Vikings ungdom drager mod Sjælland i pinsen

FODBOLD: Traditionen holdes i hævd – fællesskab, fodbold og oplevelser venter for både små og store, når børne og ungdomsspillere fra Viking Fodbold tager til Fjord Cup og Copenhagen Cup på Sjælland

Børn og unge fra Viking Fodbold skal på pinsetur til Sjælland

Nu er pinsen nær, og det er for mange børne- og ungdomsspillere i Viking Fodbold ensbetydende med én ting: Den fælles fodboldrejse til Sjælland. Igen i år pakker klubben støvler, bolde og godt humør, og drager afsted på den traditionsrige rejse, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor både små og store spillere får værdifulde oplevelser med hjem i bagagen.

De yngste spillere fra U10-14, piger og drenge deltager i det populære Fjord Cup-stævne, der spilles i Slangerup og Frederikssund, og hvor glæden ved spillet og de første turneringsoplevelser er i fokus. Her møder børnene jævnaldrende fra andre klubber, og der bliver både kæmpet på banen og skabt nye venskaber udenfor.

Deltagerne indkvarteres på skoler i gåafstand til baner og forplejning.

Også i København
For de ældre spillere er turen i år lidt anderledes. De spiller i stedet Copenhagen Cup, hvor modstanderne er både hollandske, tyske og svenske hold. Årsagen er, at Fjord Cup’s ældste række i år stopper ved U14. Vikings U17-drenge skulle derfor have nye udfordringer. Derfor har klubben valgt at give de ældste spillere mulighed for at prøve kræfter med endnu stærkere modstand og nye rammer i hovedstadsområdet. Copenhagen Cup spilles i Hvidovre og arrangeres af tre lokale klubber Hvidovre IF, Rosenhøj Boldklub og Boldklubben Friheden.

Selvom turneringsformen er forskellig, er formålet det samme: at skabe gode oplevelser og styrke sammenholdet på tværs af årgange. Turen er nemlig meget mere end fodbold. Den byder på fælles overnatning, grin, hygge og et unikt klubfællesskab, hvor både spillere, trænere og forældre er med til at gøre oplevelsen særlig.

“Det er en tur, som spillerne ser frem til hvert eneste år. For nogle er det første gang, de er afsted, mens det for andre er blevet en fast tradition. Det er her, relationerne virkelig bliver styrket” siger Maiken Lindberg Kofoed, der er holdleder hos U17 drengene.

Gode minder
Turene til Sjælland har gennem mange år været en fast del af Viking Fodbolds kalender, og netop kontinuiteten er vigtig for klubben. “Traditionen er med til at skabe en rød tråd gennem ungdomsårene og give spillerne minder, de tager med sig langt ud over fodboldbanen” siger bestyrelsesmedlem Christina Bøg-Jensen.

Når holdene vender hjem igen efter pinsen, er det ikke kun med resultater og kamperfaring i bagagen. Det er også med styrket sammenhold, nye oplevelser – og masser af historier fra en weekend, hvor Viking Fodbold igen har været samlet på tværs af alder og niveau.

Du vil måske også synes om

125 år med fællesskab i Nylars

FØDSELSDAG: Søndag 1. november inviterer Nylars Samlingshus hele lokalområdet og alle interesserede til 125 års fødselsdag   I 125 år har Nylars Samlingshus været et sted, hvor mennesker mødes til fællesskab, aktiviteter, fester, foredrag, spisning og gymnastik. Det bliver markeret med en festlig fødselsdag søndag 1. november, hvor både Samlingshuset,

Læs mere »

Avisbude: Det sociale ansvar er blevet overset og begravet

DEBAT: Bornholms Tidendes fyring af 20 bude med fire dages varsel efterlader os med en dyb rystelse, skriver Torben Kofoed Ager, Aakirkeby, i dette indlæg: Af Torben Kofod Ager Bornholms Tidende har for nylig gennemført en større omstrukturering og genberegning af rutenettet, hvilket har ramt over 20 bude med en

Læs mere »

Blæsevejr ændrer sejlplanen

  Et lavtryk er over Danmark, og der kan forventes en meget blæsende søndag morgen og formiddag.   “Vi har samtidig rigtig mange gæster, som skal hjem fra Bornholm efter orienteringsløbet “Høst Open,” hvorfor tre ud af fire afgange er udsolgt. Derfor er vi også nødt til at flytte folk

Læs mere »