Skolernes Motionsdags 40-års fødselsdag markeres på Bornholm

Dansk Skoleidræts store fyrtårn er Skolernes Motionsdag, der har været en fast del af skolernes traditioner siden 1982. På Bornholm er der 11 skoler og 3246 elever tilmeldt. 

Paradisbakkeskolen i Nexø – med til Skolernes Motionsdag. (Foto fra skolens Facebook)

 

Skolernes Motionsdag er også en af de faste traditioner på Bornholm og ikke mindst en del af de bornholmske skolers traditioner for fredagen før efterårsferien.

Dagen har tradition for at være fyldt med dans, løb, leg og meget andet, og deltagelsen i Skolernes Motionsdag har dermed et større perspektiv end blot at være en hyggelig afslutning inden efterårsferien.

I år er dagen lidt særlig, da Skolernes Motionsdag fylder 40 år. Og der er masser af aktiviteter på nogle af de bornholmske skoler fredag 14. oktober.

Kreative udgaver

“Der er masser af positive vibrationer over Skolernes Motionsdag. Mange skoler tilrettelægger særdeles kreative udgaver, hvor puls og røde kinder går hånd i hånd med grin og store fælles idrætsoplevelser. Dermed kan dagen være med til at styrke elevernes trivsel. Og den kan starte nogle aktive vaner for børn og unge, da det er velkendt, at positive oplevelser med idræt og bevægelse kan give mod på mere,” udtaler Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

Et lille udpluk af de aktiviteter, der foregår på nogle af de bornholmske skoler på Skolernes Motionsdag 2022:

Davidskolen

På Davidskolen begyndes dagen med morgensang og derefter opvarmning i skolegården. 7. klasserne står for at varme alle eleverne op med Dansk Skoleidræts opvarmningsdans. Fra kl. 8.45 transporteres eleverne ud til et orienteringsløb ved Varperne (Ølene) med udgangspunkt fra Jagthytten. Første løbere sendes afsted kl. 9.30. Når eleverne er kommet i mål, bliver de transporteret hjem til skolen, hvor der vil være aktiviteter fra kl. 11.30-12.15. Her er det primært de ældre elever, der arrangerer noget for de yngste. Orienteringsløbet er arrangeret i samarbejde med Burgunderholm Skovkarleklub v. Erik Sjøberg.

Friskolen Østerlars

Dagen begynder med fælles opvarmning for hele skolen – med skolens 9. klasse som instruktører. Derefter skal der løbes en kuperet rute på 1 km. i området omkring Rundkirken i Østerlars. Her løber hele skolen sammen – både de yngste og ældste – i en time for at afslutte dagen med diplomer.

Søndermarksskolen

Dagen begynder med fælles opvarmning på skolen. Derefter er der løb og aktiviteter. Løbet foregår fra skolen til skoven. På turen samles centicube, der skal retur til skolen og lægges i et plastikkrus. Eleverne skal i løbet af dagen også prøve nogle af følgende aktiviteter; stikbold, haletagfat, fodbold-rundbold, Touch Rugby og høvdingebold. Dagen og aktiviteterne er – traditionen tro – planlagt af 9. årgang.

Åvangsskolen

På Åvangsskolen vil for første gang afvikle et ’mudderløb’ – altså et løb som tager afsæt i cross,- terræn – og challenge-løb. Selvfølgelig med udgangspunkt i elevernes alder. Der vil være forhindringer og poster undervejs – og der garanteres grin, mudder og passende udfordringer. For de yngste vil der også være en glidebane. ’Mudderløb’ og glidebane afvikles ved Kaolinsøerne, Torneværksvej, i et samarbejde med DGI Bornholm.

Foreløbigt tilmeldte skoler på Bornholm er Kongeskærskolen, Hans Rømer Skolen, Paradisbakkeskolen, Peterskolen, Sydbornholms Privatskole, Svartingedal Skole, Søndermarksskolen og Åvangsskolen.

Seneste artikler

Fik du læst?

Pizza i sognegården

KIRKELIV: Vestermarie Kirke inviterer søndag 21. april alle børn og barnlige sjæle til familiegudstjeneste. Efterfølgende serveres der pizza i sognegården.   Af Lene Dam Jørgensen

Læs mere »