, som inspirerer os til at være onde på vidt forskellig vis. Djævelen er Guds modstander, og ham skal vi hverken påkalde eller tro på – have tillid til.
Vi har adskillige nutidige eksempler på den ondes virke i os mennesker. Jeg behøver såmænd ikke at nævne eksempler på alle de grusomheder, som dagligt bliver skildret for os og vist i de daglige nyhedsudsendelser, og vi oplever også ondskabens kræfter i nabostridigheder som skildret for os her for nylig i samme tv-medie.
Det er derfor forfejlet, hvis vi fortier Djævelens eksistens, såvel som det er forkert, hvis vi giver selvsamme Djævel for megen opmærksomhed.
Jesus kom og satte os ind på en helt anden vej – kærlighedens, barmhjertighedens, ja, næstekærlighedens vej. Vi skal samarbejde med ham og bede ham fylde os med sin Helligånd, så vi er med til at fortsætte den gerning, som han lagde grunden til i sit komme til jord. Vi skal være freds stiftere og sprede tro, håb og kærlighed omkring os. Vi skal værdsætte andre højere end os selv. Vi skal opmuntre andre i stedet for at nedgøre dem. Vi er Guds sendebud i verden.
Jesus har også pålagt os ikke at frygte Djævelen og alt hans væsen. Vi skal ikke lade frygten for det onde fylde vores sind og vores hjerter.
”Frygt ikke” står der på mange sider i Bibelen, og Bibelens budskab er, at det ender godt!
”Frygt ikke, for jeg er med dig. Fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig. Min sejrrige hånd holder dig fast.” Profeten Esajas kap. 41 vers 10.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
