DEBAT: Nu skal I vise, om I mener det med borgerinddragelse, skriver Torben Kofod Ager, Det Konservative Folkeparti, i dette debatindlæg om bibliotekerne.

Det var positivt at høre formanden for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget tilkendegive, at udvalget er klar til at tage fat på arbejdet med de lokale bibliotekstilbud. Det er et godt og løsningsorienteret udgangspunkt.
Men vi må samtidig være ærlige om situationen: Med det nye budget er der reelt truffet beslutning om at lukke de nuværende biblioteker i fem af vores lokalsamfund. Det betyder i praksis, at bibliotekarerne forsvinder fra de lokale tilbud. Selv om selvbetjening allerede har været en del af hverdagen, vil tilbuddene fremover være noget helt andet end de biblioteker, borgerne kender i dag.
Som tidligere næstformand i Kultur- og Lokalsamfundsudvalget vil jeg opfordre til, at man genbesøger det arbejde, der allerede er udført med netop denne problemstilling. Dengang blev der blandt andet afholdt workshops og indsamlet værdifulde input fra borgerne. De erfaringer bør man være nysgerrig på og undersøge nærmere.
Det handler ikke om ukritisk at kopiere tidligere forslag, men om at bruge det eksisterende forarbejde som inspiration og undgå at begynde helt forfra.
(Fortsættes under billedet)

Jeg er fuldt ud bevidst om, at biblioteksstrategien for 2024-2027 havde et andet udgangspunkt. Besparelserne har imidlertid ændret forudsætningerne markant. Alligevel er der fortsat gode tanker i strategien, som kan bruges – eksempelvis ambitionen om at komme mere ud i lokalsamfundene med opsøgende tilbud og en evt. bogbus.
Tiden frem mod nytår er knap. Hvis lokalsamfundene ikke skal stå uden lokale tilbud alt for længe, da biblioteker lukker ved årsskiftet, er der brug for at handle målrettet og bruge den viden og de erfaringer, der allerede findes.
Det er samtidig glædeligt at se, at blandt andre Svaneke Borgerforening allerede har meldt sig på banen med forslag og ikke mindst en tydelig vilje til at samarbejde om fremtidens lokale ”bibliotekstilbud”. Det er netop den form for lokalt engagement, vi skal værdsætte og bygge videre på. Når borgerforeninger og lokalsamfund selv rækker hånden frem, bør kommunen gribe den. For de mest holdbare løsninger skabes, når kommunen og borgerne arbejder sammen, lytter til hinanden og finder vejen frem i fællesskab.
Men hvis udvalget mener det alvorligt, når det taler om lokalsamfundene, er der ét krav, der ikke kan gradbøjes: Borgerinddragelse er et krav – ikke en mulighed!
Når de kendte bibliotekstilbud forsvinder i fem lokalsamfund, skal borgerne og de lokale fællesskaber inddrages direkte i arbejdet med at finde nye løsninger. Det er her, man skal lytte til de mennesker, der bliver berørt, og tage deres erfaringer, behov og idéer alvorligt.
Målet må være at skabe de bedst mulige lokale tilbud inden for de nye rammer. Det kræver, at løsningerne udvikles sammen med borgerne – ikke blot præsenteres for dem, når beslutningerne allerede er truffet.
Nu er det op til udvalget at vise, at borgerinddragelse ikke bare er noget, man taler om, men noget, man rent faktisk praktiserer.



