.jpg)
-Hvis nogen spurgte dig, hvad du synes, det sværeste ved livet er, hvad ville du så svare?
Jeg ville svare relationer!
Hvis man googler ordet, står det forklaret som ”forbinde, kæde sammen, se i sammenhæng”. Det modsatte må jo så være, at ”afbryde, adskille, ude af kontekst”..
Det kan var svært at forstå andres gøren og laden. Hvorfor reagerer vi som vi gør, og hvorfor er nogle langt mere følelsesstyrede, rationelle, fornuftige, optimistiske eller impulsive end andre?Hvorfor, er nogen fuldstændig kolde i måsen, hvad enten de poster ligegyldige småting på Facebook, eller lægger noget op, som de ved rammer andre. Og hvad er det, der gør, at nogen kan knalde rundt på Tinder, mens andre aldrig kunne drømme om det?
Det ville være nemmere, hvis vi havde et fælles socialt, kommunikativt kodeks. Sådan et, man lige kunne slå op i efter behov, som Karnovs lovsamling.
Nogen, der melder sig til at forfatte sådan et værk ?
Da jeg gik i folkeskole i 80’erne, var der stadig en form for autoritetstro i forhold til lærerne, især de ældre. Eleverne i mellem, var der ikke opfundet mobbepolitikker. Jeg tudede i lærer Mortensens brune syntetiske bukseben, når drengene gav min madkasse en uppercut, så alle madderne fløj ud. Og dengang havde man jo altså makrelsalat med..
Men faktisk var lærerne heller ikke altid selv lige efterlignelsesværdige. Jeg kan huske, da min matematiklærer spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at blive ”lige så dum som Britt”, for hvis ikke, synes hun ærlig talt, at jeg skulle sætte mig ned og komme i gang med at regne.
Og så var der alle klasseturene, hvor lærerne kom hinanden utrolig meget ved i teltene, og hvor det var ok, at de hyggede sig med vin og smøger. Alle røg, også forældrene, alligevel sagde de ting som: ”Hvis du ikke begynder at ryge, så får du et kørekort”. Moral er som bekendt godt, dobbeltmoral, så meget bedre.
Jeg har altid troet, at mobning hørte den tid til. At det blev i skolen, mens man selv bevægede sig videre. Blev ældre, mere fornuftig, klogere. Men, men, men… Voksenmobning eksisterer skam. Dem, der evner det, har bare øvet sig siden sjette klasse, og vi ved jo alle, at øvelse gør mester. Vi andre er virkelig hægtet af.
Men tilbage til det endnu uskrevne kodeks. Jeg gad godt at slå op, hvordan man tackler en teenagers skuffede ansigt, når hendes telefon afslører, at de andre fra klassen er til fest, uden hun selv er inviteret. Selvfølgelig, skal man lære de unge en vis portion pyt-det-skal-du-ikke-tage-dig af- det-er-jo-deres-tab-at-du -ikke-er med-…. Men det virker ikke, og vi ved det godt. Det er ikke bare lige til at overbevise dem om, at de er gode nok, hvis ikke man fra barn ben, har formået at booste deres selvværd og selvtillid.
Mine døtre på 10 og 12 år oplevede at blive ”blokeret” af en fælles veninde, uden de forstod hvorfor. Det værste ved den historie var, at det var barnets mor, der havde opfordret til det, uden anden grund end almindelig pigefnidder.
Uanset hvad, så er det dårlig stil, at vise sine børn, hvordan man virtuelt efterlader venner eller veninder uvidende om hvorfor, ved at blokere og ignorere, bare der er det mindste galt. Det samme gælder kærester og ægtefæller, der kan finde på, at straffe hinanden med knugende tavshed, i dagevis. Det tangerer psykisk vold og tilfører absolut intet hensigtsmæssigt til forholdet, tværtimod.
Måske skulle vi lære os selv – og børnene – at konflikthåndtere i stedet.. No struggle no strength, som man siger. Selv erhvervslivet efterlyser ordentlighed og større integritet. Børsen omtalte begreberne som det nye sort i en artikel, jeg læste. Måske det skulle på skoleskemaet fra sjette…?
PS: Når nu nogen forbarmer sig og skriver det tidligere udbedte kodeks, vil I så ik´ sørge for, at der kommer en udførlig guide til, hvordan man gebærder sig i datinglivet, når man for længst har passeret ”Jeg står bare og hænger lidt ud i baren og venter på mine veninder” alderen?
Ellers gør jeg sgu som hende den seje, der kører rundt på øen med følgende tekst i bagruden:
“Fuck datingsider, mand søges!”
.gif)
