Det slog mig pludselig forleden, og det er faktisk sket masser af gange.
Jeg kommer gående eller kørende, og pludselig ser jeg en, som ligner den eller den, som jeg har kendt for en del år siden.
Vedkommende er død, og jeg ved jo øjeblikkelig, at ham eller hende dér bestemt ikke er den, jeg lige blev mindet om. Der var bare noget over måden at gå på, måden at cykle på. Noget i kropsholdningen, som gjorde, at jeg blev kaldet tilbage til mindet om en ganske bestemt person.
Jeg får faktisk hver gang, jeg oplever det, mange positive tanker om de personer, som jeg husker, og som ligner en, jeg lige ser på gaden. Skønne minder om mennesker, som jeg mødte i min tid som præst. Hvor har jeg været et privilegeret menneske. Hvor er jeg stadig et lykkeligt menneske – omgivet som jeg er af de skønneste mennesker.
Et er, at man ser nogen, der ligner en anden, men det er jo ikke blot udseendet, der får mig til at mindes. Jeg tænker jo i det øjeblik på de kvaliteter, jeg så i vedkommende. Jeg så noget, som jeg selv gerne ville ligne.
Lad mig lige for en gangs skyld komme med nogle eksempler – måske alligevel i lidt anonymiseret form.
Nu nævner jeg nogle af de helte, som jeg må sige, jeg beundrede, og hvor jeg i den grad så et forbillede, som var værd at se op til og som jeg meget gerne ville ligne.
Jeg husker den gæve kvinde, som delte 110 brochurer for et kristendomskursus for voksne (Alpha kurset) ud på den vej, hvor hun boede, og hun fulgte de 14 med stor interesse, som dukkede op fra vejen til kurset i kirken. Hun var et livsstykke. Fuld af godt humør og med en masse vittigheder, som hun gladelig serverede til beboerne på et plejehjem, hvor hun og jeg havde vores gang. Hun var elsket af alle og et kæmpe aktiv for en kirke og en stor opmuntring for mig som præst. Meget mere kunne fortælles om denne livsglade dame, som faktisk fik ret så mange folk med i kirke.
Jeg husker en ældre kvinde, som under mine prædikener halvhøjt bad Gud velsigne mig og give mig sin hjælp. Hun var ikke klar over, at jeg på prædikestolen svagt kunne høre, hvad hun bad. Det var nok også nødvendige bønner, som jeg lige i det øjeblik havde brug for, Gud hørte og besvarede. Sikke en opbakning fra en kirkegænger…
Jeg husker en ældre kvinde, som jeg besøgte. Hun boede på 2. sal. Hun fortalte, at hun altid sad ved vinduet, og når hun så nogen gå nede på gaden, ”så velsigner jeg dem!” Hun var et bedende menneske og blev et forbillede for mig. Hun huskede sin barndom på Færøerne, at hendes far hver aften gik op på loftet, hvor alle hans mange børn lå, og så gik han fra seng til seng og velsignede hver enkelt, og så bad de alle Fadervor sammen. Jeg tror endda også, de sagde trosbekendelsen i kor, inden de sov.
Jeg husker en ældre kvinde, som flittigt bagte boller til møder i præsteboligen i sommertiden, for som hun sagde, når sommerferien nærmede sig: ”Nu holder Gud jo ferie”. Hun savnede sammenkomsterne i kirken, når det blev sommer, og det gjorde vi så i fællesskab noget ved under lidt mere private forhold. Ofte var vi ca. 20 til hyggeligt fællesskab og nogle opbyggelige foredrag. Det var aldrig blevet til noget, hvis ikke denne kvinde havde talt om Gud, der ”vist nok holdt ferie”.
Jeg husker nogle pragtfulde unge, som flittigt kom i præsteboligen og fyldte stuerne med hygge, sang, guitarspil, og som elskede at være sammen. De vidste, hvor tekanden var og følte sig som hjemme. De lever heldigvis stadig, og mange af dem holder stadig kontakt med hinanden. Når jeg ser dem i dag på Facebook eller i virkeligheden, minder de mig om ufattelige gode stunder, og gennem dem lærte jeg rigtig meget om livet som ung. Hvor har jeg haft med mange vidunderlige børn og unge at gøre.
Jeg husker bestemte mennesker, som på sommerlejre trofast sad på første række og smilede og nikkede og lyttede aktivt med, når jeg talte. En stor, stor opmuntring! Jeg kan huske, jeg tænkte dengang: ”Sådan vil jeg også gerne være, når jeg engang holder op som præst – være til opmuntring for dem, der står på den prædike/taler stol”.
Enhver menighed burde virkelig vide, hvor meget det betyder at have en lyttende menighed. Ingen tvivl bliver vores prædikener bedre, jo mere aktivt der bliver lyttet. At have øjenkontakt med mennesker under en prædiken betyder rigtig meget.
Jeg kunne fortsætte med eksempler, men så vil denne klumme jo ingen ende få.
Gerne at ville ligne nogen står der også noget om i Bibelen.
Vi bliver alle kaldet til at ligne Jesus. Samtidig med så giver han os sin Ånd som lærer, trøster og vejleder, for uden Guds Ånd kan vi slet ikke ligne Jesus overhovedet.
Vi kommer ikke her i livet til at ligne Jesus, som han virkelig var og er. Det er ganske umuligt, men vi kan kapitulere og bede Guds Ånd komme til, så han kan gøre det i os – om ikke andet så i glimt, at vi bærer præg af, at vi har et liv sammen med den treenige Gud – Fader, Søn og Helligånd.
Vores medmennesker har så forfærdelig meget brug for at møde Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed, og det kan de bl.a. gennem kristne, som lader sig gennemlyse og gennemstrømme af Guds lys, liv og Ånd.
Vi kommer til kort, men for Gud er alting muligt. Brug for tilgivelse får vi, og vi får den, for Gud er god!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
