Det var efter 12. etape på Hautacam, Jonas Vingegaard trillede cyklen ned mod sit hold Visma Lease a Bike’s holdbus og fik følgende salut med af en tv-journalist: “Og her har vi dagens store taber…”
Ikke alene taber, men store taber…
Store taber – efter at være kørt ind som nummer to på etapen, et par minutter senere end dagens vinder og storfavorit i touren, sloveneren Tadej Pogacar.
En imponerede og overbevisende præstation, ingen af de andre danskere kom i nærheden af Vingegaard, men det hørte vi ikke meget om.
Heller ikke meget om de mange andre ryttere i feltet, der een efter een var blevet sat af Vingegaard, der som eneste mand kunne følge Pogacar op ad bjerget.
Stor taber?
Vingegaard avancerede samtidigt til en ret overbevisende andenplads i løbet. En placering han stensikkert forsvarer, selv om vi nok må se i øjnene, at han ikke kommer øverst på podiet i år.
Og lad os så bare håbe, at det ikke senere viser sig, at løbets storfavorit har benyttet sig af ulovlige stimulanser – jo, det forbehold kan man sagtens tage, når man tager løbets historie i betragtning. Siden 8o’erne har det været mere reglen end undtagelsen, at løbets vinder har været dopet.
Spørg Bjarne Riis, der vist aldrig rigtigt har fattet, hvorfor man i sin tid fratog ham sejren – omend han uvist af hvilke årsager stadig står som vinder af købet i 1996.
Eller hvad med Alberto Contador, Lance Armstrong og Floyd Landis?
Så naturligvis bliver der stadig, omend meget lidt, spurgt ind til rytternes eventuelle forbrug af ulovlige stimulanser. Det kan rytterne bare ikke forstå, sætter i stedet fornærmede miner op – men så forstår de vist heller ikke ret meget.
Det er jo ikke normalt at køre 200 kilometer – adskillige af dem op ad stejle bjerge – og så spurte løs til sidst – i tre uger!
For løbets kommercielle interesser spiller altfor stor en rolle: De kedelige tv-udbrud, de mange aftaler inden og efter løbene – sportsdirektørernes kommandoer i øresneglene – altsammen er de med til at gøre løbene kedelige. Ind i mellem. For meget ind i mellem…
Med undtagelser af de helt store bjergetaper – det er naturligvis super-spændende.
Tour’en behøver ikke vare tre uger, de lange sprinteretaper på 200 kilometer – hvor der først køres stærkt tre kilometer før mål – kan sagtens skæres ned – med mindre man synes at touren er lige så spændende som et rejseprogram fra Frankrig, hvor man ser et stort antal mænd køre på cyklen fra en by til en anden.
Og så lade være med at titulere verdens pt. næstbedste cykelrytter som en stor taber.
Manden er dobbelt Tour-vinder, ingen andre danske ryttere har den præstation på deres CV – og jeg vil påstå, at havde det ikke været for det grimme styrt, som Vingegaard var udsat for i løbet “Baskerlandet Rundt”, så havde han også givet Pogacar baghjul de sidste dage.
Ingen vil vel kalde Matthias Skjelmose en stor taber, fordi han efter sine klassementsdrømme nu må se sig henvist til en placering som nummer 19? 33 minutter og nogle sekunder efter Pogacar. Skjelmose er da stadig en fremragende cykelrytter…
Stor taber? Ja, sådan kan man godt siger, hvis man altså ikke har forstand på cykelløb, og lad mig så da også lette på hatten for bornholmeren Magnus Cort, det trods sygdom kæmpede sig tilbage i tour’en og lige nu er placeret som nummer 144 – to timer og 37 minutter efter løbets hurtigste rytter. Er han en stor taber af den grund? Aldeles ikke… Han er også en af verdens bedste cykelryttere, så drop det med stor taber…
Man kører ikke med i Tour De France, hvis man ikke er i storslået form og en fremragende cykelrytter.
Og det er der altså ikke meget stor taber i…
God weekend!
