.gif)
Næsten hver aften ser vi et tv-program, hvis titel er ”Værkstedet”. Jeg kan slet ikke beskrive de helt umulige ting, som forskellige håndværkere og kunstnere får i hænderne.
Der er ituskårne vaser, gamle, rustne cykler, gamle ure, som ikke har virket i årevis osv.
Hver eneste ting har sin historie. Ja, hver eneste ting, der skal repareres, har sin ofte meget rørende beretning.
Der fortælles om nære slægtninge, som efterlod sig et fuldstændigt ødelagt møbel, og nu er det absolut det eneste minde, som er tilbage.
Nu synes det så enestående, så man håber på, at en reparation kan forandre og genskabe den skønhed, som var engang.
Den ødelagte genstand blev måske fundet i dødsboet gemt væk på loftet. Nu ønsker man, at det skal se ud, som det var, da det var nyt, smukt og brugbart.
Det er en oplevelse at se, hvordan værkstedets ansatte er i stand til at gøre det gamle nyt, og afsløringen af det reparerede følges af tårer og forbløffede ansigtsudtryk.
De udøvende håndværkere har hver gang genskabt skønheden i nogle aldeles ubrugelige og ”lige til at smide væk” genstande.
Der vises hver gang utrolig respekt og stor empati overfor både dem, der engang ejede de ødelagte ting og dem, som nu håber og tror på, at en reparation er mulig.
Vi seere tror nærmest ikke på, at det kan lade sig gøre at forny, hvad der så tydeligt er ødelagt.
Jeg personligt ville bare have smidt det hele ud. Jeg ville ikke engang have syntes, at det var muligt at aflevere det i en genbrugsbutik.
De dygtige og utrolig tiltalende ansatte kan i det ødelagte se det, som var engang, derfor kan de gå til den ellers umulige opgave i troen på, at der kan ske nærmest et under. De har en Gudgiven gave til at genskabe og fremtrylle skønhed af noget værre bras.
Når jeg tænker på menneskelivet, som det nu engang er for næsten os alle sammen, så trænger vi vist nok også til at komme på værksted – nemlig på Guds værksted.
Gud er Skaberen. Han er ekspert i at reparere os, når vi er gået i stykker.
Nogle gange er det os selv, som har forårsaget de sår og skrammer, som vi har fået gennem livet.
Andre gange er vi præget af det, andre har ødelagt.
Vi er også udsat for ”tidens tand” – et udtryk, som nutidens unge helt sikkert ikke ved, hvad er.
(Tidens tand” er udtryk for, hvordan tiden ”gnaver” sig gennem alt. Udtrykket beskriver forfald, slitage og ændring over tid.) Sådan defineres udtrykket på nettet.
Vi kan blive så triste ved tanken om alt det, der er gået galt i vores liv. Nogen får det decideret dårligt af bare tanken om det.
Så meget er gået galt.
Det er f.eks. vores udseende, som vi synes, har mistet ”sin fortids glans”.
Tv-reklamerne forsøger at råde bod på det. ”Because you`re worth it!” Det er utroligt, som nogen forsøger at overbevise os om, at rynkerne kan fjernes; at en botox behandling vil hjælpe; at vi kan komme til at se meget yngre ud, end vi er, hvis vi gør det eller det.
Der er også læssevis af bøger, som beskriver, hvordan tilværelsen kan blive mere lykkelig, og hvordan vi kan blive sundere, kønnere og mere kvikke.
Hylderne hos boghandlerne og på bibliotekerne der drejer sig om den slags bøger er mange og velbesøgte.
Jeg synes ofte, der blandt bøgerne mangler den allerbedste opskrift på et godt liv.
Jeg synes nemlig ikke, at der er nok fokus på, at vi er skabt af Gud, og at han ønsker, at vi skal vide, at han er os nær.
Kender vi Gud, som viste sig i Jesus Kristus, så behøver vi ikke forsøge at forskønne os på de overdrevne måder, som reklamer og bøger anbefaler.
I dag fortalte en af vores venner, at hendes mand og barnebarnet på en nattetur ved stranden havde beundret de mange, mange stjerner. Bor man i byen kan man jo ikke se stjernerne.
I samtalen kom de til at snakke om Gud, der havde skabt det hele.
Bedstefaderen sagde til barnet: ”Du skal vide, at du altid kan kalde på Gud, hvis du har brug for hjælp!”
Barnet svarede hurtigt: ”Nej da. Det behøver jeg ikke, for han er jo hos mig allerede!”
Ikke så sært Jesus sagde: ”Med mindre I bliver som børn, kommer I ikke ind i Guds rige.” Mattæus evangeliet kap. 18 vers 3.
Vi får alle brug for at huske på, at den Gud vi tror på, er os nær. Gud er ikke langt borte. Han er hos os, hvor vi er.
Vi behøver ikke råbe på ham. Vi behøver ikke frygte, at vi er alene her i tilværelsen. Vi har en kærlig Gud, som elsker os, som vi er, og som vi har det.
Vi har alle noget i os, som har brug for at komme under Skaberens milde, dygtige og vise behandling og genskabelse.
Gud er ekspert i reparationer. Som kunstnerne i ”Værkstedet” kan Gud se, hvad der gemmer sig bag alt det ødelagte, og han kan genskabe det i os, som han ønsker, skal ses.
Vi behøver ikke være perfekte – hverken i det ydre eller det indre.
Gud viste os i Jesus, at der er noget dybere og mere meningsfyldt end et pænt ydre.
Jesus er vores frelser fra det selvhad, som så nemt kan ramme os. Han peger ikke fingre af os, men løfter os op og fortæller os, at vi er i hans kærlige hænder.
Så lad være med at fordømme dig selv, men tro på, at Gud giver dig sin tilgivelse og sin fred.
Gud kan reparere det, der er gået i stykker i os.
I hans hænder får vi menneskeværd og får øjnene væk fra os selv, og det er ikke så ringe endda!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognrpræst
