ALLEHELGEN: Forhenværende gade, sogne- og indvandrerpræst Ellen Margrethe Gylling skriver mindeord om biskop emeritus over København (og Bornholm) Erik Norman Svendsen, der døde tidligere på året:
Biskop Erik Norman Svendsen kom til at betyde meget for flere af os folkekirkepræster, som i hans tid som biskop fik pålagt særlige funktioner udover selve sognepræsteembedet. “Bisp Erik,” som flere af os kaldte ham – udviste som Københavns Stifts nye biskop i 1992 en solid forståelse for sognenes egenart og forskellighed, men kom også med visioner for kirkens liv og vækst. Hans holdning var tydelig: Ønskede man at bevare folkekirken som institution, måtte der ske en fornyelse.
Venlig imødekommenhed
Derfor mødte bisp Erik også frem med en venlig imødekommenhed og en vilje til at lytte til de forskellige erfaringer, som græsrødder og folkekirkelige organisationer havde arbejdet med op igennem 1980erne. I dette årti var dåbstallet i Københavns Stift stærkt aftagende. Samtidig var der sket ændringer med demografien. Nye befolkningsgrupper var kommet til Danmark, blandt andet vietnamesiske bådflygtninge og iranske flygtninge som følge af den iranske revolution i 1979 samt iranere og irakere på flugt fra Iran-Irak-krigen. Senere ankom blandt andre de bosniske flygtninge og flygtninge fra Afrika.
Immigrantmenigheder etablerede sig, moskéer og muslimske skoler etablerede sig. Sideløbende var der en global aids-sygdom, der også satte sit præg på livet i storbyen.
Hvor var kirken henne i denne nye samfundsvirkelighed?
Fællesskab med Gud
Forgængeren, biskop Ole Berthelsen, havde medvirket til at bane vejen for en missiologisk tænkning i det folkekirkelige landskab. I forordet til Københavns Stifts Årbog 1987 skrev han: ”Vi kommer med almene påstande om Gud og vort forhold til ham, som forudsætter, at Kristus ikke er nødvendig overhovedet. Han hænger dér på korset og tager noget alvorligt, som vi har glemt, nemlig at vi ikke kommer ind i fællesskab med Gud, uden vi bliver personligt hentet.”
Bisp Erik havde blik for, at kirken ikke blot skulle være ”en-kom-til-os-kirke”; men i høj grad også ”en-gå-ud-kirke”. En kirke, som skulle opsøge og være til stede i miljøer, som af forskellige grunde var fremmedgjorte overfor den kirkelige institution, men ikke nødvendigvis fremmedgjorte overfor evangeliets budskab. Der skulle banes nye veje for evangeliet i storbyen, og derfor var det opsøgende element noget væsentligt for disse nye stillinger.
Med græsrødderne
Forhandlinger med græsrødderne i den folkekirkelige jordbund, menighedsråd og provster blev iværksat af Erik Norman Svendsen. Forskellige funktionspræstestillinger med en opsøgende karakter, som regel knyttet til en sognepræstekvote, så funktionspræsten havde et menighedsråd og en menighed i ryggen, blev oprettet. Derudover blev der etableret stiftsudvalg, der fungerede som en rådgivende følgegruppe for funktionspræsten.
Disse nye tiltag skete overvejende op igennem 1990’erne: aids-præst, gadepræst for unge, natkirkepræst, ungdomspræst, stiftspræst for etniske minoriteter, stiftspræst for åndeligt søgende, stiftspræst for mission, indvandrer- og flygtningepræst, diakonipræst med flere.
Udsat position
Som funktionspræster befandt vi os ofte i en udsat position, da vi balancerede mellem tradition og sædvane (institutionen) og så det nye ukendte land, som vi bevægede os ud i. Det oplevedes ofte som en Uriaspost, fordi vi bevægede os udenfor den folkekirkelige komfortzone, og nogle gange måtte vi erkende, at den kulturelle og sociale afstand mellem sognemenigheden og de nye menighedsmedlemmer var for stor.
Men også i denne sammenhæng oplevede vi Erik Norman Svendsen som en lyttende sjælesørger og gejstlig leder, der tog sig tid til at forstå vores erfaringer og ofte kom med brugbare løsningsforslag til udfordringen. Det styrkede os funktionspræster, at bisp Erik forstod vigtigheden af disse problemfelter.
Støttede os
Han støttede os i vores menighedsarbejde med nye målgrupper, således at nye menigheder fik lov at vokse frem, og nogle af de lukningstruede kirker blev omdannet til funktionskirker. Alt dette skete – ikke for at splitte kirken ad – men derimod det modsatte: at evangeliet skulle have frit løb iblandt os og nå ud til hele folket.
Erik Norman Svendsen var tydelig i sit lederskab, og hans venlige og humoristiske væsen opmuntrede os til tjenesten for evangeliet både i folkekirkens trygge rum; men også ude på Herrens mark.
Bisp Erik satte et godt og stærkt aftryk på kirkelivet i Københavns Stift.
Æret være hans minde.
