Bornholms Brandforsikring har afsluttet et regnskabsår, som på den positive side fortsat byder på fremgang i antallet af kunder og omsætning, men som også vidner om et uforudsigeligt og dyrt år på skadeområdet.

3.207 flere policer og endnu en rekord. Sådan ser facit ud for Bornholms Brandforsikring for 2021. De mange nye policer kommer oven i en vækst gennem flere år, så det samlede antal forsikringer er det højeste i selskabets 166-årige historie. Det smitter af på omsætningen. Indtægterne fra præmierne runder 142 millioner kroner, hvilket er er 10,2 millioner mere end året før. Det svarer til en stigning på 7,7 pct.
Til gengæld trækker omkostningerne til skader i den modsatte retning. Selv om der ikke forholdsmæssigt har været flere skader, er udgifterne påvirket af flere faktorer. Dels oplevede Bornholm hårdt vintervejr i uge seks, som anslås at koste omkring fire millioner kroner i bilskader og skader på huse som følge af frostsprængninger af rør.
Dels har der været flere vandskader på grund af skybrud i et år, hvor der var voldsomme regnskyl helt frem til årets sidste to måneder, hvilket er usædvanligt.
Selskabet har derudover haft sager om personskader fra tidligere år, som nu har vist sig at blive dyrere end først antaget, hvilket også har medført en regulering i regnskabet.
Flere forbedringer koster
Tallene afspejler dog også at Bornholms Brandforsikring over flere år, udover at sænke priserne også har forbedret en række dækninger, som i sig selv har bidraget til øget erstatningsudgifter. Det er helt efter planen, forklarer direktør i Bornholms Brandforsikring, Morten Holten.
”Vi har de senere år haft stort fokus på at forbedre vores konkurrencekraft ved både at se på vores prissætning og forbedre vores produkter. Det oplever vores kunder blandt andet på bilforsikringen ved påkørsel af dyr og parkeringsskader. Vi har også tilføjet en ’grøn dækning’ på vores husforsikring, alt sammen uden merpris. Først og fremmest er det forbedringer, som er målrettet vores eksisterende kunder, men der er ingen tvivl om, at det også har bidraget til vores tilgang af nye kunder,” siger Morten Holten.
Det betyder, at bruttoskadeudgifterne i 2021 udgør 93,7 millioner kroner mod 79,6 millioner i 2020. Det svarer til, at 66 pct. af præmieindtægterne er brugt på erstatning.
Mindre overskud end året før
Alt i alt går Bornholms Brandforsikring ud af 2021 med et overskud på 15 millioner kroner mod 22,2 millioner kroner året før.
Direktør Morten Holten ser tilbage på et særdeles omskifteligt år.
”Vi afslutter et 2021 præget af nedlukning på grund af corona og store udsving på kapitalmarkederne, som har påvirket vores afkast på værdipapirer i løbet af året. Og så har det været et år, hvor skadebilledet har været meget uforudsigeligt. Som lokalt selskab er der dog også en positiv side ved skaderne: Det viser, at vi har vores berettigelse, og pengene kommer tilbage til vores kunder og det bornholmske samfund i form af arbejde til blandt andet håndværkere og autoværksteder,” siger Morten Holten.
Stor loyalitet påvirker positivt
En stor del af selskabets fortsat gode økonomiske resultater ligger også i evnen til at fastholde kunderne. Formand for bestyrelsen i Bornholms Brandforsikring, Per Hansen, glæder sig over, at afgangen af kunder i 2021 har været nærmest historisk lav.
”Vi skal være bornholmernes foretrukne forsikringsselskab med en særlig forståelse for de behov, der gør sig gældende her. Derfor har det ligget bestyrelsen meget på sinde, at vi anvender en del af selskabets overskud på at forbedre både priser og dækninger over for vores eksisterende kunder frem for at tilbyde introduktionsrabatter til nye kunder, som andre selskaber gør. Loyaliteten er vigtig, så hos os får nye kunder ikke tilbudt priser eller produkter, som eksisterende kunder ikke har fået,” siger Per Hansen.
Fakta
- Bornholms Brandforsikring har en bruttopræmieindtægt på 142,0 mio. kr. mod 131,8 mio. kr. i 2020.
- Også investeringsområdet har bidraget til resultatet med et afkast på 5,9 mio. kr. mod 8,6 mio. kr. i 2020.
- Erstatningsudgifterne samlet set lander på 93,7 mio. kr. mod 79,6 mio. kr., i 2020.
- Omkostningerne til at drive selskabet er steget en anelse til 29,8 mio. kr. fra 28 mio. kr. i 2020, og det giver en omkostningsprocent på 21,1. En del af forklaringen skal findes i højere salgs omkostninger grundet den højere aktivitet i salget.
- Der udbetales et udbytte på 70 mio. kr. Forsikringsselskabet har nu så stor kapitaloverdækning, at bestyrelsen har vurderet, at en del af kapitalen med fordel kan udbetales til moderselskabet, som er medlemsejet. Dermed kan afkastet af den kapital, som stadigvæk skal stå som sikring for kunderne i forsikringsselskabet, udnyttes til gavn for Bornholm i overensstemmelse med selskabets vedtægter.



