Hvad er tro?

Året har sine fire årstider, og de går igen og igen. Lige nu er det forår og snart sommer. Den skønneste tid jeg ved. Jeg tror og ved, at det ikke varer ved – der er også et efterår og en vinter på vej.

Tro er noget med erfaring, som så går hen og bliver til viden. Når troen bliver prøvet, så vokser den. Så ved vi, at sådan er det.

Jeg har været kristen hele mit liv, og min tro på Gud er blevet til erfaring, og nu synes jeg ikke bare, at jeg tror. Nu ved jeg, at Gud er der, og at ham kan jeg stole på.

I ganske almindelige forhold, i hverdagslivet udviser vi masser af tro.

Vi inviterer gæster, og vi tror, at de selvfølgelig kommer, når vi har givet dem en invitation, og de har svaret positivt på indbydelsen. Vi gør rent, rydder op, for som Piet Hein siger;

”Vi gemmer al den hygge væk,
Som flyder her til daglig
Og sørger for at alt er tomt
Og vinkelret og saglig.
Her ligner et sterilt
Og ubeboeligt kontor
For der kommer et par mennesker,
Som skal se, hvordan vi bor.”

(Et pragtfuldt digt som hvert fald ikke helt passer til vores situation).

Det er tro med handling til følge.

Det samme sker, når vi selv bliver inviteret – måske flere måneder frem i tiden. Vi har sagt ja tak, og måske to måneder senere kører vi afsted, for vi tror, ja, regner med, at de stadig mener, at vi skal komme.

Og endnu et eksempel: Når en siger til dig i et romantisk øjeblik: ”Jeg elsker dig!”, så vælger vi at tro, at vedkommende mener det fuldt og helt.

Nu har jeg skrevet klummer længe, så jeg har helt sikkert skrevet om tro før. Jeg husker ikke, hvad jeg har skrevet, og hvis jeg gentager noget, så er det, fordi jeg tror, at både du og jeg netop har brug for det budskab i dag.

Gentagelser er væsentlige i vort liv. Vi er nemlig utrolig tungnemme, og den situation. vi står i, kan betyde, at vi ikke rigtig hører, hvad der bliver sagt. Vi glemmer!

Derfor har jeg også brug for igen og igen at høre, at jeg er elsket. Jeg kender jo også mig selv og ved, at når nogen siger: ”Jeg elsker dig!”, så er det ganske ufortjent og næsten uforståeligt. Min tro og tillid til det sagte skal gang på gang bestyrkes og bekræftes. Det gælder i hverdagslivet, og det gælder også i vores åndelige liv.

I Bibelen står der: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Hebræerbrevet kap. 11. vers 1.

Tro er tillid til Guds løfter. Tillid til at Gud elsker mig, og at jeg på ingen måde i egen kraft skal leve op til hans standard. Gud ved godt, at jeg ikke kan klare det.

Vores tro er ikke en stige, vi møjsommeligt skal kravle op af og håbe på, at vi når op til Gud, inden det er for sent. Det ser vi i mange andre religioner blive forsøgt.

Vores kristne tro er, at Gud kom ned til os i sin søn Jesus Kristus, og at han døde med alle vore synder og fejl på sine skuldre, så vi kan leve i frihed og i trygheden i, at vi er elsket og tilgivet.

En af Jesu disciple Filip siger til Jesus: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.” Jesus sagde til ham: ”Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen, hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig?” Jesus fortsætter: ”Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.”

Tro er tillid til, at hvad Jesus siger, er sandt! Vi forstår ikke ret meget og kommer heller ikke til at gøre det her i livet, men tro er at vælge, at beslutte, at hengive sig til, at vide, at jeg er lille og Gud er stor og langt større end min forstand, og at det er ok – ikke at fatte alt.

Der er mange, som får ordet tro galt i halsen. Nogen synes, at det er et for dyrt et ord, et for krævende ord. Nogen mener, at tro er kun for de meget fromme. At det er for de få og de særligt udvalgte, men tro er egentlig noget meget enkelt. Noget enhver kan give sig ud i, og det uden anstrengelser. Tro er ikke at kunne troslæren udenad. Tro er ikke at kunne remse de ti bud op, eller at kunne bibelen udenad.

Tro er at tage Gud på ordet og handle i tro. Det er sand overgivelse. Forholdet mellem Gud og mig er et kærlighedsforhold!

Gud blev menneske, fordi han så gerne ville overbevise os om, at vi er elsket, og det gør en kæmpe forskel i vores liv, at han gik i døden for os – til frelse for os, og at vi trygt kan lægge vort liv og vor død i Guds kærlige hænder.

Min forstand siger mig måske noget andet, men Jesus siger, at det er sådan, så lad mig tage ham på ordet.

Jeg har i min bibel et sennepsfrø – det mindste frø, der findes, har jeg læst. Det har det med at brede sig og brede sig. Jesus kunne lige så godt have sagt, at alt det med tro er ligesom skvalderkål. Enhver haveejer ved, at får skvalderkål lov, så vokser det fuldstændig hæmningsløst.

Vores tro udvikler sig. Vi er alle på vej og bliver ikke færdig uddannede her i livet. Vores tro og tillid til Guds kærlighed og omsorg vokser, hvis vi giver det lov.  Min erfaring siger mig, at det ofte sker allerbedst gennem de problemer og endda også gennem de lidelser, som livet lader os møde.

God søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst 

Fik du læst?