Som årene er gået, bilder jeg mig ind, at jeg er blevet mere rummelig. Ungdommen har det ofte med at skære alting ud i pap og være meget ”enten – eller”. Der skal helst ikke være nogen slinger i valsen. Enten er man for, eller så er man imod, og det kan være næsten et spørgsmål om ven eller fjende, om den eller den mening, som man bestemt ønsker, alle skal have, og ”jeg har selvfølgelig helt ret”.
De fleste af os bliver rundere med årene.
Der er selvfølgelig nogle synspunkter rent kristeligt, som jeg stadig synes, skal stå fast, og som der ikke kan rokkes ved.
Det gælder, som jeg ser det, ikke mindst det kristne evangeliums centrale budskab om Jesu død og opstandelse; om troen og tilliden til Guds kærlighed og almagt; om Helligåndens virke i os og gennem os, og der er hos mig ingen tvivl om, at den måde vi ser Jesus opføre sig på overfor de mennesker, som han traf, sådan ønsker han også, jeg skal møde andre.
Der er noget, der står fast, og når jeg tænker på kirke og kristendom, så er det kirkens og vi kristnes vigtige opgave at bevidne i en verden, hvor alting forandres, at vi bestemt har noget fast og evig gyldigt at holde os til. Vi behøver ikke fortvivle og blive bange, for Gud råder, og i sidste ende vil alting blive godt. Guds nåde og tilgivelse ligger parat til hver enkelt af os, hvis vi tør tage imod og indrømme, at vi har brug for hjælp til at leve livet uden den skyld og skam, som vi kan være belemret med og tynget af.
Når det er sagt, og alt det centrale får lov til at stå fast, så er der også i Gud en rummelighed, som jeg så inderligt håber, jeg kan vokse mere og mere ind i.
Jesus havde omkring sig et væld af vidt forskellige mennesker, og han kunne rumme dem, som de var.
Nogle af hans disciple var hinandens modsætninger. Nogle var lærde, andre var fiskere, som ikke havde den store skolegang at se tilbage på. Nogle ville normalt have været hinandens værste fjender.
Jesus havde sine meningers mod, men hans kærlighed forblev den samme, og han forenede en flok mennesker, som ellers aldrig ville have valgt at være sammen, så forskellige var de.
Nu og da kom de op at toppes, og nu og da viste deres sande, syndige menneskelighed sig.
Jesus kunne sætte sine disciple i rette, men ingen af dem var i tvivl om hans kærlighed og trofasthed.
Det er så nemt at beholde ens fordomme og ens ofte lidt bastante meninger og glemme Guds kærligheds væsen, som overskrider grænser, og som gang på gang kan lære os, hvordan vi skal leve, og hvordan vi skal omgås med hinanden.
Paulus skriver i sit brev til menigheden i byen Filippi kap. 2 vers 5:
”I skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus.”
Det gælder i kirkelige kredse, hvor vi kan være ret så uenige om mange ting. Det gælder i alle mulige andre menneskelige fællesskaber, at vores tålmodighed og vores væren kommer til at stå sin prøve.
Vi får hurtigt et ønske og en tendens til udelukkende at finde sammen med dem, vi er fuldstændig eller næsten enige med.
Kunne Kristus rumme forskelligheder, så må vi også bede ham give os sin kærlighed, så vi også kan rumme diverse uenigheder. Det være sig forskellige meninger også om teologiske spørgsmål.
Vi skylder os selv og hinanden i det mindste at blive i mangfoldigheden for at lære af hinanden, lytte til hinanden og stille interesserede spørgsmål på en måde, så vi viser hinanden respekt.
Jesus turde sidde blandt de udstødte i samfundet. Han blev beskyldt for at være både en frådser og en dranker, fordi han sad sammen med dem, de religiøse ikke ville ses sammen med.
Han bevægede sig blandt folk, som han ikke var enige med – tog på besøg hos nogle af dem, som modarbejdede ham allermest – de religiøse farisæere f.eks.
Mistede han sig selv og sine livsholdninger undervejs?
Nej, det er som med os, jo mere vi omgås folk, vi er uenige med/ og ikke deler livsanskuelse med, jo mere fatter vi, hvilken rigdom det er at have tro og tillid til Gud, men vi opdager også det skønne, at der ofte er væsentlige ting, som vi kan være fælles om.
Det sker også, at vi pludselig opdager, at på visse punkter er det ok, at synspunkter vi ellers troede var vigtige, måske ikke er så vigtige endda. Det er faktisk ret spændende, for man skulle ikke tro det, men vi flytter os bedst i modvind.
Det sker, vi oplever virkelig modstand, men med modstanden vokser vi – faktisk rent åndeligt. Gud leder os igennem modstanden, og vi bliver så dejligt afhængige af hans hjælp og støtte og bliver knyttet endnu tættere til ham.
Vi kommer måske ligefrem til at tørste efter Gud og hans nærvær, og det er ikke så ilde endda.
Bland dig med mængden. Glæd dig over mangfoldigheden og vores forskellighed. Deri er der frihed – også på denne 4. maj.
Ensrettethed er noget, man under 2.verdenskrig blev tvunget til, men der er ingen tvang i kærligheden! De holdninger må vi bekæmpe – også i vores tid. Måske kan vi begynde i os selv.
Glædelig søndag!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
