Det kan være en velsignelse at begå en fejl

Man skulle ikke tro det, men at begå fejl kan være en stor velsignelse – både for en selv, men også for sine medmennesker.

Forleden søndag var jeg til gudstjeneste. Prædikenen var virkelig god, og vi fik noget vigtigt at tænke på, men under nadveren blev præsten forvirret, vel fordi kordegnen plejede at assistere hende ved nadveren, så vinen blev skænket som det første, og da det var sket, så var præsten i gang med at sende os tilbage til kirkebænkene.

Vi nadvergæster protesterede. ”Vi har ikke fået brødet!” Vi parerede ikke ordre, men blev liggende der ved alterskranken eller blev siddende på den stol, som var sat frem til os, som har fået nye knæ, som ikke let kan knæles på!

Vi nadvergæster morede os. Der var ingen bebrejdelser i vore stemmer eller ansigter. Præsten undskyldte, tydeligt overrasket over sig selv, og brødet blev serveret!

Præsten undskyldte igen, inden vi gik ned fra alteret, og en garvet kirkegænger sagde: ”Jeg tror, Gud siger: ”Jeg tilgiver dig!”

Hvorfor dette referat fra en gudstjeneste i den danske folkekirke?

Er det ikke at hænge en præst ud, som sikkert var træt, og som var et nyt sted med nye medhjælpere?  Kirkens faste stab var alle på visionskursus. Nej, det beskriver faktisk, hvor dejlig en præst hun var, og hvor god en menighed der var til stede.

Den helt åbenbare fejl bragte bare så meget godt med sig.

Jeg gik fra alteret med tanken: ”Vi præster laver alt for få fejl!

Stemningen i kirken – både blandt vante kirkegængere og de kirkegængere, som var kommet forbi, evt. sammen med deres konfirmandbørn – løftede sig. Der blev smilet! Vi var et fællesskab! Det var ligesom i orden og tilgiveligt at begå fejl, og når præsten ved en gudstjeneste kan kløvs i det, så kan jeg vel også – uden det er en katastrofe!

At begå fejl kan være en velsignelse. Ved kirkekaffen var stemningen glad og helt naturlig opløftet. En sagde: ”Jeg var lige ved at blive helt brødflov!” Sammen morede præst og menighed sig om det skete!

Jeg har i mange år sagt og ment, at hvis der i en menighed ikke er kærlighed og overbærenhed, så kan man lige så godt dreje nøglen om og lukke kirken.

En kirke kan have nok så mange gode arrangementer, og der kan holdes nok så mange gode og åh så rigtige prædikener, men hvis der ikke er kærlighed, så er det alt sammen forgæves!

Selvfølgelig vil man som præst helst ikke lave en masse unødige fejl, men sker det, testes menigheden på sit niveau af kærlighed, tilgivelse og overbærenhed og på, om humoren og smilet er til stede.

Jeg har selv som præst lavet sjove ting. Løftet bægeret med vin samtidig med, at brødbakken stod ovenpå bægeret, hvorpå jeg pludselig ikke vidste, hvor brødet var. ”Hvor er brødet?” hviskede jeg, hvorpå kordegnen ivrigt pegede på brødbakken. Det var et under, at brødbakken ikke væltede ned fra bægeret, da jeg indstiftede vinen. Den var ikke skabt til at stå lige der.

En kollega af mig begyndte nadveren med at forsøge at hælde vin ud af en tom sølvkande, som også stod på alteret. Der kunne skrives bøger om fejl, som præster kommer til at begå.

I Bibelen læser vi, at Peter skriver: ”Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” 1. Peter kap. 4 vers 8.

I hverdagen begår vi også fejl, på arbejdspladsen, i skolen, på gaden, men kan vore fejl hjælpe andre til at synes, at jeg godt kan rejse mig op, hvis jeg er faldet i et forkertheds dyb, så kan det, at jeg ikke er perfekt, hjælpe andre til at slutte fred med de uundgåelige fejltrin, som de kommer til at gøre.

Jo, vi er syndere, men vi er i vores kristentro blevet overbevist om, at vi er tilgivet på grund af Jesu død på korset. Han tog vores synd og naglede det til korset og gav os sin retfærdighed!

Vi lever bare meget i en perfektheds kultur, som er ganske usund.

Hadet til os selv og til det i os, som vi ikke synes selv at kunne ændre, kan til tider være stor, alt for stor, for Gud er nådig, og vi må også være nådig overfor os selv og overfor vore medmennesker.

Musikeren Mads Christian synger:

”Alle de ting, du hader ved dig selv
Er det, der gør dig helt speciel,
Så jeg har kun en ting at fortælle.
Du er helt perfekt, som du er.
Du må aldrig nogensinde ændre dine fejl
Det er dem, der gør dig – dig!”

Den unge musiker har ikke helt ret. Selvfølgelig er der også noget i mig, som skal og gerne må ændres. Noget, der generer mine medmennesker og ikke mindst Gud, men vi må overgive os til Guds Ånd, så han vil virke i os og igennem os, for selv kan vi/ jeg ikke ændre noget som helst.

Det er så anstrengende at forsøge hele tiden at være god.

Mads Christian har ret i, at ”du er helt perfekt, som du er!” – Det betyder ikke, at der ikke er noget at bekende overfor Gud og evt. også overfor mennesker, men tænk – jeg er elsket, som jeg er!

Når du går i kirke, så vær ikke Guds publikum, som noterer alle de fejl, som præst, kirkegængere eller andre gør, og som forarges og bliver smagsdommer. Men lad andres fejl blive dækket med den kærligheds kåbe, som Gud vil give dig, for som han er nådig, sådan skal vi også være nådige. I kirken er vi ikke publikum, som var vi i et teater. Vi er Guds menighed!

God søndag, kære læser!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst