Lad ukrudtet vokse sammen med hveden

Jeg er ikke havemand – nå, i denne tid må jeg hellere skrive: Jeg er ikke et havemenneske! (Jeg synes, det er noget underligt pjat med alle de mærkelige og aldeles unødvendige ændringer).

Aldrig har haven været mig en prioritet, men nu tilstræbes det jo her i tiden også, at alt i en have ikke skal være så fint og så velordnet – tværtimod.

Min mand og jeg morer os med at sige, at det da vist er os, som har opfundet begrebet ”biodiversitet”, for vores have har da altid været fuld af insekter og bier, og ja, vores haves kaotiske tilstand har jo nærmest været forud for vores tid!

Man skulle næsten tro, vi havde tilmeldt os ”vild have med vilje!”

Ukrudtet havde bare så gode betingelser, som en have naturligt udvikler, hvis beboere ikke tilbringer megen tid med at luge og udrydde skvadderkål og mælkebøtter. (Nu har jeg faktisk forstået, at nogle af de ukrudtsplanter kan bruges i salat!). Vi slog plænen, når vi ikke syntes, vi kunne være bekendt andet.

Vores undskyldning var selvfølgelig, at vi havde andet og noget meget vigtigere ting for. Og det var faktisk ganske rigtigt.

Selvfølgelig var der blomster her og der. Nogle havde vi plantet. Andre viste sig bare. Et staudebed fyldt med alskens forskellige planter så faktisk godt ud strålende af årstidens farver, men der var meget ukrudt ind imellem, som vi bare lod blive.

Jesus siger i en lignelse, at vi skal lade ukrudtet vokse sammen med hveden. Mattæus evangeliet kap. 13 vers 24 – 30.

En mand såede sædekorn i en mark, men så kom en mand, som var hans fjende og såede noget ukrudt i marken.

Jesus sagde, at den lignelse ligner Guds rige.

Bondemandens folk ønskede så at luge ukrudtet væk fra kornet, men bonden sagde: ”Lad det gro side om side indtil høsten, så kan høstfolkene fjerne ukrudtet, før de høster kornet!”

Sådan kan det også krible i fingerne på os, når vi ser noget ”ukrudt” i mennesker. Vi har – og måske er det ikke mindst forældre – så megen lyst til at befale, formane, kritisere, hvad vi ser hos vore børn og ikke mindst vore teenagere.

Vi kan tydeligt se, synes vi, at de går galt i byen på den og den måde. Vi har sådan en lyst til at moralisere og rette og pille ”ukrudt” op.

Det er bare ikke altid klogt. Vi kan jo komme til at ødelægge vores forhold til de unge, vi har så travlt med at ”vejlede”.

Vi kan komme til, at de fjerner sig fra os, eller vi kan forårsage, at de gør endnu mere oprør imod os – den ældre generation, end sundt er.

Også i vore forskellige fællesskaber kan vi tilsvarende have en vældig lyst til at rydde op og rydde ud. Der er meget, vi kunne ønske, var anderledes.

I vore kirker og kirkefællesskaber kan gamle troende få en gevaldig trang til at rette på folk med hensyn til, hvad de tror og mener.

Mange nye er blevet skubbet væk fra kirke og tro, fordi der lige er nogle velmenende kristne, som mener det godt, men som lige synes, de skal luge ud i de vildskud, som vi også faktisk alle har i vore liv.

Jeg tænker, vi ofte skal stole mere på Helligånden, som kan rydde ud meget bedre end os. Vi skal ikke gå og fungere som et trospoliti eller meningspoliti, men vi kan som kristne bede og følges med nye kristne eller mennesker, som er søgende, og som måske ikke har læst så meget i Bibelen som vi andre. Vi skal som regel bare vandre med dem, være med i deres liv, og så vil de selv spørge og lytte til os, når tid er.

Det er Gud, som skal rydde op og luge ud i vore liv. Det sker, når tid er, og når vi er helt åbne overfor at komme tættere ind til Gud. Gud vil gerne i gang med mine blinde vinkler og forkerte holdninger, men han har tid og er barmhjertig og god mod mig, som ofte vender ryggen til hans gode og næstekærlige principper.

Kærlighed er ofte det, som åbner os for, at Gud Helligånd kan komme til, og Gud elsker forandringer frem i os.

Men er der ikke noget, vi alligevel skal luge ud, rydde op i? Skal vi aldrig sige fra imod uretfærdighed og ondskab?

Jo, Gud vil vise os, hvornår vi skal bekæmpe det onde i vores samfund, i vore fællesskaber, hvornår vi skal ”tale Roma midt imod”, når noget går galt i vore kirkelige organisationer eller andre fællesskaber, vi får indblik i.

Nogen skal ind imellem sige fra. Der skal i de fællesskaber, vi er i, være muligheder for at være uenige og for at sige fra, når noget er uretfærdigt. Det sker ikke for at ødelægge og splitte, men for at værne om og genopbygge noget værdifuldt, som er ved at blive ødelagt.

Jeg har været i den slags processer, og det er ikke morsomt, men det kan være nødvendigt at være spydspids, for at noget ondt kan blive vendt til noget godt!

Det er dog altid bedst at være flere om at rydde op i det, som har brug for en korrektion.

En gang var jeg i USA, og da jeg kom hjem, var der surprise party. Et hold fra vores kirkefamilie havde luget ud i vores forsømte bede i haven, havde luget havefliserne og gjort alt så pænt. Jeg syntes næsten, jeg var med i TV programmet ”En have i gave!” De havde været sammen om det.

Når ”ukrudtet” i en organisation i overført forstand er blevet for meget, for stort og ved at kvæle det sunde, så er der brug for nogle, som sammen tager affære og siger det, ingen ellers tør sige og gøre – protesten skal komme fra flere, så vi sammen kan fornemme, om det er rigtigt det, vi mener og tænker, og at vi gør op med den forkerte kultur på en forsvarlig kristen facon!

Men der er håb.

Gud kan vende det, som er ondt til noget godt. Det viste sig, da Josef i Gammel Testamente blev solgt af sine brødre til Ægypten. Der kom hungersnød, og på en fantastisk måde blev Josef sat til at uddele korn til sine brødre, da de kom til Ægypten. De genkendte ham ikke. Nu var han blevet en stor mand, som havde stor magt, og han gav dem korn i deres sække. For at gøre en lang historie kort, så kom brødrene igen, og Josef viste sig for dem, og beretningen slutter med ordene: ” I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode”.

Det kan også ske for os. Kommer vi i umulige situationer, bliver dårligt, ja, skammeligt behandlet, så kan der, hvor en dør lukker sig for os, åbne sig en ny mulighed, som er meget bedre for os, end det vi måske blev lukket ude fra – måske endda blev fyret.

Gud har vidunderlige, gode planer for os. Vi skal ikke tabe modet eller miste håbet om en endnu bedre fremtid. Gud – kærlighedens Gud – vil os det vel. Han har gemt det allerbedste til os, selvom vi i øjeblikket ikke lige kan gennemskue, hvordan det kan ske.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst