LINDBLOMS MAGASIN: ”Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle sige,” sagde min 11-årige min datter. ”Men jeg savner skolen…”
Min datter savner skolen! Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle høre, tænkte jeg.
Jeg ved ikke, hvordan jeres børn har tacklet skoleferien, men den fjerde og yngste i min børneflok, har brilleret med at skille sig ud fra de andre – på flere måder.
Eller også er det bare mig.
Husker jeg dårligere efterhånden, eller har jeg mon fortrængt den præpubertære alder, da hendes ældre søskende gennemgik fasen?
Uanset hvad, er der måske nogen derude, der kan nikke genkendende til følgende:
Hun brugte de første to uger af ferien på at være fuldstændig bombet. Som om hun havde været udmattet og bare ventede på at få lov at slappe af og komme ned i gear. Der blev hun så. Heeelt nede i gear. Tomgang på det nærmeste.
Hun keder sig, men orker ikke meget. Står op kl 13. Går i seng kl 01.00 (håber jeg.. sover selv) Er vokset 17 cm. – eller, sådan føles det – og er faretruende tæt på at nærme sig mine 180 cm., selvom hverken hendes far eller jeg ved, hvor hun får den næring fra, der skal til for at vokse så meget, så hurtigt.
Men alt i alt, giver det måske meget god mening at man er træt, når kroppen er i gang med at tilføje yderligere etager til byggeriet. Men…. Behøver hun at være så urimelig?? De følelsesmæssige skift, er så gu’ da de værste.
Det ene øjeblik er hun skøn og from, når barnet i hende frydes over at få foræret en rund, gul emoji pude fra Jysk Sengetøj, eller når hun højt grinende spiller Sorteper med passende pokerfjæs, så storesøster for tredje gang ender med at trække netop ham fra hende.
Det andet øjeblik forvandles hun til en råbende kommandus, der slynger de grimmeste ord afsted med lynets hast. Helt uden varsel. Som når hun og hendes søster ikke kan blive enige om, hvis tur det er til at sidde på forsædet i bilen, eller når man venligt træder ind af værelsesdøren for at tage imod bestilling på fredagspizza. Forleden lød det sådan her:
Mig: (Åbner døren til værelset, hvor hun sidder og spiller computer, åbenbart en fejl) og starter sødt sætningen med ”Hej skat, jeg ville bare høre hvilken piz…” som viser sig at være en endnu større fejl, da jeg bliver blæst baglæns med ordene:
FUCK UD, NU FIK DU MIG TIL AT DØ…!
“….Nå nå…” svarer jeg rystet og mumler ”det hedder vel egentlig fuck af…”
