Det ender altid galt…

Hvorfor gør vi ting, vi ved vil gå galt?

Vi gør det i endnu et håb om, at denne gang lykkes det. Men det sker aldrig. Livet er en mismodig vandring mod det endelige nederlag.

Jeg taler om dagligdags nederlag. Lad os begynde med et banalt eksempel. Jeg køber tre par underbukser, og ekspedienten ser på mig med kendermine og siger, at det skal være størrelse ”L”. Jeg ved, at det skal være størrelse ”XL,” men accepterer og kommer tilbage næste dag og bytter til ”XL.” Dog minus det par, jeg havde prøvet hjemme foran spejlet. Har jeg ikke mod til at fremkomme med mit eget synspunkt, eller driver jeg bare af sted og siger ja og amen?

Om aftenen ser jeg fodbold i tv, og jeg har den tradition, at jeg i pausen altid skal have en ispind. Jeg ved, at det tager otte minutter at spise isen, og jeg ved, at chokoladeovertrækket vil falde fra og plette min T-shirt. Men jeg gør ikke noget for at forhindre uheldet. Med et suk hiver jeg trøjen over hovedet og kyler den i vasketøjskurven. Aften efter aften i fodboldsæsonen.

Min mikroovn er en 20-årig gammel model, der kræver, at jeg bruger min sunde fornuft, men jeg indstiller forkert hver gang. Alligevel lægger jeg det overskydende kød fra i går i ovnen, og nogle minutter senere konstaterer jeg lidenskabsløst, at jeg har vurderet forkert. Kyllingestykkerne fremstår som en konsistens af viskelæder.

Jeg ser op på en grå himmel, da jeg går ud i gården og hænger nyvaskede dynebetræk og lagner på tørresnoren. Jeg ved, hvad der vil ske, men overbeviser mig selv om, at denne gang når det at tørre, inden regnen kommer. Klokken 23, hvor det har øset ned i tre-fire timer, kommer jeg i tanke om vasketøjet. I mørket må jeg ud og pille det ned, og det drivvåde linned bæres i kælderen og hænges til tørre endnu en gang.

Jeg vidste, det ville gå galt, men alligevel udfordrede jeg regnen.

Nye nederlag venter, da jeg skal lave æggekage. Jeg står glad ved køkkenbordet og slår æggene ud, men uden at bemærke, at jeg gør det omvendt. Æggeblommerne ryger ned i skraldespanden og æggeskallerne ned i skålen. Fremover vil jeg i takt sige: Æggeblommer i skål og æggeskaller i skraldepose. Er det her en psykolog skal ind i billedet?

Jeg føler med filmhelten, der i en presset situation skal afmontere en bombe. Han holder to ledninger op – en rød og en blå – og siger: Det må være den blå, jeg skal klippe over, og knageme om det ikke er rigtigt. Men han har et manuskript at holde sig til. Jeg har kun min sunde fornuft, og den er åbenbart ikke meget værd.