I Bibelens skabelsesberetning om Eva og Adam bliver vi introduceret til Paradisets have, og uanset om vi forestiller os, at det er en beretning, der beskriver de egentlige forhold med hensyn til skabelsen, eller vi ser på beretningen som en skøn poetisk beskrivelse af livet i Guds himmelske herlighed, så kan denne beretning sige os noget om, hvad Gud virkelig ønsker for os mennesker.
Det hele begyndte ikke i en fabrik, hvor skaberen gav liv til robotlignende mennesker.
Gud satte os mennesker i en skøn have. Han sørgede allerførst for, at haven var fyldt af de skønneste blomster, syngende fugle, af de bedste frugttræer, som bar den dejligste frugt. Gud skabte en flod, som vandede haven, og der skulle de mennesker bo, og vi skal forestille os, at der vågnede de op til en himmelsk herlighed.
En have, hvor skønhed var koblet sammen med orden. Derfor var der fred, og det kunne have været så godt, hvis mennesket ikke var blevet forstyrret og fristet til ulydighed.
Adam og Evas tilværelse ændrede sig, da de måtte forlade haven, og Bibelens beretninger illustrerer til fulde, hvor kaotisk alting er, når ulydighed mod Gud kommer til at præge vores hele liv og tilværelse.
Bibelens første afdeling – Det Gamle Testamente – viser, hvor galt det går, når vi går imod Guds vilje med vores liv.
De forskellige historier der er fyldt med krig, kriser, forfald, svigt, fortravlede beslutninger og meget egoistiske beslutninger. Alt går galt, når vi mennesker gør oprør imod Gud.
Alt det dårlige, der sker, er ikke befordrende for den fred, som ellers hvilede over livet i haven – Paradisets have – Gud himmelske herlighed og vilje med vores liv.
Bibelen fortsætter med at vise, hvad der sker, når vi åbner op for Djævelsk levevis, og når vi lader os inspirere af Den Ondes anslag mod Guds vilje med os mennesker på denne jord.
Til sidst kommer Gud så selv til jord i sin søn Jesus Kristus. Gennem hans liv og færden og virke ser vi glimt af det vidunderlige liv, som Gud ønsker for sit skaberværk.
Vi hører om mirakler, undere og omsorg for mennesker, som er svage og som har brug for hjælp.
Vi følger oplæringen af en flok forvirrede disciple, som senere fyldt af Helligånden skal fortsætte det værk, som Jesus har begyndt.
Der er håb for os, når disse ofte tåbelige disciple kunne bruges.
Jesus bliver myrdet, hængt på et kors. Disciplene blev forberedt på, det ville ske.
Tre gange fortalte Jesus dem, at han skulle lide og dø, men også at han ville opstå fra de døde til liv for os alle.
Bibelen beretter, hvordan Jesus sagde til sine disciple, at han ville komme til dem igen ved sin Ånd.
Han ville fremover bo i deres hjerter, og han ville virke igennem dem på samme måde, som han havde virket, mens han lyslevende gik iblandt dem.
En meget bedre tilværelse ville de få, når han kom til dem på den måde, for så kunne han fylde langt flere mennesker med sin Ånd.
Og det skete – nu er der i verden i dag 2.3 til 2, 6 milliarder kristne i verden.
Uden Helligånden var det aldrig blevet til så mange.
Jesus forberedte sine disciple på, at de ville opleve at få et indre liv – en indre have kunne vi sige, hvor de igen kunne opleve den himmelske herlighed, som de var skabt til at leve i, da de var i Paradisets have.
De og vi vil opleve det i glimt, for vi er stadig her på jorden, og vi lader os stadig inspirere til onde gerninger og beskidte tanker. Gud ske lov vi bliver tilgivet.
Alle de problemer vi lever med, de daglige nyheder om krige og uretfærdighed mm, som vi hele tiden får høre om og måske lever midt i, ja, vi skal orientere os og ikke lukke øjnene for, hvad der sker i verden og omkring os eller i os, men vi skal også dagligt, ja, hele tiden have bevidstheden om, at vi i os også lever i en anden virkelighed.
Vi skal dagligt vandre i vores indre have sammen med Jesus og bare være i hans nærvær. Måske i stilhed, hvor vi bare er. Måske har vi brug for at fortælle Jesus, vores frelser og Herre, om alt, der tynger os. Måske er der netop mennesker, vi der i vores indre have, skal bede for.
I Guds nærvær vil der fra vores indre strømme en kilde af vand til de mennesker omkring os. I Johannes Evangeliet kap. 7 vers 38 står der:
”Den, der tror på mig, af hans liv skal der, som skriften har sagt, flyde levende vandstrømme.”
Mennesker omkring os har brug for Guds strøm af levende kærlighed, og han har sat os til at give det til andre, som vi selv har modtaget.
Det er en kendt sag, at masser af mennesker, der i deres arbejdsliv har travlt med at vise omsorg, meget ofte oplever at få stress.
Vi kan som mennesker ikke blive ved at yde omsorg for andre, hvis vi ikke selv får den omsorg, som Gud netop ønsker at give os.
Der kan ikke løbe en kilde af kærlighed til andre, hvis vi kun fylder vores sind med alverdens tyngde af problemer.
Både du og jeg har brug for at gå ind i vores indre have og der vandre sammen med Jesus og bare være i hans nærvær.
Derfor:
Tag tid til Gud!
Giv Gud en chance for at nå dig med sin guddommelige kærlighed, så kan du holde til den krævende indsats, det er at betyde noget for andre mennesker.
Gud ønsker at bruge dig og mig, men det må aldrig blive et spørgsmål om vores egen præstation.
Alt for mange af os har oplevet at køre tør for energi og blive omsorgstrætte.
Må Gud nå os med en daglig stund bare i hans nærvær, så kan han gøre det i os, som vi ikke selv kan udrette.
Gud ønsker jo, vi er kærlighedens ambassadører.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
