Ordet “konfirmation” kommer af det latinske confirmatio, der betyder bekræftelse. Og her i landet en kirkelig handling, som bekræfter dåben og har gjort det siden 1700-tallet.
Undertegnede blev konfirmeret tilbage i 1967 i Kingos Kirke på Nørrebro i København…og så var der bal bagefter.
Det tror jeg nok, en større frokost med varmt og koldt, øl, snaps og vin – samt Sherry og Madeira til henholdsvis velkomst og dessert – to drikke, man sjældent bydes på i dag.
Mellem retterne blev cigaretter og cerutter delt rundt, som den mest naturlige ting af verden.
Tale af onkel Christian: “Æh, ahem, øh, kære Finn, i dag hvor du træder ind i de voksnes rækker…”
Så blev der spillet op til dans og kaffe, likør og Cognac kom på bordet, og så blev der festet på det nu forlængst lukkede Ordrup Hotel, hvor begivenheden fandt sted.
En stor dag for mig med efterfølgende andendag i form af tur på Dyrehavsbakken, hvor jeg flot betalte gildet for et par kammersjukker.
Den dag har nok stået mig i en 50’er…
Efterfølgende som konfirmeret politiske diskussioner ved Sortedamsøen, hvor min skole holdt til. BBB-pige i munden, Edgeworth-tobak i snadden. Fint skulle det være, indtil lommepengene sidst på måneden var blevet små. Så blev den fine, engelske pibetobak udskiftet med MacBarens Mixture – fremstillet i Svendborg.
Piben i lommen på konfirmationsrejsen til Italien, hvor et scoringsforsøg på en medrejsende konfirmand ved navn Bibbi fra Birkerød endte katastrofalt med ubehagelig opkast fra en turistbåd i Venedig. Iøvrigt efter et forsøg på at spille stor mand på Macuspladsen med for mange Martini’er indenbords. Ikke det bedste udgangspunkt for et scoringsforsøg, der da også mislykkedes fuldstændigt.
Det er ikke kun i dag, at danske unge får for meget at drikke, jeg har ikke noget at lade nogen høre…
Denne lange smøre som indledning til, at jeg i denne weekend skal til konfirmation – på Bornholm.
Det glæder jeg mig til, dels fordi jeg godt kan lide konfirmanden, en rask pige, der spiller fodbold og – mod en erkendtlighed – trækker i malerbukser og giver farmands stakit i Tejn en frisk gang maling. (Stærkt tilskyndet af den gamle, men alligevel…)
Og så glæder jeg mig til at se, om konfirmanderne ser ligeså meget frem til at slippe ud af kirken og hjem til festen – som jeg gjorde…
Hvis sandheden skal frem.
Kirken er jeg blevet mere glad for senere. Det er ikke sikkert, at weekendens konfirmand blivet det.
Men dagen vil hun aldrig glemme. Konfirmationen…
At træde ind i de voksnes rækker. Lad os i øvrigt håbe, at hun aldrig rigtigt gør det…
God weekend…
