Fra mit femte år deltog min far og jeg stort set hver søndag i Den Kongelige Livgardes march fra kasernen i Gothersgade gennem Københavns indre by til Amalienborg Slotsplads, hvor vagtskiftet fandt sted præcist kl. 12.
En traditionsrig københavnerbegivenhed, der også, den dag i dag, tiltrækker en del opmærksomhed – også fra byens mange turister.
Jeg havde orkesterplads. Siddende på min fars skuldre deltog jeg i denne march sammen med mange andre, der gik med på turen, ledsaget af musikkorpsets klingende toner.
Repertoiret var, og er, en blanding af forskellige musikarter, herunder en del marcher, der gav hele turen et korrekt og militært præg.
Selv min pacifistiske og antimilitaristiske far rankede ryggen undervejs, men det var måske lige så meget forbi, at jeg sad oppe på skuldrene.
I øvrigt med et bidrag til musikken, jeg spillede på klarinet undervejs, og det hører med til en af min fars mange fortjenester, at han ikke en eneste gang bad mig ophøre med denne deltagelse i arrangementet.
Og der var ikke et øje tørt, når Livgardens Musikkorps satte i med Frederik IX ’s fabelagtige honnørmarch, når garde, musikkorps og medløbere indfandt sig på slotspladsen – ikke sjældent under kongens bevågenhed.
Herefter fandt vagtskiftet sted, her kom Jens med fanen, og så var festen slut.
Denne søndagstur fandt sted i nogle år, indtil jeg begyndte at spille fodbold, så gik søndagen med det. I øvrigt med min far som fast mand på sidelinjen…
Jeg må herefter erkende, at jeg ikke i en længere årrække genoptog søndagsturen med Livgarden, men en hel del år senere arbejdede jeg på et blad med redaktion i indre by.
Hver dag kl. 11.53 kom Livgarden marcherende forbi – stadig med en del civile, der gik med.
Vi lagde mærke til, at en ældre mand gik med – næsten – hver dag. Han var iført en grøn Loden-frakke, rygende på en pibe og med behandskede hænder på ryggen.
Han gik rask og rørig og gerne lige ud for stabstambouren, den såkaldte tambourmajor, så de ligesom var to til at lede turen.
Vi begyndte at vædde på, om han var med. Det var han jo, næsten hver dag, så det gav 10 gange pengene, hvis han ikke deltog.
En dag fandt vi ud af, at det jo egentligt var en god historie med denne mand, der gik med på turen med Livgarden. En journalist blev sat på opgaven, og han kom hjem med et foto og en historie.
Vi var overbeviste om, at den pågældende havde været garder engang – og nu gik med igen af nostalgiske grunde.
Men historien skulle vise sig at være bedre end som så: Han var netop ikke blevet garder, men udskrevet til et eller andet regiment i Jylland. En livslang ærgrelse.
Kærligheden til Livgarden og dens musikkorps bestod. Og da han nu var blevet pensionist, så kunne han gå med på turen til vagtskiftet på Amalienborg hver eneste dag og opnåede på den måde at blive garder alligevel – sådan da.
PS: Den Kongelige Livgarde, i daglig tale Livgarden, blev stiftet af Frederik 3. i 1658. Ud over at fungere som kongefamiliens ceremonielle vagtkorps er Livgarden også et infanteriregiment, der indgår i hæren.
Musikkorpset bestod i begyndelsen i bogstavelig forstand kun af piber og trommer. Senere kom flere instrumenter til, indtil man nåede op på de 36 musikere, der udgør korpset i dag. Det er samtidigt et af verdens ældste orkestre og nyder meget høj anseelse i ind- og udland.
God weekend – og god tur, hvis nogen en dag går med.
