Bornholms Kulturskoles Dramaskole præsenterer forestillingen “En af os…”. Se den – hvis du tør – ikke engang de medvirkende ved, hvem morderen er!

I de kommende dage (premiere onsdag 16. marts kl. 19) vil man kunne opleve en vaskeægte gyser, opført af Dramaskolens elever på Bornholms Kulturskole.
Forestillingen handler om en efterskole, der tager på introtur til en svensk herregård. Straks efter ankomst forsvinder lærerne og en elev. Selvom flere elever forsvinder, beslutter eleverne sig alligevel for at blive natten over. Det skulle de aldrig have gjort…
Rammen om forestillingen er en gyser eller thriller, om man vil. Men i virkeligheden handler forestillingen om de unge mennesker på efterskolen, som hver især kommer med deres historier, og om de skeletter, de hver især har i skabet, og som vælter ud denne nat. ”En af os” portrætterer en ungdom med individuelle udfordringer.
Er jeg morderen?
En af os er blevet er et projekt på tværs af Kulturskolen og Åvangsskolen. Dramaskolens ungdomshold og drama-valgholdet fra Åvangsskolens 9.klasse har udviklet karakterer og scener i et samarbejde mellem eleverne og Jon Schmidt, der er faglig koordinator for Kulturskolens Dramaskole.
De enkelte scener smelter til slut sammen til en sammenhængende forestilling. Dog med det vigtige benspænd, at ingen af de medvirkende har vidst, hvem morderen er. Det bliver først afsløret for dem tre dage før premieren, hvorefter de sidste scener af forestillingen skabes.
Der er en morder iblandt os… men hvem er det? Uhyggen breder sig…
Forestillingen opføres på Rønne Theater i Teaterstræde i Rønne, og der er både gallaforestilling, skoleforestillinger og meget andet. Billetterne kan købes på Rønne Theater hver eftermiddag fra kl. 15 til 17, og de koster 70 kroner. Det er dog gratis adgang for eleverne til skoleforestillingerne, og her kan man booke plads på tlf. 21309160.



