Kristendemokraterne: Her siger vi nej til besparelser

DEBAT: Når partierne torsdag-fredag mødes til de årlige budgetforhandlinger, er udfordringen set med KD Bornholms øjne først og fremmest kommunens anlægsbudget og ikke som normalt kommunens driftsomkostninger, skriver Niels Chresten Andersen, der er medlem af kommunalbestyrelsen på Bornholm, i dette debatindlæg:

Niels Chresten Andersen

 

Af Niels Chresten Andersen

Kommunalbestyrelsen har besluttet at resultatet af kommunens ordinære drift skal være på mindst 50 mio. kr. og i konstitueringsaftalen har partierne bag borgmesteren vedtaget at øge mindstekravet til 60 mio. kr.

Regnskabet for 2024 viste et driftsoverskud på 113,1 mio. kr., i 2025 var det steget til 127,7 mio. kr. I Dansk Folkepartis nylige budgetudspil landede de på 112,7 mio. kr. og KD Bornholm har nu sit budgetudspil klar – med et driftsoverskud på 96,3 mio. kr.

Det betyder ikke, at vi ikke har driftsmæssige udfordringer. Vi har således store udfordringer på børneområdet, specialundervisning, BAT og et par områder mere. Men samlet set er det ikke kommunens drift, der udfordrer os – det er anlægsbudgettet.

Kommunalbestyrelsens vedtagne delmål er at der årligt skal afsættes mindst 30 mio. kr. til anlægsinvesteringer. Her ligger der allerede budget for 68,9 mio. kr. Til dette tal kommer anlægsønsker på 45,1 mio. kr., ligesom partierne er gjort opmærksomme på, at flere store anlægsønsker er på vej. Siges der ja til det hele, betyder det et anlægsbudget på fire-fem gange mindstemålet.

Jeg har alene ca. tre mio. kr. ekstra til nye anlægsudgifter og jeg har vanskeligt for at forsvare yderligere besparelser på driften og dermed et endnu større driftsoverskud. Det her handler jo ikke om tal og regneark, men om levende mennesker, erhvervsudvikling osv.

Mit forslag til borgmesteren og de øvrige partier er derfor, at vi bruger ekstra tid på at drøfte, hvordan vi håndterer anlægsbudgettet. Flere anlægsinvesteringer er jo særdeles presserende, f.eks. sikring af kritiske funktioner for strømnedbrud på de kommunale plejecentre. Vi kan måske låne til nogle af anlægsinvesteringer, ligesom jeg også er parat til at bruge kassetræk. Dernæst kan vores forslag om en genetablering af en central fundraiserfunktion vise sig ekstremt nyttig her. Sidst vi havde en central fundraiser, var hun medvirkende til at hente ca. 42 mio. kr. til kommunens drift og anlæg over en 3-årig periode. Det var vanvittigt dumt at fjerne den funktion på det tidspunkt.

Det er her, vort ønske fra valgkampen – og som vi fortsat mener – om en ny budgetproces kommer ind. Et anlægsbudget på 130-140 mio. kr. er efter min vurdering totalt urealistisk i forhold til hvad det bornholmske erhvervsliv kan magte, fordi det også i de kommende år skal magte energiøen, forsvaret, beredskabet og private investeringer i f.eks. vandkulturhus, friplejehjem mm. Udover udfordringen med at finde kvalificeret arbejdskraft vil det også betyde markante prisstigninger, hvilket vi allerede nu oplever.

Vi har brug for en tæt dialog med det bornholmske erhvervsliv, der kan bidrage til at kvalificere vort anlægsbudget og gøre det så realistisk som muligt. Vi har godt nok i foråret foretaget et kasseeftersyn og prioriteret i vores anlægsbudget – men uden dialog med vort byggeri- og håndværksvirksomheder, som vi vil være dybt afhængige af.

KD Bornholm møder alene frem med to egne budgetforslag:

  • 1,9 mio. kr. i tilskud til hjemmepasning af 0-2-årige børn
  • 0,65 mio. kr. til (gen-)etablering af en central fundraiserfunktion i kommunen

Af administrationens forslag til besparelser på mere end 100 mio. kr. kan KD acceptere besparelser for 46,2 mio. kr. i 2027, opprioriteringsforslag på 40,8 mio. kr.

