Denne klumme er tilegnet vintervejret og busserne hvilket jeg netop har erfaret, er to uforenelige ting.
Nu sidder I måske og tænker: Ja, hvad havde du regnet med? Til det vil jeg svare, at jeg så gu’ da havde regnet med køreplanen – og ja, jeg har opdaget, at der er kommet en ny – for når det står der, så er det vel noget vi har aftalt, agtigt.
Men nu til historiens dilemma. Når man som jeg er barn af halvfjerdserne, hvor det grimmeste man kunne blive kaldt var din store egoist, og oven i købet er belastet af et stjernetegn som vægt, hvor ønsket om balance gør det til en evig indre diskussion, at opveje for og imod i fucking alting, er det stort set umuligt for mig at lyde overbevisende anklagende uden at undskylde bagefter.
Derfor kan I nok forestille jer hvordan det lød, da jeg efter 45 minutter i frost ved busstoppestedet, høfligt, tillod mig at ringe til BAT, for at høre om der var en bus på vej.
Det skal lige siges, at en anden bus, end den jeg skulle med, stoppede og sagde, at han kunne se ”min” bus på sin skærm i Tejn med et kvarters forsinkelse, hvilket gjorde, at jeg tillidsfuldt blev stående i kulden mandag morgen og ventede på at noget stort, aflangt gult, skulle dreje ned mod Lindepladsen. Men ak… der kom ingen bus. Så jeg trykkede med frosne fingre, nummeret til BATs kundeservice, der sagde, at de jo ikke kunne gøre for, at det havde sneet, men at de ville ringe til chaufføren og høre, hvor han blev af, for så at ringe mig op igen.
Så jeg ventede. Og ventede. Indtil jeg selv ringede op igen, og damen på kontoret lød lige så glad som sidst jeg talte med hende, mens hun sagde, at hun ikke kunne få fat på chaufføren og foreslog, at det måske kunne være, at han havde været der, uden at jeg havde opdaget det, selv om jeg stod ved busstoppestedet fem minutter før planlagt afgang. Til det forslag stillede jeg modspørgsmålet: Kunne man forestille sig, at chaufføren i stedet havde lavet en Mikkel Hansen og taget en dårlig beslutning i et afgørende øjeblik, resulterende i en short cut, hvor han er drejet til venstre og direkte til Rønne i stedet for til højre, for at runde Allinge og Sandvig, hvor sandsynligheden for at nogen skal med, måske er mindre, end den ballade han vil få, ved den ekstra forsinkelse på resten af ruten?
Eneste anden undskyldning for udeblivelse må være, at kareten er røget af vejbanen og den stakkels chauffør ikke har dækning på mobilen nede fra grøften. Uanset årsag, så jeg for mit indre, min norske familie svinge muntert forbi på deres Astrid Lindgren inspirerede Christianiacykler, med meder i stedet for hjul, som de kalder Sparkstøtter. Ku´ha været ret handy, med sådan én herovre.
Nå, men uden at blive klogere og uden at nå min aftale, gik jeg hjem igen, mens jeg undrede mig over, hvad der var blevet af læresætningen fra servicefaget om at ”kunden altid har ret”.
Heldigvis havde jeg, før jeg gik, af godt hjerte og uhelbredeligt pleaser gen, nået at salte trappen ved min lejlighed af hensyn til min dårligt gående overbo.
Da jeg hørte ham på vej ud af sin lejlighed, stak jeg hovedet ud af døren og spurgte omsorgsfuldt, om jeg skulle gå over og købe noget til ham, så han slap for at forcere de glatte veje. Nej tak, svarede han og bemærkede, at jeg plejede at salte for meget (hvilket jeg slet ikke anede, at man kunne) og at han derfor forleden havde været ved at falde på trappen på grund af salt, i stedet for is.
I følge bøgerne om positiv psykologi, som jeg er ved at kæmpe mig igennem, så kan man vælge at se alt som en gave. Også når nogen bruger tid og energi på at korrigere én i alt lige fra saltning, til hvor og hvor længe man må ha’ noget stående i skralderummet, og ikke mindst ta’ til efterretning, når der bliver sagt: ”Det er garanteret dig, der har puttet en KÆMPE papkasse i dén beholder, der er til papir. Kan du ikke se, at der står papir på den ene, og pap på den anden?”
Ellers fristende at ty til forsvar og forklaringer som: Jeps det er mig, men kæmpe er måske så meget sagt, og jo, jeg så det godt, men jeg tænkte nok lidt, at pap vel også er en form for papir..? Nej ..?
Men jeg valgte at smile overbærende og lade både overbo og BAT arkivere under dagens force majeure oplevelser.
PsS: Nogen der har en sparkstøtte jeg kan låne, så jeg er sikker på at nå færgen på fredag?
