FODBOLD: Viking-RIK’s damer i Københavnsserien rundede efterårssæsonen af med en 3-1 sejr over Fremad Valby og holder sæsonpause på tredjepladsen

Vejrguderne havde forbarmet sig lørdag eftermiddag med den fineste efterårssol, og der var tillige stort set vindstille til dagens hjemmekamp mod Fremad Valby på Bornholms Brand Stadion.
Christina Bøg-Jensen fra Viking-RIK fortæller:
“I nok den mest disciplinerede halvleg, vi har spillet i år, havde vi fuldstændig styr på Fremad Valby. Bolden blev tålmodigt spillet frem og tilbage – og når vi besluttede os for at angribe, gik det stærkt – og vi var farlige foran gæsternes mål.”
Det kan man roligt sige: Hjemmeholdet gik til pause med en føring på 3-0 på mål sat ind af Matilde, Josefine og Sidona.
(Fortsættes under billedet)

I anden halvleg kom Fremad Valby meget mere med i kampen – og nu kunne der af og til spores usikkerhed i hjemmeholdets spil. Det resulterede i en reducering fra gæsterne, men så var det også det – og hjemmeholdet vandt en fortjent sejr på 3-1.
Det betyder, at bornholmene kan gå til vinterpause i Københavnsserien på en flot tredjeplads, kun overgået af Nørrebro United på førstepladsen og Hvidovre IF som nummer to.
Og det er de med rette stolte og glade for på holdet – og gør det måske også noget nemmere med at finde kampsponsorer, der jo helst vil følge et hold med succes.
Kampen idag blev sponsoreret af Intersport Bornholm og Kalbyvejens Planter.
14 dages pause
“Det er intet mindre end fantastisk at gå til vinterpause med ro i maven – og bare glæde sig til foråret, fordi der er rigtig langt til nedrykningsstregen,” lyder det fra Christina Bøg-Jensen.
Nu venter der 14 dages pause til alle, spillere trænere og ledere. Derefter træder holdet ind i en periode med åbne træninger for alle, der er er interesseret i fodbold i Viking/RIK. Kvindesenior har både hold med 11 og syv spillere – og vi skulle hilse og sige, at der er plads til alle – uanset alder og erfaring.



