.jpg)
Næsten hver aften er der på TV Fri en udsendelse, som blev min inspiration til min klumme i dag.
Udsendelsens navn er ”Værkstedet”. Folk kommer med deres gamle nærmest kassable ting. De fortæller ivrigt om tingenes historie, og om hvad lige netop denne genstand betyder for dem. Såre interessant.
Ekstrem dygtige og meget tiltalende medarbejdere på værkstedet udfører det kunstværk at reparere og forny gamle arvesager, som jeg hvert fald for længe siden ville have sat over i ejendommens skralderum. De fleste af os ville ikke engang tænke på at få sådan noget tilsyneladende ”værdiløst” skrammel bragt til live igen.
De ansatte er virkelig kunstnere på hver deres felt.
En er eminent til at få noget gammelt og ubrugeligt læder til at se ud som nyt.
En anden er konservator og sidder med malerier, som er fyldt af spor efter cigaret og cigar røg, og huller i maleriet bliver nænsomt fyldt ud uden at ødelægge det, der er. Det må tage timer at gøre det!
Et par bamsedamer får børnenes øjne til at stråle af glæde, når en ældgammel bamse, som mangler ben, ører eller noget andet væsentligt, bliver som ny. Den tilhørte engang deres oldemor og trøstede hende. Nu er det deres!
Møbler bliver restaureret med alt, hvad det indebærer. Ville jeg have smidt dem ud? Helt bestemt, men den dygtige møbelsnedker kan bare det der.
Musikinstrumenter får nyt udseende og kan give lyd af sig igen.
Bøger indbundet, som før var i laser.
Ældgamle ure, som ikke i årevis har overbevist nogen om tidens gang, glæder arvingens ører, når de endelig kan høre det regelmæssige klokkeslag, som de mindes fra deres tidlige barndom.
Der er ikke ende på, hvad de rette mænd/ kvinder/ kunstnere kan udrette.
Forvandlingen sker for vore øjne, og vi undres og glæder os!
I en tid hvor genbrug er et eksempel på ansvarlighed overfor vores forpinte klode er ”Værkstedet” ikke blot et godt underholdningsprogram, men lærer os også om, at ting kan repareres og genbruges og endda kan være gode minder om slægtninge, som berigede vort liv på mangfoldige måder. Alt skal ikke smides ud.
Historien om svundne tider kan ofte via gamle restaurerede ting bringes videre til nye generationer.
Den danske udgave af ”Værkstedet” har selvfølgelig været i gang på TV. (Vi har det jo med at efterligne alt, hvad udenlandsk TV har succes med), men englænderne kan nu noget på det punkt, som vi på ingen måde kan hamle op med.
En hjertelighed, en kærlighed, skøn humor og en oprigtig interesse i de mennesker, som kommer på Værkstedet og et herligt og varmt arbejdsfællesskab er mærkbart langt ind i seernes – og ind i vore stuer!
De ansatte har dyb respekt for de mennesker, de møder og for de forfærdelige grimme skader, som de skal til at udbedre!
Behovet for at få gamle, kassable ting repareret er stort, og det virker som et ærligt ønske at bevare noget værdifuldt, som vi andre ville have smidt ud for længe siden.
Da vi sad og så udsendelserne fra det engelske værksted forleden, som vi har gjort det så mange gange før, så fik jeg tanken:
Jamen Gud har også sådan et værksted! Han er faktisk en mester i at reparere og forny, hvad der i grunden helt ærligt er kassabelt.
”Se, jeg gør alting nyt!” siger Gud.
På en eller anden vis bliver vi også bragt til hans værksted, hvor vores Skaber fjerner de sår og skrammer, som vi har fået, eller som vi har givet os selv igennem livet.
Gud sætter os i stand, renser os, fjerner støv og andet skidt i os og omkring os. Gennem Jesus får vi nyt liv og en ny eller flere nye chancer til at leve det liv, som er os givet.
Vi får en ny begyndelse hver dag!!
Vi bliver ikke kasseret, smidt ud. Vi bliver ikke hånet af ham, når vi ellers havde fortjent det. I stedet giver Gud os nyt håb, nyt selvværd, og vi kan ustandselig – igen og igen – komme til hans fornyelsesværksted og få den hjælp, som vi så forfærdelig har brug for!
Når de på det engelske værksted bliver nødt til at skifte noget ubrugeligt ud, bevarer de det, der kendetegner den gamle genstand, som det den var engang. Det brugte må godt se brugt ud! Noget helt nyt bliver kun sat på for at styrke det gamle.
Sådan får vi også lov til at være det menneske, som vi nu engang er, men Gud kan virke i os og igennem os, så det ubrugelige bliver brugbart! Gud anerkender den personlighed, vi er født med. Vi mister ikke os selv, men bliver fornyet, forvandlet!
Bibelen kalder det Guds renselse fra synd, og synd er det sund, som skiller os fra Gud. Alt det i os, der er Gud imod, og som gør livet surt for både os selv, men sandelig også for vore medmennesker, det tog Gud og naglede det op på korset, hvor Jesus døde og døde for os, og derfor er det en glæde at vide, at jeg er elsket og tilgivet – trods alt, og Gud ønsker at forvandle mig til at ligne ham bare en smule mere!
En bøn: Jeg ønsker, kære Gud, at du vil reparere det i mig, som er gået i stykker, og at du må forandre ”skrot til slot” i mig! Jeg ønsker virkelig, at din kærlighed må forvandle mig! Det ber jeg om i Jesu navn. Amen.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
