Hele morgenen har topnyheden i Radioavisen været, at det er lykkedes at skyde en ulv, der tilsyneladende har skræmt det halve af Jylland.
Nyheder fra krige i Ukraine og Mellemøsten, hungersnød i Sudan, fattigdom og korruption i Cambodja – alt må vige for nyheder om jagten på ulven i Jylland – og altså nyheden om, at den er blevet skudt i nattens løb. (Hvis det er den ulv, alle er så bange for – det vides ikke med sikkerhed, det er måske en anden…) Men nu kan jyderne trygt gå til ro.
Udtrykket “Ulven kommer” vil være kendt af de fleste, og jeg kan nu viderebringe den oplysning, at udtrykket stammer fra den græske forfatter Æsops gamle fabel om hyrdedrengen, der for sjov råbte, at en ulv angreb fårene. Landsbyboerne kom for at hjælpe, men opdagede, at det løgn. Da ulven faktisk kom, hjalp ingen ham, fordi han havde løjet før.
Udtrykket er også titlen på den danske dramaserie “Ulven kommer fra 2020″ om en teenagepige, der anklager sin stedfar for vold
Jeg fik et meget sympatisk indtryk af dyret, da min far engang fortalte et eventyr om en mand, der havde haft en ulv siden den var, ja ulveunge, og nu holdt den i sit hus som en gang almindelig hund.
Manden gik daglig en tur fra sin gård og ned i en landsby for at handle, men blev ofte chikaneret af en gruppe større drenge, der hang på vejen – iøvrigt med to-tre hunde som selskab.
Drengene morede sig med at lade deres hunde drille mandens “hund”, den camouflerede ulv, og trods gentagne henstillinger om at lade være, så fortsatte chikanerierne.
Ulven fandt sig troligt i at blive chikaneret og småbidt af de andre hunde, godt opdraget som den var, men en dag blev det for meget for mand og ulv:
“Ok, nu ta’r du dem,” sagde manden – og så kan det nok være, at ulven gik til makronerne og fik bragt sine plageånder til tavshed for stedse.
Jeg kunne især godt lide den sidste del af fortællingen – og da jeg for nylig så en tv-udsendelse om, hvordan ulvene bevæger sig rundt i flok med de unge og stærke ulve forrest, de ældre og svage samt unger i midten og derefter igen de storke og unge som bagtrop – så voksede sympatien for dette sociale dyr.
Myten om den ensomme ulv er – en myte: Ulve holder sammen i flokke, og når “Alfa-parret”, forældrene, sørger for familieforøgelse, så hjælper de ældre søskende med til at hente føde til deres nye søskende. Indtil den dag, hvor de ældre søskende forlader flokken – for at skabe deres egen familie.
Den sidste ulv blev skudt i Danmark 1813 ved Skive, men vendte tilbage til Danmark i 2012 på grund af naturlig indvandring. Den kom vis Slesvig-Holsten i Tyskland – ulve er kendt for at kunne foretage store vandringer, ofte på mellem 50 og 100 kilometer om dagen. Og da EU allerede i 1992 vedtog en totalfredning af ulven i Europa – så fik vi atter ulve i Danmark.
Det skønnes, at der i dag er et halvt hundrede ulve i Jylland. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg også ville være bekymret, hvis jeg holdt får eller andre husdyr – eller havde små børn og boede i nærheden af de steder, hvor ulvene færdes. Det er nemt at være ulve-ven, når man bor på den anden side af bælterne og Kattegat.
Men det forekommer mig nu alligevel, at ganske mange mennesker er grebet af en noget hysterisk ulvefrygt. Hele nationen følger med i jagten på en ulv og ånder lettet op, når skuddet er faldet og ulven er død.
Der er nu noget trygt over at leve i et land, hvor den største fare tilsyneladende er en gammel ulv, der lusker rundt i krattet et sted i Jylland…
God weekend…
