Jeg ligger i sengen og læser. Lyset er ikke det bedste, så jeg strækker armene for at finde en bedre måde at læse på. På underarmen synes jeg nok, at huden rynker. Det irriterer mig, fordi jeg med vægttræning ikke burde have dette kosmetiske problem.
Jeg har for længst besluttet, at jeg vil leve længe, og rekorden på verdensplan ligger til højrebenet. Den ældste mand i verden blev 115 år, og jeg nærmer mig med hastighed. Bare 34 år endnu – så er den hjemme med en tangering.
Jeg har ikke altid været så stærk i armene, som jeg er i dag. Da jeg år tilbage lå i sengen og læste Bill Clintons ”My Life,” faldt bogen ned i hovedet på mig og efterlod et hak i tuden. Bogen vejede to kilogram og var på 1056 sider. Hans hustru har udgivet flere bøger, hvor den tungeste var på 515 sider. Begge bøger var kedelige, og måske har Bill Clinton også kedet sig og i stedet fundet livslysten igen ved at dele en cigar med den kvindelige praktikant i Det hvide Hus.
Desværre har videnskaben for nylig sat spørgsmålstegn ved de 115 år. Albert Einsteins-universitetet har fastslået, at 115 år er maksimum for mænd. Det menes, at menneskeheden har nået sin naturlige begrænsning.
Hvad gør vi så – altså os, der vil leve længe og gerne henad vejen fortsat se godt ud? Jeg tror, at mine venner på Facebook har fundet fidusen. Med jævne mellemrum opdaterer de deres profilbillede, og det er meget smukke mennesker, der dukker op. Med god hjælp fra foto-shoppen er de blevet perfekte. Rynkerne ved øjne og mundvige er væk. Her sidder mennesker jeg talte med i sidste uge, og nu er de nærmest ukendelige. Især kvinderne.
Deres medsøstre skriver begejstret: ”Hvor er du bare skøn, søde! Eller ”Hvor har du købt det skønne bælte, fortæl, fortæl.” På Facebook er alt skønt, så jeg lusker ind på kontoret og funderer over, hvordan jeg dog skal komme igennem de næste mange år, hvis jeg skal slå aldersrekorden på 115.
Min foto-shop er verdens bedste spejl på gæstetoilettet. Det har den magiske evne, at jeg ikke kan se nogen fejl ved fjæset, selv om jeg stikker næsen frem. Skyggerne i rummet falder nemlig på den helt rigtige måde, kuløren i ansigtet er fin, og mit grå skæg virker mandigt og råt – man kan også sige gråt. Jeg ved, at det er det rene svindel, men bliver alligevel i godt humør. Der skal også være plads til små glæder, og nu vil jeg koncentrere mig om rynkerne ved munden.
Det er nemlig sådanne rynker man får, når man spiser, kysser, taler og ryger. Her behøver jeg dog ikke at søge viden hos Albert Einsteins-universitetet, da disse rynker i folkemunde omtales som ”Hønserøv.”
