ERHVERV: Lars Nordahl, administrerende direktør i Rønne Havn A/S, er ny regionalforeningsleder i DI Bornholm, efter Michael Almeborg har valgt at træde tilbage

Michael Almeborg har været en del af DI Bornholms bestyrelsesarbejde siden 1996. I løbet af næsten 30 år har han deltaget i utallige bestyrelsesmøder, dialogmøder med lokale interessenter og presseoptrædener. Han har været en markant stemme i det bornholmske samfund og har varetaget de lokale virksomheders interesser med stor dedikation. Efter salget af sin fabrik sidste år, har Michael Almeborg nu besluttet at bruge sin tid på andre spændende projekter og familien.
Jag i hjertet
“Det er ikke uden jag i hjertet, at jeg siger farvel til DI Bornholm – men tidspunktet er rigtigt. Med salget af min fabrik sidste år forlod jeg rollen som virksomhedsleder, og det giver derfor rigtig god mening at overdrage stafetten til Lars Nordahl. Lars er en gevinst for DI Bornholm og vil utvivlsomt være fremragende i spidsen for DI’s bornholmske medlemmer. Jeg træder tilbage med stolthed over de resultater, vi har skabt i DI Bornholm som de lokale virksomheders stemme både i den offentlige debat og i samarbejdet med vores lokale politikere, siger Michael Almeborg.
Direktør siden 2022
Lars Nordahl tiltrådte som direktør for Rønne Havn A/S i 2022 og har siden da været bosiddende på øen. Som CEO har han videreført og udviklet havnen som en central del af Bornholms økonomi og infrastruktur. Nu vil han også bruge sine kompetencer og tid på at styrke de lokale virksomheders rammevilkår, efter en enstemmig bestyrelse har valgt ham til ny regionalforeningsleder i DI Bornholm.
Frontfigur
“Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet som frontfigur i DI Bornholm. Bornholm har et stort potentiale inden for grøn omstilling, vækst og udvikling – det kræver et sundt og dynamisk erhvervsliv. Et dynamisk erhvervsliv forudsætter gode kommunale rammevilkår,” siger Lars Nordahl:
“Bornholms virksomheder er fundamentet i vores lokalsamfund, og det er helt afgørende for hele øens udvikling, at de lokale virksomheder gives de allerbedste betingelser, så de kan skabe arbejdspladser og skatteindtægter til kommunekassen. Jeg ser frem til at bidrage til arbejdet som regionalforeningsleder i DI Bornholm.”
147 medlemmer
DI Bornholm er en af DI’s 18 regionalforeninger i hele landet. DI Bornholm har 147 medlemmer fra en bred vifte af brancher, heriblandt øens største virksomheder. DI Bornholm repræsenterer således en stor andel af det bornholmske erhvervsliv, og foreningens medlemmer beskæftiger mere end hver fjerde privatansatte på øen.

.gif)

















