MUSIK: Der er lagt op til en lys og hjertevarm aften, når Trio Ardente gæster Østerlars Kirk med stemningsfuldt sommerprogram.

Af Lene Dam Jørgensen
Østerlars Kirke inviterer onsdag 29. juli kl. 19.30. til en koncert med Trio Ardente bestående af Margrethe Smedegaard (sang), Kasia Bis (violin) og Natasha Kutsko Jensen (klaver).
Filmmusik og viser
Publikum kan se frem til et særdeles bredt og sommerligt musikalsk program. Trioen vil præsentere alt fra følsomme danske sange og svenske viser til kendt filmmusik og klassiske toner. Repertoiret spænder vidt med musik af Sebastian, Alberte, Evert Taube, Bent Fabricius-Bjerre, Kai Normann-Andersen, Joseph Haydn, Johannes Brahms og V. Monti.
Undervejs kan publikum blandt andet glæde sig til at nynne med på et muntert potpourri fra ”Sommer i Tyrol”. Numrene introduceres løbende og bindes sammen af små, personlige anekdoter. Der bliver desuden rig mulighed for at få rørt sangstemmen til et par fællessange i løbet af aftenen.
Prisvindende sopran i front
Margrethe Smedegaard har en diplomuddannelse fra Nordjysk Musikkonservatorium samt studier i London bag sig og modtog i 2007 den prestigefyldte Rebild Musikpris. Hun er en flittigt benyttet solist, der tidligere har optrådt med store orkestre som Aalborg Symfoniorkester. Ved siden af sin koncertvirksomhed underviser hun på Vestervig Kirkemusikskole og fungerer som stemmetræner for Sct. Clemens Drengekor ved Aarhus Domkirke.
Kasia Bis Christiansen er uddannet klassisk violinist fra et musikkonservatorium i Polen, men mestrer også tangenterne. Sideløbende har hun uddannet sig til organist og korleder fra Vestervig Kirkemusikskole, og hun arbejder til daglig som fast organist og kulturmedarbejder ved Aalestrup Kirke.Til denne sommerturné har hun dog skiftet orglet ud med violinen.
Natasha Kutsko Jensen er en særdeles efterspurgt akkompagnatør og kammermusiker, som blandt andet har spillet til Operafestival. Til daglig arbejder hun som organist ved Bælum og Solbjerg Kirker. Derudover underviser hun i klaver på Vestervig Kirkemusikskole i Aalborg.
Det koster 50 kroner for voksne. Børn og unge under 18 år har gratis adgang.


