Det er ikke, hvad du siger…

Hvis der er sandhed i, at man ikke skal vurdere mennesker på, hvad de siger, men på, hvad de gør, så er det jo helt til grin, at Theresa Scavenius er blevet valgt til Folketinget for Alternativet.

Hun flyver rundt i landet, mere end alle andre, men tror åbenbart, at hendes tid er mere kostbar end vores: Vi andre skal cykle eller tage toget, hun må gerne flyve.

Sådan må man nødvendigvis forstå det, efter at have fået at vide, at hun jævnligt f.eks. flyver til Aalborg.

Også jeg har iøvrigt meget at gøre der: Jeg arbejder deltids for et rejsebureau deroppe – og har også holdt foredrag i den dejlige by ved Limfjorden. Og har endnu ikke fløjet dertil, der er flere andre måder at komme til Ålborg på…

Men i modsætning til Theresa Scavenius, så stiger jeg ikke op på den høje hest og holder foredrag om en sammenhængende klimapolitik eller kræver grøn omstilling her og nu.

Misforstå mig ikke: Jeg er ikke klimabenægter og er helt med på, at vi skal gøre en stor indsats her og nu for at bevare vores dejlige jord.

Men jeg er heller ikke fanatiker, der uafbrudt kværner løs om klimaet, og jeg har ærlig talt svært ved at forstå såkaldte eksperters spådomme om, at verdenshavene vil stige fem centimeter om 50 år – når vi ikke engang ved, hvordan verden ser ud til næste år.

Formålsløs tågesnak, kalder jeg det – og vil gerne tilføje, at denne verden for alvor så klimaforandringer, dengang der end ikke var tænkt på en bil. F.eks. da Bornholm var landfast med det nuværende Nordtyskland. Det er Bornholm som bekendt ikke mere – se dét kalder jeg klimaforandring…

Nuvel, jeg er ikke ude på at tale klimaproblemerne ned, så er det forhåbentligt sat på plads, og selvfølgelig skal vi gøre noget, her og nu  – især hvis vi kan få de helt store klimasyndere med. USA. Kina. Rusland. Brasilien. Indien. Indonesien.

Og jeg kan ærlig talt godt blive træt af skinhellige politikere, der siger et – og gør noget andet. De gør mere skade endgavn for klimasagen.

Theresa Scavenius har sagt det lige ud: Hun er ligeglad med, hvad hun gør eller siger – de to ting hænger åbenbart ikke sammen.

Det gør de efter min mening – og Theresa Scavenius er iøvrigt ikke den eneste repræsentant for Alternativet, der har opført sig stik modsat af, hvad der er sagt på talerstolen. Også en tidligere kandidat gad ikke tage toget, sagde det endda lige ud mildt i en valgkamp, men blev til alt held ikke valgt ind.

Hykleri, kalder jeg det for.

Apostlen Matthæus skriver disse vise ord i Det Nye Testamente:  »Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget?”

Theresa Scavenius kræver “et mentalt skifte” for os andre i vores dagligdag for at redde jorden.

Men har ikke tænkt sig at foretage dette skifte selv.

Det har hun fået berettiget kritik for i dagbladet Politiken. Hvorefter en række af hendes venner har skrevet glødende forsvarsindlæg for hende. Sø- og bortforklaringer kalder jeg det.

PS: I dagens avis kan jeg læse, at Theresa faktisk har opført sig bedre rent klimatisk ved at flyve end at tage bilen til Aalborg. Og sålænge de danske tog kører, jeg havde nær sagt, som vinden blæser og totalt uden service, aflåste toiletter, aflyste afgange, ubemandede stationer og ingen aviser eller kaffe, så vil jeg anbefale Theresa at fortsætte med at flyve.

Og til gengæld holde op med at give os andre gode råd. Vi skal nok finde ud af det. Det er mere hende…

God weekend…

 

Seneste artikler

Fik du læst?