V: Bedre fritidstilbud efter skoletid

KV21′: Bornholm har ikke skolefritidstilbud efter 3. klassetrin. Det skal der gøres noget ved. Det siger Venstres Maike Fiil, der er medlem af kommunalbestyrelsen og kandidat til kommunalvalget.

Maike Fiil – bedre fritidstilbud til børn

 

“På Bornholm er der ikke en skolefritidsordning til børnene efter 3. klasse. Det er ikke godt nok, og det skal vi have gjort noget ved”, siger medlem af kommunalbestyrelsen på Bornholm og kandidat til kommunalvalget Maike Fiil (V) og fortsætter: “Børnene har brug for en tryg opvækst, udviklende fritidstilbud og samvær.”

Maike Fiil forklarer, at det ikke er en såkaldt SFO, altså en skolefritidsordning, som man kender den fra elever indtil 3. klassetrin:

“Det, jeg og Venstre forestiller os, er et fritidstilbud efter skoletid, der ligger i naturlig forlængelse af SFO’en, og som kan understøtte børnenes udvikling og sociale inklusion på 4. klassetrin og videre opad indtil, der bydes indenfor på tilbuddene i den bornholmske ungdomsskole.”

Lokal miljø

Ifølge Maike Fiil (V) handler det om at hjælpe de bornholmske skolebørn yderligere på vej og i et lokalt miljø, der sikrer, at der er tryghed og samvær.

“Det er vores opfattelse, at der er mange bornholmske børn, der dels savner en større grad af socialt samvær med jævnaldrende efter skoletid og, at vi ved et tæt samarbejde med folkeskolen her på øen også kan hjælpe de børn, der måske ikke har det allernemmest,” siger hun.

Lokalmiljøer og idrætsklubber

Maike Fiil understreger, at det ikke er et spørgsmål om at blot at gentage skolefritidsordningen. Derimod skal der tænkes nye tanker, hvor idrætsforeningerne og lokale miljøer i byerne kan spille en vigtig rolle.

“Vi har lige set, at gruppe initiativtagere i Nexø har lavet et tilbud, der netop henvender sig til børnene fra 4. klassetrin,” siger Maike Fiil og fortsætter: “Der er tale om lokale ildsjæle, der tager dette initiativ, og det synes jeg, at vi skal lægge mærke til og kan lære meget af.”

Allerførst et det Maike Fiils opfattelse, at det egentlig bekræfter behovet for et sådan tilbud. Dernæst handler det om et tilbud, der kan danne udgangspunkt for et fællesskab lokalt og for at støtte op om børnenes udvikling i øvrigt.

Lokalt foreningsliv

“Jeg forestiller mig, at vi kan kopiere grundtanken og så prøve at bredde den ud andre steder her på øen. Her kan vi indgå samarbejder med det lokale foreningsliv og herunder idrætsklubberne.”

Maike Fiil understreger dog, at det er vigtigt, at der ikke tænkes på de lokale kræfter som arbejdskraft, der bare kan trækkes på. Hensigten er, at de lokale muligheder og ildsjæle inviteres med som ligeværdige partnere, og at Bornholms Regionskommune tager ansvaret og stiller økonomien til rådighed:

Fritidstilbud

“Det kunne være oplagt at etablere et såkaldt §17 stk. 4 udvalg, der får den opgave umiddelbart i det nye år at se på, hvordan vi kunne udvikle sådan fritidsbud lokalt og så bliver bedt om at komme med deres forslag til mål og indsatser eksempelvis inden sommeren 2022. Et sådant udvalg skulle have en bred repræsentation og herunder med forældrerepræsentanter samt repræsentanter for idrætsklubber og lokalmiljøerne i øvrigt. Vi skal simpelthen gøre noget ved det nu”, slutter Maike Fiil.

Seneste artikler

Fik du læst?

Elverskud i Aakirkeby

MUSIK: NylarsKoret opfører mandag 22. april Niels W. Gades værk Elverskud med tre professionelle sangere i Aa Kirke    Af Lene Dam Jørgensen Mandag 22. april kl.

Læs mere »