Vi har nu haft den første forårsdag, som kendetegnes med en temperatur på 15 grader, og lige nu i skrivende øjeblik skinner solen fra en nærmest skyfri himmel, og på en måde er det da lige det, vi alle trænger til i denne tid, hvor meget i verdens situationen ligger i mørke.
Vi har brug for lyset; brug for at opmuntres; brug for at blive vækket som efter en lang mørk nat, hvor vi sov for lidt på grund af tunge tanker.
Hvis vi lukker os inde i vores huse og lejligheder, bliver vi desværre tit overfladiske tilskuere til det forår, som nu er i gang med at indfinde sig. Vi må ud, mærke solen nænsom varme vores vinterblege hud op, indtil vi så alligevel opdager, at den vinterlige kulde altså alligevel er der, og så går vi ind igen.
Skinner solen nok på os, så ender det heldigvis med, at vi smider overfrakken, og vi bliver gennem varmet, og så er det for alvor forår.
Der skal overgivelse til og måske også tid til, men det sker ofte helt naturligt, at nu er overfrakken en byrde og aldeles unødvendig. Der er dog mennesker, som går rundt i sol og sommer med overtøj på, men måske er de ekstra kuldskære, og ængstelige tør de ikke overgive sig til en varmere årstid. Frygt har overmandet dem, er jeg bange for, uden jeg dog må gøre mig til dommer over deres beslutninger.
Jeg ved ikke, om jeg rammer plet, men jeg fornemmer, at nogen af de overvejelser ovenfor også kan minde om vores frygt for Guds Ånd – Helligånden.
Nu har jeg de sidste to søndage skrevet om Gud som vores Far og Jesus som vores frelser og redningsmand, så måtte det være lidt om Helligånden i dag.
I en gammel bog af teologen Michael Green om Helligånden udtrykkes det, at der har været eller ofte er i visse cirkler i kirken en udpræget frygt for Helligåndens virke.
En frygt, som i kirken har bevirket, at Helligåndens virke er blevet lukket inde i Bibelen, for så vidste man da, at der ikke skete uventede og forstyrrende ting i Guds kirke.
Michael Green skriver: ”Lad den derfor være tilbedt med vore læber, men når det drejer sig om alle praktiske formål, må den lukkes inde i Bibelen, hvor den ingen skade kan gøre.” og senere:
”Det ville være yderst forvirrende og læremæssigt upassende, hvis Helligånden skulle tale til mennesker i dag eller fremkalde mirakler og få mennesker til at tale i fremmede tunger. Følgelig er Bibelen det sikreste opholdssted for Helligånden. Det er der, den hører hjemme og ikke i det virkelige livs larm og tummel.”
Der har været, og måske er der desværre stadig en lukkethed overfor Bibelens beskrivelse af den Åndens virkelighed, som også kan blive vores, hvis vi åbner os for, hvad Gud vil give os.
Mange – også kristne – udtrykker forlegenhed og uvidenhed, når der tales om Helligånden. Sådan må det ikke være.
Paulus beskriver i I. Korintherbrevet kap. 12, 14, hvilke Helligåndens gaver vi har brug for i kirken og i verden – visdom, kundskab, mirakler, helbredelser og mange flere. Det er gaver, der udspringer og skænkes os af Guds nåde og er absolut ikke noget, vi kan præstere selv.
Midt imellem de to kapitler i Paulus’ brev har vi kap. 13 – kærlighedens lovsang, som viser, hvordan Helligåndens frugt af kærlighed, tålmodighed, langmodighed, udholdenhed osv. er nødvendige, for at nådegaverne kan fungere sundt og rigtigt. Er der kærlighed i en menighed, er der ikke noget at være bange for, så bliver nådegaverne, som de kaldes i Bibelen, brugt med visdom.
Nu er det en gammel bog fra 1980, som jeg har taget citaterne fra, så jeg håber og tror da, at noget af frygten for Helligåndens virke er forsvundet. Dengang noterede forfatteren, at der var ca. 20 millioner kristne, som var optaget af Helligåndens virke på verdensplan.
I dag noterer Google, at det drejer sig om 200 millioner kristne, som har taget overfrakken af frygt og uvidenhed af sig med hensyn til troen og tilliden til Helligåndens virke. Det er dog en vækst af stor betydning.
Uden Helligånden kunne vi slet ikke se noget stort i Jesus eller fortælle andre om ham. Uden Helligånden var kirken aldrig blevet til.
Det er Helligånden, som skaber liv i kirken og fred i verden. Det er Helligånden, som trøster os og styrker os, når vi græmmes og sørger over det mørke, som er i verden i dag. Det er Helligånden, som skaber håb i vores hjerter, så vi kan tro på, at det ender godt.
Efter Helligåndens forår bliver det sommer!
Guds Ånd er her allerede. Gå ud og sæt dig i den sol, som minder mig så meget om, hvad Guds Ånd kan gøre i mit hjerte og i mit sind, når jeg sender alle mine bekymrede tanker videre til ham, som har al magt i Himmel og på jorden.
Vi kan ikke se, hvad der sker i fremtiden, men eet ved vi: Gud er ikke gået i hi eller har forladt os. Gud er her, og som Bibelen beskriver det, så sidder Gud på tronen endnu. Sker der forfærdelige ting i os og omkring os, så er vi bestemt ikke alene.
”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, siger Jesus den dag i dag.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
