172 nybyggede boliger i København skal nu rives ned, fordi der er sket nogle bygningsmæssige tåbeligheder. De er erkendt farlige at bo i.
Noget er gået galt. Fundamentet og meget andet er ikke i orden.
Problemer med kontrol af igangsatte projekter er vel egentlig en af grundene til en del, der går galt.
Fejlagtige boligvurderinger er også en af de steder, hvor der tilsyneladende er sket manglende tilsyn.
Vi har brug for samvittighedsfulde og tænksomme ledere, som følger et hvert skridt i et projekt.
Og fejl skal udbedres så hurtigt som muligt – ikke år efter fejlen er sket.
Der er desværre ganske ofte noget, som går sin skæve gang. Vi kan desværre gang på gang se det ske på det store plan. Det bliver hurtigt en betændt sag, som medierne kaster sig over.
På det indre plan sker det måske endnu tiere.
Men der er det mindre interessant og bliver noget, vi selv må tumle med.
Også der skal der rettes op så hurtigt som muligt, og fundamentet skal være i orden.
Det er så nemt at se de fejl, der sker på landsplan, som vi ikke har nogen andel i.
Det er derimod langt sværere at rette fingrene imod en selv, for måske mangler vi også både visdom og kundskab til at håndtere vores eget liv og til at indrømme, at vi har brug for hjælp.
Måske er vores fundament også smuldret og blevet farligt at leve på.
Er der en bygmester til stede i mit liv?
Mangler jeg vejledning?
Er jeg villig til at lade mig lede?
Og allermest mangler jeg åndelig vejledning?
Forleden var jeg til en helt fantastisk koncert med Danmarks Underholdningsorkester, som holdt en Mozart festival, og hvor var det en skøn, ja, pragtfuld oplevelse.
Da det store og meget dygtige orkester satte sig før koncerten, begyndte de alle sammen at spille hver for sig. Selvfølgelig gjorde de det for at stemme instrumenterne eller lige at varme dem op før koncerten.
Man fornemmede, at de også øvede sig lige lidt, inden det hele gik løs.
Alle var fordybede i sig selv og sit eget instrument. Ingen så til eller tænkte på de andre, der sad der.
Enhver spillede sine takter.
Det lød ikke spor godt.
Pludselig blev der stille. Førsteviolinisten, som også er holdleder, slog kammertonen an. Nu var alle fokuserede, og pludselig kunne man høre en enstemmighed. Stilheden bredte sig.
Døren åbnede sig, og orkestrets meget skønne dirigent, Adam Fischer, kom løbende ind.
Hurtigt besteg han dirigentpodiet, og alles øjne rettedes mod ham.
Nu kom der orden i musikudfoldelsen.
Ouverturen til Mozarts La Clemenza di Tito blev begyndelsen på en koncert, som skabte orden i kaos.
Nu blev der sammenspil under dygtig og inspirerende ledelse af Underholdningsorkestrets dirigent.
Hvor var det godt, Adam Fischer kom.
Uden ham var alt gået galt.
Det slog mig, hvor meget det betyder, at vi har en dirigent i vores liv.
Alting kan synes så rodet inden.
Jeg ønsker, at Jesus Kristus er min livsdirigent. Jeg har brug for ham som den, der sætter orden i mit kaos.
Det kan synes, at uden ham spiller vi blot hver på vores livs instrument uden tanke på andre, som ligeledes filer løs på deres livs violin uden at ænse mig.
Vi er faktisk skabt til i fællesskab at leve det liv, Gud har givet os.
Jeg ved godt, at orkestrets medlemmer havde brug for at øve sig og varme op, inden den egentlige koncert begyndte, men ih, hvor det lød som den rene støj for vores øren.
Men da dirigent Adam Fischer kom løbende og stillede sig på dirigentpodiet, så blev alles øjne rettet mod ham, og alles ører lyttede til de andre, og musikken blev til på forunderlig vis.
Uden vores frelser og Herre Jesus Kristus kan vores liv synes uden mål og mening.
Med ham mødes vi sammen med andre om kaldet til at betyde noget for vores medmennesker, og den helt reelle ”musik” kan begynde. Det har slået mig i den seneste tid, at vi er sammen om det at bygge det Guds Hus, som jesus er grundlaget og fundamentet for.
Det har slået mig i den sidste tid, at vi er sammen om at bygge det Guds Hus, som Jesus er grundlaget og fundamentet for.
Det kan ikke nytte at vi begynder koncerten, inden dirigenten er kommet.
Det hele går i kaos, når vi spiller hver for sig.
Livet kan godt sammenlignes med en koncert, hor vores øjne er rettet mod Gud Fader, Søn og Helligånd, som gerne vil inspirere os til at vandre sammen i kærlighed.
Vi skal følge vores dirigents taktstopk og følge hans vink, hans mimik og hans anvisninger for vores liv.
I Efeserbrevet, som Paulus skrev til en række menigheder i det nuværende Tyrkiet, står der, at vi skal vandre io de gerninger, som Gud forud har lagt til rette for ose at vandre i.
Forleden var der på tv et interview med en forfatter, som havde skrevet en bog om livets mening. Emnet blev diskuteret. Jeg savnede kristentroens syn på sagen.
Gud ønsker, vi skalm leve i kærlighed til Gud og vores næste.
Det er livets mening! Når vi ved, vi er elsket og tilgivet, så har Gud en plan for vores liv, derfor skal vi hele tiden have vores øjne rettet mod vores livs dirigent, så vi er i stand til at spille efter hans anvisninger.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
