Cilie vandt billetter til Oktoberfesten på O’Malley

Mange læsere deltog i konkurrencen om billetter til den forrygende “Oktoberfest” på pubben O’Malley i Rønne, men det blev Cilie Engmann fra Aakirkeby, der løb med gevinsten.

Mange læsere deltog i konkurrencen om at vinde to billetter til den skønne “Oktoberfest” på O’Malley’s i Rønne.

 

“Aj, er det rigtigt? Har jeg vundet, hvor fedt….det bli’r min mand glad for…”

Så spontant udtrykte Cilie Engmann fra Aakirkeby sig, da Bornholmnyt.dk kunne meddele hende, at hun havde vundet i konkurrencen om to billetter til den forrygende “Oktoberfest”, som pubben O’Malley i Rønne traditionen tro holder lørdag 3. september. En helt  fantastisk dag, hvor der festes i traditionel tysk stil med masser af saftige pølser, sauerkraut, stegte kyllingelår, kartoffelsalat – og naturligvis masser af skummende fadøl.

Cilie tilføjede, at hun naturligvis også selv glæder sig til den festlige lørdag, hvor der udover festen, maden og det kolde øl opnå vil blive skøn underholdning med selveste partykongen Johnny Reimar i spidsen. Senere bliver der underholdning ved øens egne “The Heat Makers” og “Søn for mor”, så der bliver rig lejlighed til at få rørt bentøjet og få en herlig dag  – og aften – ud af det.

Johnny Reimar – til Oktoberfest i Rønne.

 

Oktoberfesten byder på pølser, øl m.m. ad libitum fra kl. 15 til 19, hvorefter underholdningen går i gang helt frem til kl. 02. Arrangementet åbnes for alle kl. 20.

Men hvis man vil sikre sig billet til Oktoberfesten med mad og drikke kan disse købes hos “Musik-Experten” alias Plade-Bent i Store Torvegade, og prisen for alle herlighederne er kr. 495,- pr. person. Men så er der også fri adgang til øl, pølser, underholdning m.m. hele dagen – aften og natten med.

PS: Det er helt i tysk stil at holde “Oktoberfest” i september. I vort store naboland starter oktoberfesterne allerede i september og varer ofte i flere uger.

Tillykke til Cilie, tak til de mange øvrige deltagere – og velkommen til nye konkurrencer på Bormholmnyt.dk.

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?