Jeg skulle holde foredrag i Assens og boede i Kolding. Tankede benzin på, inden jeg begav mig afsted. Kørte så afsted med tankerne på den tale, jeg skulle holde for nogle unge i Assens. Lidt før mit bestemmelsessted spurgte jeg kort om vej. Et ældre ægtepar stod ved vejkanten, og jeg stoppede, åbnede passagerdøren og fik vejledning.
Da jeg kom i nærheden af stedet, hvor jeg skulle medvirke som aftenens taler, holdt jeg stille for lige at gennemse mit manuskript og sunde mig lidt, inden jeg skulle møde mine tilhørere.
Kort sagt: Jeg åbnede min Bibel, og pludselig hoppede en lille mis op på min skulder. Forskrækket blev jeg selvfølgelig, men jeg satte mig til at snakke lidt med den lille killing, som på en eller anden måde var kommet ind i min bil. To steder var mulige for missens ankomst: Ved benzinstationen i Kolding, eller da jeg spurgte ægteparret om vej. Begge steder havde døren stået åben.
Den uvelkomne gæst blev fokuspunkt for mit indlæg i missionshuset, hvor jeg skulle tale til en veloplagt flok unge. Jeg talte selvfølgelig om, hvordan vi skal passe på, hvad vi lukker ind i vores liv. Jeg sagde selvfølgelig, at det var en mis forståelse, at jeg havde fået en blind passager med i bilen, men at det jo da nok var meget passende, at det var et mis-sionshus, jeg stilede imod. Den søde mis var selvfølgelig med til mødet, og de unge elskede at hygge sig med den.
Jeg har for øvrigt haft en lidt lignende oplevelse. Jeg havde tanket benzin, satte mig ind i bilen og var klar til at køre videre. Pludselig gik passagerdøren op og en mand satte sig ind på sædet ved siden af mig. Dengang reagerede jeg hurtigt. Jeg råbte meget højt: ”Ud!” Manden fortrak sig skyndsomt. Han tog vist fejl af min bil og sin egen og ville mig heldigvis ikke noget ondt.
Han kom brasende ind. Katten sneg sig ind. Vi skal altid passe på dem, som trænger sig for meget på og absolut vil være med i vores liv – uden tilladelse. Vi hverken kan eller skal pådutte folk vores kristne tro eller vores livssyn.
Jesus tvinger ingen til at tro på sig. Han trænger sig ikke på. Gud har givet os en fri vilje til at bestemme, om vi vil have med ham at gøre eller ej. Han er dog alligevel højst interesseret i den enkelte af os og har øje for os. Han længes efter fællesskab med os.
I Bibelens sidste bog Johannes Åbenbaring kap. 3 vers 20 står der:
“Se, jeg står ved døren og banker på, hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.”
Den dør, der tales om, er døren til menigheden i Laodikea. Det var en lunken form for kristentro, som blev praktiseret der. Johannes skriver, at menigheden der hverken var kold eller varm.
Vi kender det alt for godt. Hvis vi får noget lunken vand at drikke, har vi lyst og trang til at spytte det ud, og den Jesus, som han repræsenterer, siger gennem Johannes, at fordi de er lunkne – hverken kold eller varm, vil han ”udspy dem af sin mund.” Det værste er næsten, at den menighed, som var her i det nuværende Tyrkiet, ikke vidste selv, hvor dårligt det stod til med deres menighedsliv. De syntes ikke, de manglede noget, siger Johannes.
Jeg vil tro, de syntes, de havde alle de arrangementer, som der var brug for. Men de havde glemt hovedpersonen i deres kristne liv og i deres kirke: Jesus selv.
Nu stod han for menigheden og kirkens dør og bankede på. Ville de mon vænne sig til ham og invitere den Gud ind, som de sagde, de troede på?
Mon ikke enhver menighed vil tænke sig gevaldigt om, når de læser denne tekst. Jesus siger jo, at hvis de åbner døren til menigheden, så vil han komme og have fællesskab med dem.
At sidde til bords indbyder altid til fællesskab, og det er vigtigt, at Jesus er centrum i et hvert kirkeligt fællesskab. Alt hvad vi arrangerer skal være præget af ham.
Døren, som der er tale om i afsnittet om den lunkne menighed, kan også fortolkes, synes jeg, til at være dit og mit hjerte.
Åbner vi vores hjerte til Jesus; inviterer vi ham indenfor i vores liv, så vil vi aldrig nogensinde være alene, så er Jesus Guds Søn hos os i liv og i død og forlader os ikke. Så har vi fællesskab og samvær med den Gud, som elsker os.
Han trænger sig ikke på. Han er en gentleman. Vi bestemmer selv, om vi vil nyde godt af hans nærvær.
Her ind under jul, kommer Jesus til os, og så kan vi synge med på verset i adventssalmen: Gør døren høj, gør porten vid:
Jeg hjertets dør vil åbne dig,
O Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
At jeg din kærlighed må se!
Og ved din Helligånd os led
På vejen frem til salighed.
At her vi dig lovsynge må,
Indtil vi for dit ansigt stå!
Glædelig anden søndag i Advent!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
