.jpg)
Jeg er bevidst om, at jeg af natur er såre optimistisk. Nogen vil sige, at jeg er naiv. Der er folk, som ser meget depressivt og negativt på, hvordan det står til i vore kirker – og i folks bevidsthed vedrørende tro og tro på Gud. Jeg tror slet ikke, at det ser så dårligt ud.
I øjeblikket tales der og skrives der meget om konfirmandernes tilgang til den undervisning, som kirken tilbyder som forberedelse til deres konfirmation. Der er præster, som har svært ved at styre de kære unge mennesker.
Jeg er nu af den mening, at der er mange, mange flere præster, som har det udmærket med konfirmander. Jeg personligt kan da huske hold, hvor koncentrationen hos de unge var dårlig, men de allerfleste hold konfirmander havde jeg det allerbedste forhold til.
Som pensioneret sognepræst har jeg naturligvis mange tanker, hvad angår min mere eller mindre gode måde at have konfirmander på. Når jeg tænker på de unge, så begyndte de med de bedste holdninger til det at skulle til forberedelse.
Flertallet var oprigtigt interesseret i at lære noget mere om Gud – og det at tro på ham. Når deres koncentration ikke altid lykkedes, kunne det nu godt være på grund af min manglende fornemmelse af, hvordan jeg skulle gribe det klogt an. Selvfølgelig var der også hold, hvor man tydelig kunne mærke, at de havde lærere, i hvis timer der var ro, og hvor eleverne fik lært meget, og så var der andre hold, hvor jeg sukkede, når jeg havde sendt dem afsted i skole.
Sjovt nok så var der også nogle af holdene, som var urolige, men når jeg så ved slutningen af konfirmationen foretog en evaluering, så viste det sig, at de havde fået en masse godt ud af tiden – til min store overraskelse.
Det er mange år siden, jeg gik på pension (i dec. 2012). Kan hænde, meget har ændret sig siden? Det er jeg klar over. Pensionister har en tendens til at tale og tænke på ”de gode, gamle dage – og dengang jeg var præst, da var alting meget bedre”. Det er ikke altid sandt.
Jeg glemmer dog aldrig, hvordan jeg havde nogle fantastiske øjeblikke, hvor konfirmanderne og jeg ikke bare talte om bøn, men hvor de og jeg bad sammen. De kom med mange bedeemner. Ikke mindst var det bedsteforældre, der havde brug for bøn på grund af sygdom og andre problemer.
Der blev lukket op for posen med de problemer, som unge kan have. Vi bad for øvrigt også for kommende fodboldkampe!! (Vi har heldigvis lov til at nævne alt muligt i bøn til Gud – nogen gange siger han ja – nogen gange nej – også det var en del af læringen!)
Før konfirmationen nævnede jeg til konfirmanderne, at når jeg skulle lægge min hånd på deres hoveder ved alteret, så var det ikke for sjov eller for at ødelægge deres fine frisure, men de skulle og kunne forvente, at Guds Ånd rørte dem. Nogen ville mærke det – andre ikke, men det skete under alle omstændigheder, at Gud kom dem nær.
Han ville velsigne dem i det øjeblik. Det var derfor vigtigt, at de glemte alle og alt omkring dem, og at de godt måtte være i forventning om noget meget dejligt og godt, som Gud ville gøre.
Jeg tror desværre ikke, jeg gav denne introduktion til alle de hold, jeg har haft, men konfirmationen blev et helligt øjeblik for konfirmanderne og mig, når jeg forberedte dem på den måde.
Det er mit indtryk, at der er en større åbenhed overfor troen på Gud og en større længsel efter at kende ham i vores folk. Hvis I kalder mig naiv, så gør det endelig.
I den sidste tid har jeg lagt mærke til, hvor mange kendte mennesker der er, som åbent – også på TV og i blade – siger, at de da tror på Gud.
