Når man skal skrive om noget, man holder meget af, kan det let blive en tung affære.
For sandheden er jo, at når man elsker nogen, bliver man også bange for tomheden, de vil efterlade sig, når de ikke er længere. Og alle ved, at kæledyr er noget man har til låns i en begrænset årrække.
Jeg har Aura – den sorte Chow Chow-blanding, som kan ses på billedet. Min sidste klumme – i denne omgang – handler om hende.
Nogle mennesker siger ”nååhhhh og eeejjjj”, når jeg kommer gående med hende, og nogle gange tillader jeg mig et øjeblik at forestille mig, at det er mig, de synes er sååå fin (lidt barnlig har man vel lov at være…)
Aura er venlig, omgængelig, blød og nem. En beskytter, en vogter og en hyrde på samme tid. Jeg fik hende som terapihund for min autistiske datter, men efter en skilsmisse og endnu et brudt kærlighedsforhold, måtte jeg tage redningsvesten på selv – som man siger- og lade hunden redde mig i stedet.
Hvad den hund,ikke har måtte lægge øre og pels til, af såvel glædesudbrud som tårer. For ikke at tale om dens stakkels poter, der har vandret land og rige rundt med mig,i håb om, at få jogget rastløsheden og sorgen ud af kroppen.
En dag, jeg var på Sjælland og besøge mine børn, nægtede den at forlade huset for at gå de tre kilometer til stationen, det kræver, når vi begiver os tilbage mod Bornholm. Den smed sine 22 kilo på græsset, så jeg måtte trække den sidelæns på højkant igen… Det udløste en hviledag og en bekymret opringning til dyrlægen, hvor jeg spurgte, om en hund egentlig kan ”gåes i stykker”. Det kan den heldigvis ikke. Men den kan mærke, hvordan man har det, uanset om man er stresset eller glad.
Udover at være en ven i nøden, og en uundværlig rejsefælle, giver Aura også anledning til mange finurlige menneskemøder og smalltalks med folk på vores daglige gåture.
Et fælles udgangspunkt – et øjeblik – hvor man som hundelufter holder vejret for at se om hundene kan enes, når de stikker snuderne sammen, og hvor man lige kan nå at udveksle lidt info om hundenes race, alder og køn. Af og til bliver det til en god snak og hunde-lege-aftaler efterfølgende, hvilket må betragtes som en gave for både hund og ejer.
En sensommerdag sidste år, da jeg gik ned gennem Kirkegade i Allinge, sad der hundeholdene mænd på den ene side af gaden og ventede på konerne, der shoppede i butikkerne på den anden side. Det var et spøjst syn, og jeg kunne ikke lade være med at råbe en kvik bemærkning til dem, hvortil jeg straks fik svar tilbage:
”Ja, hvad laver du? Skal du ikke også ind og kigge på tøj? Vi skal nok holde hunden!”
For nogle mennesker er hunde ikke et plus. Faktisk har jeg hørt om mænd, der er blevet valgt fra på datingsider, fordi de havde hund. Det kan sikkert også opleves den anden vej, og ok indrømmet, ikke alle hunde -eller mennesker – for den sags skyld, er lige elskelige.
Jeg havde en sjov oplevelse med en tidligere kærestes to hunde, den første gang, han sov hos mig.
Han havde dem med sig, ligesom han plejede, når han tog hjemmefra i flere dage, sædvanligvis, for at gå på jagt. To små gæve krigere var de, men også kærlige og glade. Om natten, hoppede de op i min seng og lå helt tæt ind til mig, og jeg lå mussestille for ikke at mase dem. Om morgenen kiggede han på dem og sagde ”Hov, de plejer aldrig at få lov at ligge i sengen, det er kun, når vi har været på jagt”.
Men herregud, måske var det netop dét, de to små fyre troede, de havde været. På jagt. De havde i hvert fald påtaget sig opgaven: At vogte over trofæet.
Jeg er blevet afhængig af Aura. Af den ro og stabilitet hun giver mig – og ikke mindst motionen. For hun skal jo ud og gå mange gange dagligt – uanset vejr og vind. Hun forlader mig ikke. Og så alligevel, ved jeg jo godt, at alting har en ende, skønt jeg ikke kan bære tanken om den dag vores eventyr sammen slutter, og hendes smukke mørke øjne lukker sig for sidste gang.
For ligesom den autentiske historie om den japanske hund Akitahund Hachiko, der i ni år loyalt sad og ventede på sin ejer, det samme sted, som han sidste gang forlod den for at tage toget på arbejde, vil jeg kigge ned af vane efter hunden, uanset om jeg er på færgen, hjemme eller på arbejde – og forvente at få øje på hende.
For hvor jeg er, der er hun også.