På børne- og skoleområdet ønsker KD alene at lukke ét børnehus i 2027, men er enig med Dansk Folkeparti i, at vi er nødt til at tage befolkningsprognosen alvorligt – hvorfor der bør arbejdes yderligere i den næste budgetproces med tilpasning af kapaciteten, og her bør både forældre og medarbejdere inddrages mere og tidligere i processen.

KD siger nej til at lukke ned for De Små Børns Bornholm, nej til fuld forældrebetaling i SFO’erne, halvering af ressourcer til inkluderende læringsmiljøer og at fjerne tilskud til kommunale to-voksen-timer. Derimod er KD åben for at halvere omfanget af ikke-lovpligtige aktiviteter i ungdomsskolen, at forhøje lærernes undervisningstid med én time og til ét skoledistrikt med en flerårig implementering.

På Social- og beskæftigelsesområdet afviser KD langt de fleste besparelsesforslag, herunder ophør af den gratis parterapi, kursus for skilsmissefamilier og nedlæggelse af sorggruppen. Partiet afviser også de foreslåede besparelser på SSP-indsatsen, familierådgivning, gadeplansindsats og udslusningsmodel for unge, samt lukning/forringelser af indtil flere aktivitets- og samværstilbud.

Derimod kan KD gå med til at investere i forstærkede og specialiserede familier, øget indsats for anbragte børn og besparelse på administrative stillinger.

På Ældre- og Sundhedsområdet afviser KD også de fleste besparelsesforslag, herunder afskaffelse af klippekort, busser på plejeboligområdet, længere sagsbehandlingstid i Myndighed samt de voldsomme forringelser for personlig og praktisk hjælp til ældre.

KD er åbne for at spare ved omorganisering og effektivisering, samt at tilpasse budgetterne for SOSU-elever til de faktiske forhold.

Indenfor Miljø- og Erhvervsområdet afviser KD den foreslåede omlægning og besparelse af erhvervsfremmeindsatsen og er afventende i forhold til forslagene omkring BAT’s skoleruter. Derimod støtter KD opprioriteringsforslagene for det nye særlige udvalg for kommuneplanen, nedbringelse af sagsbehandlingstid indenfor Byg, Plan og Miljø samt videreførsel af ressourcer til at sikre, at Energiø Bornholm også kommer det bornholmske samfund til gavn.

Indenfor Kultur- og Lokalsamfundsområdet afviser KD næsten alle forslag om bortfald af puljer, f.eks. Lokalsamfundspuljen (borgerforeninger), kulturelle puljer, tilskud til selvejende medborgerhuse, mindre muséer og samlinger, nedlæggelse af biblioteker og reduktion i driftstilskuddet til de selvejende haller.

KD er dog åben for at nedlægge Filmstriben og en række typisk mindre besparelser på administration, gødningsmængder, rydningstimer i vintertjenesten og andre tekniske områder.

På Økonomiudvalgets område foreslår KD som førnævnte centrale fundraiserfunktion genetableret, afviser at reducere i kommunens veteranindsats, digitale sikkerhed.

Du vil måske også synes om

Tobaksrygning: Brand ved Netto i Nexø

  POLITI: Søndag aften udbrød brand ved Netto i Nexø. Bornholms Brandvæsen fik hurtigt branden under kontrol. Branden var opstået i forbindelse med, at en person havde røget en cigaret i nærheden af nogle papkasser uden for butikken.

Læs mere »

Stor mystik: Bil faldt syv meter ned fra klippe

POLITI: Lørdag formiddag blev der fundet en bil liggende på taget ved Ringebakkebruddet, som øjensynlig var faldet cirka syv meter ned fra en klippe. En patrulje kom til stedet og kunne konstatere, at der ingen personer var i eller omkring bilen. Ejeren af bilen, en 29-årig mand fra København, er

Læs mere »

Nyt medlem af Rotary i Nexø

  Nexø Rotary Klub har budt velkommen til Rebecca Marx Bendixen. For mange i Nexø og omegn er Rebecca et velkendt ansigt. Hun har igennem en lang årrække været en markant og aktiv drivkraft i det lokale erhvervs- og foreningsliv. I 2013 startede hun platformen Frøken Nexø med fokus på

Læs mere »