Vi er vilde med Lines snaps

Snapseriet FALK Bornholm fra Nexø er indstillet til Rotarys iværksætterpris 2022.

Line Falk med sønnen Silas – på jagt efter gode ting og sager, der kan bruges i hendes snaps.

 

Af Pernille Lindblom

Snapseproducenten Line Falk fra Nexø har sanket urter til snaps, så længe hun kan huske. Faktisk troede hun, det var noget, som alle gjorde  – lige så selvfølgeligt, som det at bage boller.

Nu er hendes lille, men travle snapseri i Nexø blevet indstillet til “Årets Iværksætterpris 2022”  – en flot hæder, der skal uddeles lørdag 2. april i Odd Fellow Palæet i København. Alle Rotary-afdelinger på Bornholm, i hovedstaden og i Nordsjælland kan hver indstille en virksomhed, så der er hård konkurrence om hæderen.

Og måske snapseriet en dag vil gå videre i familien: Nu lærer hun sine egne børn, hvad der kan høstes i naturen  – og ser tilbage på sine første år som registreret snapseproducent. 

Line er jyde

Line Falk er vokset op i en familie, hvor mad blev lavet fra bunden. Både hendes forældre og bedsteforældre havde køkkenhaver og urtebede, og det var noget, børnene blev involveret i.

”Min mor har lavet snaps i mange år, og min bror og jeg var med til at sanke surbær, slåen, hyben, kvæder, brombær og den slags i områder med skov og sø”, fortæller Line om opvæksten i Jylland, der førte til, at hun selv begyndte at lave snaps, da hun flyttede hjemmefra som 18-årig.

Snaps og syp som levevej

Under første Corona-lockdown i foråret 2020, besluttede Line, der nu har rundet de 40 år,  at starte sit eget firma under navnet “FALK Bornholm”. Allerede året efter vandt hun Publikumsprisen for sin kaffesyp ved “Sol over Gudhjem”.

”Jeg havde meldt mig til Sol over Gudhjem i 2020, hvor jeg ikke gik videre. Men jeg fik en rigtigt fin omtale i avisen og modtog konstruktiv feedback fra panelet. De sagde, at de godt kunne lide det håndlavede og det bornholmske element, men at smagen ikke var kommerciel nok.

Et af Lines lækre produkter.

 

I 2021 sendte jeg så kaffesyppen ind. Fordi kaffe må da være en mega kommerciel smag…  Og den gik videre til finalen, og jeg vandt Publikumsprisen. Jeg har aldrig prøvet at vinde noget før. Og det at stå som helt ny virksomhed og vinde Publikumsprisen foran store, etablerede virksomheder, var helt vildt. Samtidigt fik kaffesyppen meget ros for både smag og anvendelighed. Det er jeg stolt over. Det gav mig et skud selvtillid og tro på, at jeg faktisk havde fat i noget, som godt kunne bygges videre på,” siger hun.

Manden er med

At Line begyndte at lave syp er ægtemandens fortjeneste. ”Kaffesyppen er en opskrift, jeg har leget med hjemme i privaten siden 2017 – og hyldeblomstsyppen lavede jeg første gang i 2019. Året inden havde jeg lavet den som en snaps, men da min mand og jeg skulle giftes i august 2019, blev det et kompromis mellem ham og jeg, at hyldeblomstsnapsen blev rørt op med honning og stillet på bordene i små flasker med navneskilt på som bordkort.

Chilikakakaosyp, hampebitter og morbærsyp har jeg også haft lavet nogle gange, inden jeg startede virksomheden, mens den rene honningsyp og humlesnapsen er kommet til verden i mit produktionskøkken. Humlesnapsen er lige for tiden den, jeg er gladest for. Det skifter lidt, hvilken flaske jeg har flest følelser for”.

Alle kasketter på selv

Efter de første år med eget firma, ser Line tilbage på en opstart, der har været spændende, men også udfordrende:

”Det er til tider utroligt svært og uoverskueligt at skulle holde styr på alt fra egenkontrol, punktafgifter, moms, bogføring, markedsføring, sociale medier, sankning, salg, produktion og tapning”, fortæller hun og tilføjer, at hun som udgangspunkt stortrives med, at det veksler så meget mellem teori og praksis. Når det så er sagt, længes hun af og til efter at kunne koncentrere sig om én ting ad gangen.

Torvehaller i København

”Jeg har netop indgået en aftale med BornGros her på Bornholm, hvilket er en kæmpe lettelse og et samarbejde, jeg virkeligt ser frem til. For jeg har bl.a. ikke kunnet overkomme at køre rundt til alle butikkerne selv. Og de har så fået hele batchet af rød honningsyp og kaffesyppen, som jeg producerer hele tiden.

DeliDrop ovre i Torvehallerne i København har jeg også fået en aftale med og så Bornholmslinjen, som jeg snart skal levere den første ordre til. Så jeg har faktisk lukket for flere nye kunder i år. Medmindre der er en spændende restaurant eller to, som melder sig…

 Indstillet til årets iværksætterpris

”Jeg har været igennem en rebranding-proces hen over vinteren i takt med, jeg er blevet klogere på min målgruppe og dem, der køber mine syp og snapse. Jeg har samtidig været ekstremt heldig med, at Geira Bjørn Olsen, havde tid til at designe logo og etiketter for mig. Hun er virkeligt cool, og hun forstod lynhurtigt, hvad jeg gerne ville have af udtryk. Det skulle både være enkelt, roligt, feminint og have plads til at vise, det er et håndlavet produkt,” fortæller Line, der netop er blevet indstillet som én ud af 12 iværksættere til årets iværksætterpris af Rotary i Nexø, hvor hun også bor med sin mand og børn.

Arbejde med traditioner

”Det er jeg enormt beæret over, og det er også lidt syret at være med i en konkurrence, jeg ikke selv har søgt om at deltage i. Det har betydet virkeligt meget, at der har siddet nogle erfarne forretningsfolk og kigget på min forretning og ment, at jeg faktisk er ret dygtig til det, jeg laver. Jeg har været overrasket over, at der var flere, som havde bemærket mig og anbefalet, at de så videre på min virksomhed i forhold til en indstilling. Nogle gange tænker jeg jo, at det er lidt fjollet at have kastet sig over snapsen af alt i verden, men det er her, jeg kan få lov til både at arbejde med traditionerne, udfordre de velkendte smage og arbejde med hænderne og bæredygtighed på en lavpraktisk måde. Det synes jeg er fedt.”

Se program med Line Falk på Youtube under Ø-tv Bornholm.

 

 

 

 

 

 

Fik du læst?