Endnu en gang må vi bornholmere se til, mens regningen for et kommunalt anlægsprojekt vokser langt ud over det, der blev lovet. Senest gælder det flytningen og ombygningen af Heldagsskolen til Skolen ved Vibegård i Rønne, hvor projektet nu kræver yderligere 8,75 millioner kroner. Den samlede pris nærmer sig dermed 22 millioner kroner, skriver Torben Ager i dette debatindlæg.
Af Torben Kofod Ager
Skagelfaldsvejen 3
3720 Aakirkeby
Jeg mener desværre ikke, at dette er et enkeltstående tilfælde. Tværtimod oplever jeg, at det er blevet et mønster. Uanset om det gælder etablering og renovering af køkkener i øens daginstitutioner, renovering af toiletter i Svaneke eller andre kommunale bygge- og anlægsprojekter, ser vi det samme: Budgetterne holder ikke, og regningen vokser voldsomt.
Det rejser et helt naturligt spørgsmål: Hvad er det egentlig, der foregår?
Er de første budgetter ganske enkelt ikke gennemarbejdede? Bliver væsentlige tekniske udgifter overset? Eller bliver projekterne præsenteret med en optimistisk pris for lettere at opnå politisk opbakning, velvidende at merudgifterne kommer senere?
Uanset hvor meget man gerne vil skælde politikerne ud, så er det et faktum, at ingen politiker træffer bedre beslutninger end det stykke papir, der skal oplyse dem. Så kære politikere: I må insistere på et bedre grundlag at træffe beslutningerne ud fra!
Men det er svært at vide, hvornår man er godt nok oplyst – jeg ved det, for jeg følte selv, at jeg var klædt godt på, men nu er prisen så nærmest fordoblet. Så jeg må konkludere, at det var jeg ikke. Og det er yderst frustrerende.
For mig er det ikke blot et administrativt problem i et Excel ark. Det har helt konkrete menneskelige konsekvenser. Når anlægsprojekter bliver millioner dyrere end forventet, belaster det en kommunal økonomi, som i forvejen er under massivt pres. Pengene opstår ikke af sig selv. De skal findes et andet sted.
Det betyder, at hver eneste million, der forsvinder i budgetoverskridelser, er en million, der ikke kan bruges på kernevelfærd. Det er vores ældre, vores børn, mennesker med handicap og andre sårbare borgere, der i sidste ende betaler prisen. Jeg frygter, at konsekvensen bliver en langsom udhuling af den velfærd, som Bornholm bygger på. Til sidst er der ikke meget “vel” tilbage – kun “færd” for de borgere, der må leve med ringere tilbud og færre muligheder.
For mig handler det om ordentlighed. Om ansvarlighed. Og om respekt for de skattekroner, bornholmerne hver måned afleverer i tillid til, at kommunen forvalter dem med omhu. Havde en privat virksomhed styret sine byggeprojekter med samme gentagne budgetoverskridelser, ville konsekvenserne være mærkbare. I den private sektor koster alvorlige fejl ofte både overskud og arbejdspladser. I kommunen bliver regningen sendt videre til borgerne.
Det mener jeg ganske enkelt ikke er godt nok. Bornholm har ikke råd til, at anlægsprojekter igen og igen udvikler sig til økonomiske katastrofer. Når kommunen samtidig står over for svære prioriteringer og besparelser på den nære velfærd, mener jeg, at vi må stille langt større krav til kvaliteten af anlægsbudgetterne og styringen af projekterne. Hver krone, der bruges unødigt på fejl og mangelfuld planlægning, er en krone, der ikke kan bruges på mennesker.
God økonomistyring er ikke et mål i sig selv. Den er forudsætningen for, at vi kan passe ordentligt på de mennesker, der er afhængige af den fælles velfærd. Det er et grundlæggende princip at forvalte borgernes penge med omtanke og ansvar. Når vi sløser med skattekronerne, svigter vi ikke blot budgetterne – vi svigter også borgernes tillid og vores fælles ansvar for de mennesker, der har mest brug for samfundets hjælp.
Derfor må vi sammen insistere på virkelighedstro anlægsbudgetter og grundige forundersøgelser – fra den første streg på tegnebrættet til den sidste regning er betalt.
For når regnemaskinerne sløser, er det aldrig regnearket, der betaler prisen – det er velfærden, eller det som er tilbage af den..!
