Signe klarer selv hele dynen

Signe Kure fra Nexø  er et fornemt eksempel på det innovative Bornholm. Da “fisken” lukkede i Nexø begyndte hun at producere – dyner. Nu er “Bornholmerdynen” kendt og elsket af mange, der vil have en god nattesøvn – og forhandles også på Signes egen webshop.

Signe Kure i gang ved symaskinen. (Fotos: Torben Ager)

 

I Nexø sidder en dame på Højbovej og syr til den store guldmedalje. Det er Signe Kure, der fik den glimende idé at skabe Bornholmerdynen – en lækker dyne med fyld af ren, økologisk uld. Dynerne syr Signe på sit eget værksted, og de fremstilles både til børn og voksne – efter standard eller specialmål.
Dyner med bomuldsfyld er fremragende til de, der sveder under nattesøvnen – eller fryser, for den sags skyld, Den er velegnet til folk med muskelsmerter eller kramper – og ogå velegnet til de, der lider af gigt, fortæller Signe Kure, der ellers ikke havde forestillet sig, at hun en dag skulle gå i Dyne-Larsens fodspor.
Men nu er hun altså blevet dyneproducent i sit hyggelige hus i Nexø, der tidligere var røgeri.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er nemt at finde vej til Signe og hendes Bornholmerdyner.

 

Signe er oprindelig fra Svaneke, men som ung pige syntes hun, at der skulle ske lidt mere end at være øbo hele livet. Så hun pakkede sin kuffert og rejste over. Det blev til mange gode år i bydelen Vanløse, og hun arbejdede i de år både på Bispebjerg Hospital og på plejehjemmet “Hyltebjerggaard”.

Hun var skrap både med kost og spand, og vi kan garantere for, at der var skinnende rent, hvor bornholmer-tornadoen havde fejet rundt.
Og Signe tager da stadig en tørn med rengøring i ny og næ – for så mange penge tjener hun endnu ikke på sine dyner.
Men det kan jo være, at det kommer – når flere får øjnene op for, hvor behagelig en ulddyne i virkeligheden er – og hvor meget bedre nattesøvnen bliver for mange mennesker.
Som 29-årig havde Signe fået nok af København – og hun vendte hjem til Bornholm og til flere nye jobs på øen – bl.a. på Bornholmstrafikken. Senere kom hun på fiskefabrik, hvor hun skar fisk op i stride strømme.
Men en dag fik fiskeriet som bekendt en ende – og Signe måtte sige farvel til “fisken”, som hun siger.
Og hvad så?
(Artiklen fortsætter under billedet)
Signe med en af sine lækre puder – for dem laver hun også.

 

Sammen med de andre damer fra “fisken” måtte Signe se, hvad samarbejdet med arbejdsformidlingen kunne medføre. Og her var det, at hun fik den lyse idé at komme på et sykursus med henblik på at fremstille nogle ordentlige dyner. Dyner, som hun også selv ville være glad for at sove med.
Hun blev skrap til at sy – og ideen med dynerne var unik, og så var det bare med at gå i gang.
“Pengene var små, da jeg begyndte for ca. 12 år siden, men det lykkedes da at få produktionen i gang”, siger Signe til Bornholmsnyt.dk.
“Og jeg vil aldrig fortryde, at jeg kom i gang med mine dyner. Tænk hvis jeg engang skulle ende på et plejehjem og sige, “det skulle jeg bare ha’ gjort”.
Det kommer Signe ikke til nu, hvor flere og flere er begyndt at få øjnene op for de gode dyner og den efterfølgende gode nattesøvn, når man putter sig i en “Bonholmerdyne”. Og Signes dyner har mange fordele – udover den gode nattesøvn, selvfølgelig.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Man er velkommen til at komme forbi og følge lidt med i, hvordan Signe fremstiller sine ulddyner.
“Leverandøren” er Shropshire-fåret, der stammer fra Staffordshire i det nordlige England, og som har leveret fremragende uld og godt lammekød siden 1800-tallet. Det er et lille og nøjsomt får, der også kaldes “det grønne får”, fordi det ofte bruges i granplantager eller til anden form for naturpleje.
I dyner er denne uld særlig velegnet, fordi den ikke falder sammen, er spændstig – og så filtrer den ikke.
Og skal vi hilse fra Signe og sige, at der er en utrolig nem vedligeholdelse, fordi vask ikke er nødvendig. Den skal blot luftes og evt. pletrenses. Og så er man da forøvrigt velkommen til et besøg på systuen, så man kan se, hvordan Signe fremstiller sine dyner.
Så kan man måske samtidig hilse på Signes mage, Ole Larsen, der på flere måder er en sød mand, forstår man. Han er i alt fald god til at fremstille honning, og han laver så meget, at han ligefrem sælger af det.
Hvis man er interesseret i en god nattesøvn, så var det måske en god idé at gå ind hjemmesiden Bornholmerdynen.dk, hvor Signe også har sin webshop.
Det er afgjort ikke helt godnat…og alligevel!

Seneste artikler

Fik du læst?

At synge er sundt

TV`s udsendelsesrække om Demens-koret har vist det. Det er muligt, du ikke har set disse udsendelser, som rører en helt dybt nede i hjertet. De

Læs mere »