TURISME: Destination Bornholm kan nu kalde sig Green Tourism Organization (GTO). Det er en miljøcertificering målrettet organisationer inden for turisme, som er skabt af Horesta i samarbejde med Friluftsrådet. Det er samtidig et kvalitetsstempel for turismeorganisationer, der gør en særlig indsats og arbejder målrettet for de klima- og miljømæssige aspekter af bæredygtighed.

Forud for certificeringen har Destination Bornholm gennemgået en omfattende proces, hvor de er blevet vurderet ud fra intet mindre end 144 kriterier. De omfatter blandt andet konkrete krav til drift inden for el, vand og varme, indkøb, rengøring og affaldshåndtering. Kriterier som organisationen efterfølgende skal leve op til.
Certificeringen handler samtidig om turistorganisationens rolle som destinationsselskab. GTO stiller blandt andet krav til, at Destination Bornholm understøtter turismevirksomhederne på Bornholm med viden og inspiration om miljøindsatser og relevante certificeringsordninger.
Givende og nyttigt
Hos Destination Bornholm er de naturligvis glade for den nyligt opnåede certificering, som de mener fremadrettet kan gavne det samlede turisterhverv. Direktør Anders Wiberg udtaler: ” Det er både givende og nyttigt, at vi som organisation har været igennem et forløb, som minder meget om det, de bornholmske turismeaktører skal igennem, når de gerne vil certificeres.”
Set i forhold ”green washing” direktivet fra EU, der nu er blevet dansk lov, er certificeringer er blevet endnu mere betydningsfulde i forhold til de virksomheder, der ønsker at kommunikere at de har truffet bevidste og ansvarsfulde valg og gerne vil signalere at de tilbyder valgmuligheder på dette område i deres virksomhed.
I fint selskab
Certificeringen er ikke en engangsgodkendelse. Destination Bornholm skal løbende dokumentere arbejdet og leve op til ordningens kriterier. GTO giver dermed en konkret ramme for det videre arbejde, både internt i Destination Bornholm og i rollen som destinationsselskab.
Destination Bornholm er i øvrigt kommet i fint bornholmsk selskab. Også feriehusudlejningsbureauet Feriepartner Bornholm kan også bryste sig med at være GTO og NaturBornholm er godkendt som Green Attraktion. En lang række overnatningssteder er allerede certificeret med Green Key og Green Stay, ligesom en del bornholmske spisesteder har erhvervet sig det økologiske spisemærke. Alle ovenstående er officielle og anerkendte miljøcertificeringer.



