 (1).gif)
MENNESKER: For 25-årige Emma Dunker Lodberg tog livet en uventet drejning, da hun blev udsat for uheld efter uheld og fik diagnosen kronisk hjernerystelse. Fra at være teenager med fuld fart på og en lovende fodboldkarriere, vendte hun hjem til Bornholm og blev førtidspensionist…
Det er en sand fornøjelse at følge Bornholms skrappeste fodboldpiger, der i dette efterår slås mod alle Københavner-holdene i Københavnsserien.
Pigerne, eller damerne, hvad skal man kalde dem, fra Viking-RIK har endog den udfordring – som mange andre bornholmske sportsfolk – at de inden kampen skal ud på en bølgende sejltur, hvorefter der venter en længere bustur. Først da kan de klæde om og gå på banen.
Sådan er det også for modstanderne – bare den anden vej, men: De skal ikke ud på turen hveranden weekend som bornholmerne.
Rejserne kræver også meget mere tid, meget mere.
En udfordring
Men pigerne fra Viking-RIK synes naturligvis også, at det er en udfordring at spille ovre. Og for en enkelt af “pigerne” er det en særlig stor udfordring.
Hun spiller ikke med på banen. Det kan hun ikke mere.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Ærgerligt nok – for hun var skrap med læderkuglen – så skrap, at hun spillede med på drengeholdet i Knudsker, også Elite-drengene, som ungdomsspiller. Og driblede udenom drengene, måske ikke som det passede hende – men næsten. Hun var et meget stort talent som midterforsvarer.
Men den nu 25-årige Emma Dunker Lodberg fik meget brat stoppet en yderst lovende fodboldkarriere, da hun allerede for flere år siden blev erklæret fodboldinvalid.
I en sådan grad, at den unge pige i dag er førtidspensionist – ramt af kronisk hovedpine – ja, det er en mild hjerneskade, som Emma har pådraget sig.
Skrev på Facebook
Ikke at andre kan mærke det. Slet ikke, faktisk – og det kan også være et problem.
Så meget, at hun en dag følte sig nødsaget til at forklare sig på på Facebook.
“Det skal ikke være et tabu at være usynlig syg. Det kan ramme alle, når som helst og hvor som helst. Mange tænker at hvis man er syg, kan man se det, men det ikke rigtigt. Nogen ser normal ud – og der kan man ikke se det på dem. Men I ser bare ikke bagsiden af medaljen. I ser os kun på vores gode dage – og på de dårlige dage ser ingen os,” skrev hun bl.a.
En forklaring på, hvorfor hun ikke kunne passe et almindeligt arbejde. Hvorfor man godt kan være syg, selv om ingen kan se det.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Og det kan man da heller ikke, når hun står på sidelinjen sammen med sin trænerkollega Niclas Pedersen og træner og instruerer KS-holdet fra Viking-RIK.
Niclas er en dynamisk og særdeles aktiv herre på sidelinjen – Emma råber ikke så højt.
Men hun er der.
Og det er en sejr i sig selv.
For Emma ved ikke, hvornår hun er på toppen – og hvornår hun på grund af sin sygdom er nødt til at blive hjemme.
Hus i Rønne
Så hygger hun sig indenfor i huset i Rønne, hvor hun ofte er i selskab med sin delehund, den brune labrador “Buller.”
Den deler hun med sin far – og farmand er i det hele taget en stor hjælp i dagligdagen. Som oftest spiser de også aftensmad sammen og er i det hele taget rykket tættere sammen. Hun har det også godt med – og stor støtte i – sin mor og sin bror.
(Artiklen fortsættes under billedet)
For i dag er der ikke længere 120 km/t over Emmas liv.
Det har der ellers været, skulle vi hilse og sige.
Født i Pedersker, senere skolegang i Rønne – fodbold næsten fra hun kunne gå – i Pedersker, Aakirkeby og Viking i Rønne. og videre til idrætsefterskole i Brøndby, fodboldspiller i Varde og Thisted på topniveau. Fodboldinteressen har hun ikke fra fremmede. Mor var holdleder på Elite Bornholm – og far spillede fodbold som ung.
I Varde var der fuld fart på: Damehold i 1. division – en lovende karriere, den populære bornholmer var i fulde omdrejninger.
Og så kom uheldene, helt utrolige uheld – og lige efter hinanden.
Styrt og fald
Først et styrt med cyklen, hvor hun slog sit hoved.
Så et fald fra hesten, hvor hovedet desværre igen fik et slag.
Så et slag på hovedet af en voldelig fodboldspiller under en kamp i Thisted – og som punktum en hård bold i ansigtet under en anden fodboldkamp.
Fire kraftige slag mod hovedet – det var mere, end den unge pige kunne klare.
Og herefter blev tilværelsen en helt anden.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Farten blev i bogstaveligste forstand ændret. Omgivelserne også.
For Emma vendte hjem til Bornholm i 2018 – uden den store følge af “venner”, der havde været med, da hun spillede fodbold og alt så lyst og godt ud.
“Det har været en af de få positive sider ved min sygdom, at der blev ryddet gevaldigt op i vennekredsen,” siger hun i dag.
“Og jeg har for alvor fundet ud af, at det ikke handler om at have mange venner – men om at have de rigtige…”
Ikke at hun mangler bekendte. Hun har over 1.600 venner på Facebook, men det er og bliver jo….Facebookvenner.
Emma måtte pludselig indse, at livet blev et andet.
Elev i Føtex
Ikke at hun ikke prøvede alverdens for at leve et almindeligt liv.
“Jeg fandt også ud af, at det ikke kunne nytte noget at sætte sig med og græde – jeg måte acceptere mit nye liv og tage det som en ny udfordring…”
(Artiklen fortsættes under billedet)
Emma prøvede forskelligt for at se, om hun kunne passe et almindeligt arbejde. Hun blev bl.a. elev i Føtex på Frederiksberg ovre – men det viste sig hurtigt, at det slet ikke gik.
Hun forsøgte sig som fodboldtræner i Bagsværd – det holdt ikke længe.
Hun løb fra sygehus til sygehus – indtil diagnosen kom – og hun blev førtidspensionist.
Hjemme på Bornholm følte hun sig tryg – færre venner…men de rigtige. Og familien.
Emma har fundet sig et hus i Rønne – og så begyndte hverdagen som førtidspensionist. Hun begyndte at styrketræne, har investeret i en personlig træner – og det har hjulpet både fysisk og psykisk.
Få, men nære venner både på øen og ovre.
Og så ringede telefonen.
Sikker vinder
Det var træneren fra Viking-RIK, Niclas Pedersen.
Om ikke Emma ville komme og hjælpe ham med at træne KS-holdet?
“Jeg skulle jo tænke lidt over det…kunne jeg mon klare det – ville jeg få for stort et fravær? Men Niclas beroligede mig…jeg kunne være med, når jeg havde det godt!”
“Det var lige dét, jeg havde brug for. Niclas er godt nok ældre end jeg, men vi er blevet venner – og jeg er så glad for, at jeg fik chancen for at være med som træner på sidelinjen,” siger Emma med en oprigtighed, der ikke er til at misforstå.
Det kan godt være, at Bornholmer-holdet har tabt nogle kampe her i KS-efteråret.
Men efter hver kamp står der en vinder på sidelinjen….og det er Emma.
