.jpg)
Der var i min bekendtskabskreds en kvinde, der blev kaldt “Maskingeværet”, fordi hun med et mildt udtryk havde for vane at lade munden løbe.
“Nu skal du bare høre, her den anden dag…og du ved ikke hvem jeg så….og så kom….men det tror jeg altså ikke på, men det siger de – og så sagde jeg også…”
Det var en gemytlig og godmodig kvinde, og hende kedede man sig aldrig i selskab med. Det er jo altid den, der lader munden løbe, der er hyggelig og skaber stemning ved et selskab, selv om snakkeriet naturligvis også kan tage overhånd.
“Han snakker som et vandfald,” hedder det, min far kaldte en kollega en “pladespiller”, fordi han faldt i – og var enig med – alle. Han talte ingen imod og havde derfor en stor vennekreds.
Dermed ikke være sagt, at det er kedeligt at være sammen med mennesker, der ikke siger så meget. Så kan man jo selv få lov til at fortælle om sine sidste ferieoplevelser sydpå – eller om sine børnebørn.
“Nu skal du høre, hvad mit barnebarn sagde forleden dag…”
En sætning, man hører selv fra de sædvanligvis meget lidt talende, men børnebørn: De kan få munden på gled. Og det er fuldt forståeligt, omend man nok skal huske at skifte emne efter et kvarters tid.
Det hedder sig jo iøvrigt også, at jo længere vestpå man kommer her i landet, jo mindre tales der.
Her ved jeg ikke, om det østligste punkt beregnes som Bornholm, for i givet fald holder udsagnet ikke. Der er også en hel del på klippeøen, der kan holde tand for tunge.
Men så lad os sige sådan fra København og over mod Thyborøn-egnen…
Jo længere vestpå – jo længere er der mellem samtalerne.
Også beskrevet af Blicher og hans samtidige. Når hosekræmmeren kom på besøg hos bonden, så gik der gerne en halv times tid, inden samtalen kom i gang.
Og der er altså noget om snakken. Jeg er så heldig at have mange venner vestpå, men det tog lidt tid, det med venskabet – og det med at lade munden løbe.
Nu er der ingen problemer, nu kan selv jeg have svært ved at komme til orde blandt fiskere og andre gode folk derovrefra.
Jeg husker to brødre, jeg satte stor pris på – begge fra Vestjylland – begge var blevet restauratører og boede nu i København.
Det var ikke velset at komme til kaffe kom formiddagen – det var kun familie og ganske få, heriblandt undertegnede, der blev budt vclkommen.
På den betingelse, ar man drak sin kaffe i stilhed og ikke lod munden løbe.
En sådan formiddag dukkede jeg op, blev bænket, og der blev skænket kaffe.
Velvidende, at det ikke ville falde i god jord, hvis jeg indledte en samtale, begyndte jeg – ligesom de to værter – at læse i dagens avis.
Ingen sagde et ord en halv times tid, men efter en rum tid tog den ene bror ordet:
“Ja, så tabte Esbjerg igen..!”
Hvorefter brormand lagde avisen og sagde:
“Hvis du skal knævre sådan hele formiddagen, så går jeg…!”
God weekend…
.gif)