Forleden var der i morgen-tv et interview om det at tro. Skuespiller Jesper Lohmann sagde:
”Jo, jeg tror på Gud!” Hans mormor eller farmor sagde altid, og det huskede han: ”Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen!” Det havde bidt sig fast hos ham. Troen på Gud betød noget, han ikke bare kunne hente hos sig selv. Han sluttede interviewet af med ordene: ”Vi er omvandrende bønner!”
I samme interview deltog forfatter Leonora Christina Skov. Også denne kendte forfatter, som frimodigt i sine bøger har åbnet op om en svær barndom og mangel på forståelse fra sine forældre, gav udtryk for, at det var vigtigt for hende, at hun var kommet til tro på Gud. Hun understregede vigtigheden af at kende og bruge beretningerne i Bibelen. Hun sagde: ”Teksterne i Bibelen har de temaer, der viser mig, hvilket slags menneske jeg gerne vil være!” Det at vide sig elsket af Gud betød utrolig meget for Leonora Christina.
Det er så velgørende for mig at høre, hvordan de begge understregede betydningen af at kende Bibelens beretninger og bruge dem aktivt i deres trosliv.
Det samme har vi hørt fra skuespiller Bodil Jørgensen og skuespiller og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, komiker Casper Christensen ( kendt ikke mindst for ”Klovn”) og efterhånden mange andre.
Den sidstnævnte kendte komiker siger i et interview i Kristeligt Dagblad: ” Jeg bøjer mig ydmygt for Gud. Jeg gør mit bedste for at styre det, som jeg mener at kunne kontrollere. Resten lægger jeg i Guds hænder!” og ”Jeg har en erfaring af tilstedeværelse. Jeg tror, at ensomhed er et menneskeligt grundvilkår, men den følelse er blevet erstattet af en oplevelse af, at der er en, som er ved mig konstant som en følelse af nærhed og en tilstedeværelse af kærlighed. For mig er det Jesus som vejviser og storebror, som er i tilstedeværelsen.” og ”Jeg takker Jesus for tilstedeværelsen i mit liv, og hver gang man takker for noget, bliver man skarpere på, hvad ens værdisæt i virkeligheden er. Takkebønnen bliver på den måde som en slags lanterne, som gør mig klar over, hvilke værdier jeg vil holde fast i!” Casper Christensen er klar i sit vidnesbyrd om, at han har mødt Jesus, og han valgte så at blive døbt.
Nu er vi ikke alle kendte, men det betyder noget for rigtig mange af os, når vi hører den slags beretninger om, hvordan Jesus møder mennesker i dag.
”Troen kommer af det, der høres!” står der i Bibelen, men Bibelen fortæller også om mennesker, som blev mødt ganske spontant af den Jesus, hvis fødsel vi snart fejrer, og vi oplever endnu den dag i dag, at vi møder Gud i ham, som senere døde og opstod fra de døde. Jesus lever jo og ønsker kontakt med os hver især.
Vi danskere har altid berømmet os med, at vi er blufærdige, og at det derfor er svært for os at dele vores tro med hinanden. Ikke engang ægtefæller taler sammen om troen. Jeg husker, jeg spurgte en enkemand, som lige havde mistet sin kone, om de havde snakket sammen om det at tro, og han sagde: ” Ja, jeg ved det ikke, men tror måske, at vi begge bad Fadervor under dynen!”
Måske skulle vi droppe den snak om blufærdighed og begynde at dele med hinanden, om det vi tror på, og hvad troen på Gud betyder for os. Vi er nemlig mange, mange flere, der tror, end statistikkerne siger.
Bøn: Må Guds Ånd komme over os, som konfirmanderne oplevede det, når de blev velsignet, så får vi mund og mæle og kan ikke tie med det, vi har set og hørt.
God tredje søndag i Advent og god forberedelsestid til julen egentlige budskab om Jesus, der kom til os for at frelse os og give os sit nærvær og sin fred.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
