To be or not to be

LINDBLOMS MAGASIN: Mens kollegaerne på Ø-tv Bornholm har lagt sidste hånd på redigering af de mange nye programmer, der sendes fra august, er jeg venligst udlånt til TV-Vestsjælland i håb om at bringe nye færdigheder med mig tilbage.

Pernille Lindblom. (Foto: Louise Sabroe Ekholdt)

 

Jeg overnatter hos min veninde i Sorø, der venligt rækker mig et glas rosé i samme øjeblik, jeg træder ind over dørtærsklen –  med besked om at sætte mig i skyggen på terrassen.

Jeg får dog ikke lov at puste ud længe, før hun råber fra køkkenet: ”Kan du lide Ghee?”

”Øh..pas?” svarer jeg, og tilføjer, at jeg ingen anelse har, om hvad Ghee er.

”Det er klaret smør” siger hun med selvfølgelighed og kommer med et glas, som hun stikker op under næsen på mig. ”Duft” befaler hun, og fortsætter: ”Hvad så med Hatcho Miso – det kan vi lave til Umami-dressing – og hvad med ingefær, hvidløg og løvstikke?”

Det er stadig lummert og varmt i vejret. Trætheden efter en optagelse med en anden fotograf end min vante kollega fra Allinge gør, at jeg tømmer mit glas lidt for hurtigt og svarer: ”Det eneste jeg ikke kan lide er kommen og så feldsalaten fra urtehaven, som du serverede sidst – eller rettere – sneglen, der krøb ud på min tallerken”.

Min veninde og jeg er meget forskellige. Hun er barn af slut tresserne, mens jeg er fra midt halvfjerds. Hun er hovedstyrret, hvor jeg er i mine følelsers vold. Når jeg siger ”ikke for meget Ghee” af hensyn til fedtprocenten, ser hun bebrejdende på mig og siger at nu skal vores krop jo altså bruge fedt, og at det er sundt for hjernen mens jeg kun tænker på, at jeg ikke vil se tyk ud på tv. Men ligesom et køleskab kan fortælle meget om, hvem vi er, så kan en bogreol det også. Det lægger jeg mærke til dagen efter, hvor hun tager på arbejde, og jeg bliver tilbage i huset.

Jeg er dog ikke alene. Hendes tre katte viser skiftevis nysgerrighed og foragt, alt efter om de ser på mig, eller min medbragte hund. Den ene prøver at få min opmærksomhed, ved at daske til mig med poten og klø sig bag øret, hvilket bekræfter mine bange anelser om, at der var lopper i puden jeg sad på aftenen forinden. Det er aldrende Mulle. En grå hankat, som min veninde netop har arvet fra sin afdøde far, sammen med et gammelt Bornholmerur, en plakat i ramme fra 1948, der markerer 200-aaret for det Kongelige teater samt et par kasser med bøger.

Jeg skæver til titlerne i de åbne kasser, der stadig står midt i stuen.  At dømme ud fra bøgerne og fotografiet af hendes far på bogreolen, fornemmer jeg, at hun var tæt forbundet med ham, både hvad angår ansigtstræk og interesser.

Inden længe vil hans bøger om eksistens og opera stå side om side med hendes Hebraiske bibel og Gads musikleksikon til minde om det fællesskab, de fandt i åndelighed og intellekt.

Fra sofaen, hvor jeg sidder og skriver dette Magasin, får jeg øje på en gylden urne. Faktisk, står den placeret på modsatte væg af bogreolen, i en lige linje fra fotografiet af manden, som jeg altid kun har hørt omtalt som far og aldrig nåede at møde. I mit stille sind, overvejer jeg sandsynligheden for, at han intetanende stirrer ned på sine egne jordiske rester. Min veninde nåede trods alt næsten at færdiggøre  præstestudiet, inden hun sprang fra, så det skulle egentlig ikke undre mig, at hun rent faktisk anså det for en naturlig del af livet at bevare de døde, om jeg så må sige.

Bornholmerurets rytmiske slag minder mig om, at mens tiden render ud for nogen, har vi, der stadig er her, ansvaret for at få det bedste ud af tilværelsen. Mine børn er på ferie med deres far og ikke med mig.

Men i stedet for at være ked af det eller at dyrke følelsen af magtesløshed over at være tilskuer til min store datters liv, der pt. udspiller sig som en scene i en forestilling, jeg helst ville smutte fra i pausen hvis jeg kunne, lægger jeg min egen roman Sommer i Paris væk og griber ud efter bogen på sofabordet ved siden af mig. Det er Eckhart Tolles Lev i nuets kraft . Jeg læser den i eet stræk, og nyder visdommens oplysende budskab. Måske, er det rent faktisk muligt at placere vores historie som en bog på en hylde og gøre nuet til det primære fokus i livet, kun afbrudt af korte tankemæssige besøg i fortid og fremtid.

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?