Sådan udtrykker forfatteren af salme 44 i Det Gamle Testamente sin fortvivlelse. Han føler sig virkelig forladt af Gud.
Gennem hele salmen udtrykkes den ene klage efter den anden, og det er Gud, som bliver anklaget. Han har svigtet. Han har ikke holdt sine løfter. Alt det forfærdelige, som har ramt Israel, skyldes Gud.
Salmedigteren siger, ”Alt dette har ramt os, skønt vi ikke glemte dig og ikke svigtede din pagt. Vort hjerte veg ikke fra dig, vore skridt forlod ikke din vej. Men du knuste os, hvor sjakaler bor, du dækkede os med mørke” vers 18 – 20.
”Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vor nød og trængsel?” vers 25.
Læs salmen selv. Den er een stor anklage. Vreden er stor. Skuffelsen er stor. Gud har svigtet.
Mange af de gamle salmer i Bibelen slutter af med tak til Gud, ”fordi du hørte mit skrig, min bøn,” men denne salme slutter ikke med en bønhørelse.
Det sidste vers siger: ”Rejs dig, kom os til hjælp! Udfri os, så sandt du er trofast.” vers 27. Selv til allersidst i salmen lyder salmedigteren lidt bitter. Vi kan høre det i tonefaldet.
Når jeg tager denne salme frem i en søndags klumme, så er det, fordi jeg ved, at der er kristne såvel som ikke kristne, som har disse tanker.
Hvor var Gud, da jeg havde det værst?
Det er nu mere end 10 år siden, jeg blev opereret for kræft, og Rigshospitalet har lige i går skrevet en mail, hvor de udskriver mig. Det var hårde tider, og jeg er taknemlig for, at der alligevel er gået så mange år, for det betyder jo, at jeg har overlevet og har det godt – trods flere grimme senfølger, så lige nu er det ikke mig, det drejer sig om.
Jeg ved dog desværre, at nogle af mine læsere her på nettet, oplever svære lidelser lige nu i disse dage, og det giver mig mange tanker, og bønnen for dem er meget nødvendig, for de kan meget vel og naturligt nok være i stor krise.
Når livet gør ondt, kan det være svært at stole på Gud. Vi leder efter meningen med lidelsen. Vi retter blikket mod os selv eller mod andre. ”Hvad har jeg gjort, at jeg skal have det på den her måde?” Jeg har endog oplevet aktive kristne, som mener, de lider, fordi Gud ønsker at straffe dem.
Det er dog en stor misforståelse af, hvem og hvordan Gud er. Gud straffer ikke med sygdom og lidelse.
At lede efter svar er dog, det sidste, vi skal gøre. Vi får nemlig ikke noget svar. I stedet må vi lægge alle vore fortvivlede spørgsmål væk, og allerhelst skal vi vælge at smide dem over til Jesus på korset.
Gud sender ikke lidelse til os, for at vi dermed kommer til at søge hans hjælp, men når lidelsen rammer os, så har vi lov til at klage til ham.
Det er befriende, at vores Bibel indeholder klagesange, som den vi finder i salme 44. Befriende fordi Gud tilsyneladende godt kan tåle, at vi råber lidt eller meget af ham.
Det er der vist ikke andre religioner, hvor det sker så åbent og så ærligt.
Selvom jeg bestemt ikke tror, det er Gud, der ønsker at straffe os med sygdom og livskriser, så er det alligevel fakta, at han tilsyneladende tillader lidelsen.
Der er folk i koncentrationslejre og fangelejre i krigens skyttegrave, som råber til Gud om hjælp, og det sker, at de finder og får hjælp fra ham.
I lørdagens Kristeligt Dagblad fortæller den danske fotojournalist Daniel Rye, som i 2013 var fange hos Islamisk Stat i 13 måneder, at han som gidsel vendte sig mod Gud. ”Han øvede Fadervor og forsøgte at huske salmer fra skoletiden. Da det så sortest ud, og torturen var værst, ville han betegne sig selv som troende.”
Daniel udtaler: ”Der er ingen ateister i skyttegravene, som man siger!”
Hospitalspræst Lotte Mørk har flere gange givet udtryk for, at Rigshospitalet er et stort bedehus.
Vi ber naturligt, når livet gør ondt.
Jeg er også blevet meget mere villig til at sige til et menneske i nød: ”Jeg vil bede til Gud – til Jesus for dig!” Og så gør jeg det i tro og tillid til, at Gud på en eller anden måde vil gribe ind. Gud sover ikke. Han elsker os alle og vil os det vel.
Derfor til alle mine mange venner, bekendte og ikke bekendte, som har det svært lige nu: ”Gud er der hos dig, hvad enten du kan mærke det eller ej. Gud er ikke fraværende. Han er nærværende hos dig lige nu.”
At blive bedt for eller at bede selv betyder altid en velsignelse, og at blive fyldt af Guds fred er også bønhørelse.
Vi er frimodige, som børn vil være det overfor en kærlig far eller mor, og vi ber om fuld helbredelse og frihed fra kriser og problemer, men vi må lægge svaret fra os og overgive os og vores liv til Gud. Der sker stadig mirakler, og får vi ikke svar som ønsket, så er vort liv og vor død i Guds hænder.
Jeg har citeret det før, men Fangekorets kendte korleder Louise Adrian skrev på en affaldsspand her i København kort tid, før hun døde: ”Hold ud!” Hilsen Gud.
Kærlig hilsen og god søndag
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
