Det slog mig forleden, at der er mening i Guds beskrivelse af sig selv i vores bibel. Vi finder billedet og beskrivelsen af Gud som et fællesskab.
Gud Fader, Søn og Helligånd.
Mange føler det mystisk, men det er det jo også, for det er jo den almægtige Gud, der bliver beskrevet for os, og hvem er vi, at vi helt kan forstå Gud? Det vil vi ikke opnå, før vi en dag skal se ham ansigt til ansigt. Det er jo først, når vi dør og går over grænsen til det liv, der varer i al evighed.
Gud er Far, Søn og Helligånd – tre i een. Det svarer lidt til, at jeg både er mig selv og den historie og bagage, jeg nu engang har fået gennem mit liv, men jeg er også min mands ægtefælle og min datters mor.
En anden lidt forsimplet sammenligning eller forklaring på Gud Fader, Søn og Helligånd, som jeg har brugt blandt konfirmander, er, at vand kan være i flere forskellige former: fysisk vand, damp eller is.
Da Jesus gik på jorden, talte han med sin Far og blev bevæget af Helligånden. Der var et fællesskab mellem dem, og dog var de eet. Umuligt at forstå? Ja, men vigtigt dog for vores forståelse af rigdommen i den Gud, vi tror på og har tillid til.
Selv hvis vi er alene, så kaldes vi til at være med i Gud Fader, Søn og Helligånd fællesskabet. Så ensomme er vi aldrig, selv om vi synes at være alene.
Vi er skabt til fællesskab. Ikke bare med os selv så vi har brug for en selvfirmation (et nyt påfund til et anderledes ungdomsritual, som skal erstatte den kristne konfirmation). Vi kan ikke undvære hinanden.
Vi er sociale væsener, ville nogen kalde os. Vi trives bedst, når vi har relationer, som glæder os, opbygger os, udruster os og modsiger os, opdrager os, som ser os, som vi er. Vi har brug for hinanden.
”Hver 10. dansker er svært ensomme, og særligt unge rammes”, læser jeg i Kristeligt Dagblad, som har sine kilder i en undersøgelse udarbejdet af ”Epinion for Mary fonden”. ”17 pct. af 16 – 24-årige føler sig svært ensomme. Blandt 25 – 34-årige er det 22 pct.”
Artiklen beretter, at især mange unge mænd oplever ensomhed – både når de er alene, men også ofte midt i en stor flok mennesker.
”Ensomhed er nuanceret og er ikke kun et fysisk fravær af relationer,” siger Maximillian Mildh, som med baggrund i egne behov har startet gåture sammen med andre yngre mænd omkring de københavnske søer
hver søndag.
Mænd kan bedre snakke, mens de går eller laver et og andet, giver han udtryk for.
Piger kan derimod nemmere sidde og se hinanden i øjnene og gå i dybden i en fortrolig samtale.
Ensomhed er meget tabulagt.
Ikke mindst mænd ønsker ikke at indrømme, at de føler sig ensomme, og mange tør ikke åbne op om alt det, der optager deres inderste tanker.
Artiklen fredag 13. maj i Kristeligt Dagblad gav mig mange tanker.
Igennem mit liv som menneske og præst har jeg mødt mennesker, som valgte at bryde ensomheden ved at komme i deres kirke til gudstjenester og arrangementer af forskellig slags.
Jeg har også oplevet, hvordan rigtig mange kirker fyldes med ikke mindst kvinder, og at mænd ofte har været ”en mangelvare”.
I de senere år synes jeg dog, at det er ved at ændre sig. Det er, som om mænd her og der finder ind i fællesskaber – både i og uden for kirkens rum.
Måske er der også en åbning for værdien af dybe venskaber og fællesskaber i mændenes verden. Vi mennesker er skabt til at supplere hinanden. Vi har brug for hinanden.
Denne søndag er det Mors Dag. Den blev indført i Danmark i 1929 af en foretagsom mand, som var aktiv blandt krigsveteraner i ”Foreningen for De Allierede Danske Våbenfæller”.
Ideen kom fra USA, hvor en datter til en meget aktiv mor fik dagen indført i 1909. Moderen havde været optaget sammen med andre mødre af at bekæmpe de sygdomme, som brød ud mellem soldaterne under den amerikanske borgerkrig.
Vi har brug for hinanden – mænd og kvinder. Den gang blev moderen beskrevet som helten i familien. Nu tror jeg nu nok, vi alle er helte – hver på vores måde.
Fællesskab i familien, blandt venner, blandt bekendte, ja, blandt andre vi tilfældigt møder betyder rigtig meget for vores velbefindende. Jeg er personligt yderst taknemlig for al den kærlighed og omsorg, jeg har modtaget gennem mit lange liv.
Hvor har det været rigt at møde jer alle! Tusind tak til Gud og til jer alle! I har hver især betydet rigtig meget for mig.
Der er mange, jeg ikke har mødt endnu, men det gamle ordsprog siger:
”En fremmed er blot en ven, du ikke har mødt endnu”. Det tager jeg til mig, og jeg glæder mig til at møde endnu flere i det årti, jeg går ind i. Jeg bliver nemlig 80 år i dag.
Glædelig søndag og husk, vi har brug for hinanden.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
