 (1).gif)
Enhver kvinde ved det. Det er ikke til at finde rundt i den. En ny taske. Nye rum. Flere end den gamle og udslidte. Det er næsten muligt at fare vild i sådan et nyt indkøb.
Det tager tid at finde ud af, hvor alt det vante skal være!
Hvor gemmer jeg Dankortet? Hvor skal hjemmets nøgler være og bilnøglen?
Alt skal have sin faste plads. (Ikke mindst i min alder!!)
At finde sin rette plads i tilværelsen kan også hurtigt være et problem. Det tager tid og må også gerne tage sin tid.
Derfor må unge godt tage tid til at finde den rette hylde, hvad angår uddannelse eller nyt arbejde.
Hvert liv har sine kapitler, og alle skal finde sig til rette i det nye kapitel, som de skal tage hul på. At blive pensionist f.eks. kræver også sin tilvænning.
Når arbejdslivet stopper, skal der findes nye interesser. Ikke mindst, hvis arbejdslivet har fyldt næsten alt, så der ikke har været tid til andet. Der er måske også midt i ens arbejdsliv brug for at gå nye veje.
Livet kan være som en ny taske. Hvad skal der være i de mange rum? Hvad skal jeg fylde mit liv med?
Farer man vild og havner et forkert sted – som ung i et forkert job, som pensionist med en tom følelse, nu jobbet ikke fylder, så må man løfte hovedet og vide: ”Det skal nok gå! Ting tar tid!”
Nye tasker – en ny tilværelse gir overgangsproblemer. Det er ganske naturligt.
Mon ikke vi alle kender en ung eller en snart pensionist, som står overfor sådan et skift af kapitel, eller et menneske, som pludselig brændende drømmer om, at noget nyt skal ske. Det er slet ikke nemt.
Her i begyndelsen af august, er det netop for mange unge et problem, som skal løses. Unge skal vælge livsvej. Med alle de forskellige ungdomsuddannelser eller forskellige gymnasieuddannelses valg kan det være et problem.
Eller der er unge, som pludselig opdager, at de har valgt forkert. De fik begyndt på en uddannelse eller et arbejde, men ser nu, at det ikke var, hvad de havde håbet på. Der er så mange døre at gå ind af. Hvilken dør er den bedste? Hvilke rum i min nye livstaske skal fyldes med hvad?
I et skift kan det være en kæmpe hjælp ikke at være alene. Vi har brug for hinanden. Ikke mindst i livets skiftende kapitler må vi stå sammen.
Det styrker at få talt sammen om det svære.
At være åben og ærlig om problemer giver måske et skub fremad, man ikke har kunnet give sig selv. Ikke at andre skal vælge for en, (det kan ikke tilrådes), men italesætter vi vores problemer, vores ønsker og drømme, så får vi måske selv klarhed over, hvad vi skal.
Det er svært at vælge.
Nutidens børn bliver nærmest tvunget til det – alt for tidligt.
Jeg oplever det i supermarkedet, hvor lille Per på fem år bliver spurgt: ”Hvad vil du gerne spise i aften? Skal det være det eller det?” Det stakkels barn tænker jeg. Diverse valg kommer tidsnok. Hvorfor skal små børn stilles overfor alle de valg?
Vi har brug for hjælp, når valgene virkelig står for døren. I alle aldre er det ikke godt at stå alene.
Det er også ok at prøve sig frem. At tage fejl er måske ikke dårligt. Det giver erfaringer, som kan deles på lang sigt med andre.
At tro på Gud – og have tillid til ham – kan hjælpe.
Guds Ånd er ikke langt fra os. Vi skal ikke råbe højt for at komme i kontakt med den levende, kærlige Gud.
Han er dig og mig nær i vort hjerte. Guds Ånd er både trøster, lærer, vejleder og. rådgiver. Vi kan derfor vænne os til at gå og småsnakke med Gud om de ting, som bekymrer os. Pludselig kan man se, at alt ikke er tilfældigt!
Et nej kan forberede os på det ja, som vi så inderligt ønsker at få.
Måske skal vi stille os til tåls med, at det heller ikke gør noget, at vi indimellem er i tvivl om, hvad der er det rigtige valg for os. En ventetid kan også være fuld af værdi. Det kan ligefrem være en skjult velsignelse fra Gud selv.
Måske lærer jeg der, hvad der passer bedst til mig, som jeg nu engang er. Modgang modner. Når det rette kommer, kan jeg glæde mig desto mere.
Min nye taske har mange rum. I dag fandt jeg ud af, hvor tingene skal være, men det har taget tid. Jeg er nemlig et rodehoved, så jeg har brug for planlagt orden. For øvrigt så ved jeg, at ingen af os behøver at være perfekte, endsige prøve derpå.
Jeg havde engang et problem, som jeg fortalte om til en nigerianer. Han lyttede eftertænksomt og sagde lige så stille: ”Har du snakket med Jesus om det?”
Den bemærkning har jeg aldrig glemt, og rådet har jeg brugt flittigt lige siden.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
