Det var en dejlig morgen, forleden, da jeg vågnede op, mens en due vandrede rundt på den lille blomsterklasse på den franske altan. En god og solrig dag i vente: Arbejde, bagefter en cykeltur til vandet – og senere måske en god kop kaffe på en café i selskab med en avis.
Tilmed se frem til en forestående weekend i godt selskab, livet var godt.
Jeg skriver var godt, fordi jeg sekunder senere mødte en helt anden virkelighed.
En god og mangeårig vens hjerteskærende budskab på Facebook: Hans søn havde kørt sig ihjel den forgående nat i en soloulykke på en øde landevej.
En ung mand på vej – hele livet foran sig. Og på et splitsekund var det hele væk.
Jeg ved godt, at den slags ulykker finder sted. Det er desværre ikke første gang – og heller ikke den sidste.
Men læserne må tilgive, at det rammer ekstra hårdt, når den slags overgår mennesker i ens egen bekendtskabskreds.
Mine første tanker gik naturligvis til de efterladte forældre og søskende, bedsteforældre. Venner. Og måske især til drengens far, som jeg tillader at kalde min ven.
Et af de bedste, jeg kender. Med hovedet fyldt med tanker for at forbedre livet for netop unge mennesker.
Og især de, der har det svært. Det har han gjort til en slags mission her i livet.
Hvordan har du det dog lige nu, kære ven?
Umuligt at sætte sig ind i. Og svært at være på afstand, når ordene slipper op.
En kort besked på sms. Jeg er her. Er det nok?
Du og dine er ikke alene om sorgen.
For tragedien sidder hele tiden et sted inde i…et kærligt forældrepar, der har fået en elsket søn revet væk.
Men som sagt: Ord gør det ikke.
Det bliver ikke nogen god weekend, nå den slags sker. Sorgen tynger for meget.
Og ganske vist er det rigtigt, at ordene slipper op. Virker tomme og meningsløse. Men de kan måske i det mindste vise, at der er kærlighed og medfølelse til stede. I er ikke alene om sorgen. Og om tabet.
Det er mit ønske i denne weekend.
