En hyggelig hilsen…

Jeg befinder mig i disse dage i en af mine yndlingsbyer, Portugals hovedstad, Lissabon. Byen, som europæiske turister for alvor er ved at få øjnene op for, og som man kan håbe ikke i for mange områder bliver tivoliseret som f.eks. Barcelona.

Ja, vi skal tjene penge, ja, vi skal have mennesker i arbejde, og ja – det kommer ikke mig ved, om lisbonetterne vil have tivoli eller ej.

Det heldige er, at det vil de ikke. Her er allerede bevægelser, som arbejder politisk for, at øget turisme skal ske under hensyn til miljø og dagligdag, og det kunne jeg skrive en længere historie om.

Det vil jeg ikke, i alt fald ikke her i rubrikken. Blot konstatere, at Lissabon med sin mægtige historie og stolte fortid stadig har den næsten ubeskrivelige charme, som mange mennesker falder for. Bare en aften på en lille Fado-restaurant i det gamle Alfama-kvarter, med godt brød, grillede kyllingestykker, rigtigt grillet, krydret med det brændende stærkt piri-piri krydderi og med et par stænk af citron. Med en ung, frisk vin hertil forlanger jeg ikke mere.

Her er historie, her er kultur – der findes formentlig ikke den hovedstad i verden, som har flere museer – hvilket naturligvis skal ses i lyset af Portugals dominerende rolle på verdenshavene i 14- og 1500-tallet.

I sandhedens interesse skabtes den enorme rigdom, der gjorde Portugal til et af verdens rigeste lande, på baggrund af de dygtige søfolks rejser rundt omkring i verden, hvor mange sjældne varer pludselig dukkede op i Europa – enten handlet – eller også handlet mere eller mindre på egen hånd. Det hører naturligvis med til historien.

Heller ikke slaveri undgik de portugisiske handelsfolks opmærksomhed, og det første slavemarked i Europa fandt således sted i Lagos på Algarve i 1400-tallet – museet er at finde få meter fra en imponerende statue af Henrik Søfareren, der skabte verdens første søfartsskole, i alt fald ifølge de vestlige historiebøger, hvilket gav de portugisiske søfolk et stort forspring på verdenshavene.

Tak skal du ha’, sikke et foredrag, jeg slap afsted med dér, det var slet ikke meningen.

Jeg ville såmænd bare fortælle om min lokale købmand her, en ung inder, der holder åbent fra tidligt til silde for indløb af kaffe, te, kiks, sodavand eller portvin og frugt.

Han havde lige overtaget butikken, da jeg sidst handlede der nogle få gange for et halvt år siden.

Forleden var jeg inde og købe en flaske af den gode orangejuice fra Algarve og hvis sandheden skal frem også en mørk Ritter-sport med nødder.

Mens jeg gjorde mig klar til at betale og skulle til at forlade forretningen, pakkede han tingene i en pose og sagde:

“Thank you – and welcome back…”

I Danmark er der en købmandskæde, der reklamerer med, at “din købmand kender dig godt…”

Det gør “min” købmand hjemme i Danmark i hvert fald ikke, jeg har aldrig set manden og kun set hans unge medarbejdere springe bag disken.

Men den unge inder i Lissabon – han kunne huske mig efter et par korte besøg for mange måneder siden.

Så føler man sig velkommen…

Det var i virkeligheden bare det, jeg ville sige, jeg ved ikke hvor alt det andet kom fra…

God weekend…

 

Du vil måske også synes om

125 år med fællesskab i Nylars

FØDSELSDAG: Søndag 1. november inviterer Nylars Samlingshus hele lokalområdet og alle interesserede til 125 års fødselsdag   I 125 år har Nylars Samlingshus været et sted, hvor mennesker mødes til fællesskab, aktiviteter, fester, foredrag, spisning og gymnastik. Det bliver markeret med en festlig fødselsdag søndag 1. november, hvor både Samlingshuset,

Læs mere »

Så kommer “Blindes Jul” på gaden

JUL: Årets traditionelle julemagasin “Blindes Jul” er snart på gaden. Det købes fra fredag 23. oktober til Lillejuleaften fra en af Dansk Blindesamfunds sælgere på øen. Magasinet indeholder alt fra noveller, virkelige historier til spil og konkurrencer.   Det traditionsrige julehæfte “Blindes Jul” har eksisteret siden 1944, og Dansk Blindesamfund

Læs mere »

Linda har ingen ventetid når livet gør ondt

TERAPI: Familieterapeut Linda Agnete Nyberg tilbyder samtaler til mennesker med ondt i livet samt til børn særlige behov – og til deres forældre. Og Linda har ingen ventetid   ”Terapikammeret” er det meget passende navn på den virksomhed, som lærer Linda Agnete Nyberg driver fra sit hjem på Midgårdsvej i

Læs mere »