Det man ser, er man selv…

LINDBLOMS MAGASIN: Om uskyld, vingummi-vitaminer – og en ros…

Det var en fin morgen, da jeg i torsdags satte mig i bussen med kurs mod Rønne færgehavn. Som så mange gange før var jeg på vej til Sjælland via Ystad for at være sammen med mine børn. Der var ikke mange med, men min hund fandt alligevel en venlig fremstrakt hånd at klø sig på, mens jeg spændte min bagage fast. Hånden tilhørte en ung pige – tror jeg – men det var ærlig talt svært at bedømme, ud fra det androgyne look.

Busturen, der varede godt 45 minutter, brugte jeg på at se ud af vinduet og fundere over en artikel med tilhørende billede, jeg netop havde læst. Pigen, med den fremstrakte hånd, brugte transporttiden på at tegne koncentreret. Hvad, lagde jeg ikke mærke til.

Artiklen jeg havde i tankerne, var blot én i rækken af fantastiske fortællinger om alt dét, en iværksætter havde skabt gennem tiden. Imponerende udadtil, men historien meldte ingenting om vejen mod målet eller personens menneskelige kvaliteter.

Det tilhørende billede, var smukt, men rungede påtaget og hult. Lidt ligesom dengang jeg lavede modelarbejde og kendte til bagsiden af, hvordan tøjet var fremstillet og de mange års spiseforstyrrelser, det krævede, at kunne bære det.

Storytelling og branding, portrætterer mennesker og produkter via fortællinger og iscenesat virkelighed. Men er det illusion eller sandhed? Bør beskueren udvise ærefrygt eller foragt, og er det vi ser og tolker berettiget eller misforstået?

For mange år siden rejste jeg rundt i Sydafrika med en kæreste. Ved starten af den lange tur lavede han ved et solouheld en bule i den bil, vi havde lejet. I tre uger øvede han sig på at fortælle en historie, der påviste hans uskyld, uagtet at den hundrede procent var hans.

Da vi afleverede bilen og nøglerne til udlejningsfirmaet i Johannesborg, kunne jeg nærmest ikke længere huske, hvad der egentlig var sket, fordi jeg havde hørt ham repetere den manipulerede historie, vi skulle fortælle, så mange gange.

Jeg vidste godt, det ikke var ok. Men jeg var ung og endnu ikke færdig med at opbygge mine egne leveregler og værdisæt. I dag ville jeg have handlet anderledes.

Men der er mange virkeligheder, og vi ser forskelligt på hinanden og os selv. Et godt eksempel er fotoet af mig her på siden. Da redaktøren modtog det, ringede han og sagde:

-”Hej yndling, du ligner sgu’ Karen Blixen på det billede”

Mig: ”Nå?…ik´meningen”..

– ”Så i hvert fald en anden litterær person”

Mig: ”Heller ik´meningen”

– ”Og så har du vanter på, det kræver et nyt billede til sommer”.

Jeg er ikke litterær og har aldrig læst paperbackudgaven af Fanny Hill fra 1962, som jeg sidder med i hånden. Jeg synes bare omslaget er pænt. Det var tissekoldt om fingrene, og vi kæmpede med lyssætningen, så det tog sin tid at få taget et brugbart billede, derfor beholdt jeg vanterne på. Der var altså ikke andre overvejelser i det billede fra min side, end at jeg godt kan lide bøger, fine gamle ting og en god kop the.

For nogle år siden købte jeg et ældgammelt maleri i en antikbiks, forestillende to børn, der varmer sig foran et ildsted, set bagfra. Da min ekskæreste så det, fnysede han vantro: ”Nøgne børn?!” Hvilket kom helt bag på mig. Jeg så, uskyld.

Det er interessant, som dét vi ser, kan opleves så forskelligt, alt efter vores livserfaringer og overbevisninger. Autensiteten og det ægte, vi lærte som børn, er formet og lagret i hjernen. Vi lærte at en hammer er tung, og vitaminer findes i frugt og grøntsager. I dag, er legetøjshammeren let, fordi den er lavet af plast – og vitaminerne er forklædt som slik.

Jeg kan ikke sige mig fri for, at mine børn får ”vingummi-vitaminer”. Det fritager mig fra at tage kampen op – og gøre en indsats for at få dem til at ville frugt og grønt. Langt mere behageligt end at se mine egne utilstrækkeligheder i øjnene, når de nægter.

Som jeg sad der i bussen torsdag morgen, fangede jeg et glimt af mit eget spejlbillede i vinduet. Min hud så træt ud og mindede mig endnu engang om, at min alder kræver konstant bevidst og sund levestil. Et kort øjeblik virkede det rimeligt at overveje den lette løsning og overgive sig til botox.

Da bussen stoppede ved havneterminalen, og jeg begyndte at samle mig sammen, trådte den unge pige frem mod mig, igen med fremstrakt hånd. Hun viste mig sin tegneblok og sagde: ”Jeg håber ikke, du synes, det er mærkeligt, men jeg har tegnet dig. Du er ret pæn.”